Serie A

Fra skadet i Lyngby til stjerne i Juventus

Frederik Sørensen har nu fået en fireårig kontrakt med Juventus. Her gennemgår han omvæltningen fra Lyngby til stjernestatus i Juventus.

Frederik hvem? Sådan tænkte mange sikkert, da Lyngby den 25. juli skrev på sin hjemmeside, at Juventus ville have Frederik Sørensen med på en træningslejr med klubbens ungdomshold.

I dag står den nu 19-årige dansker noteret for 17 kampe i Serie A, en enkelt optræden i Copa Italia, og i fredags fik han så vekslet sin lejeaftale med Serie A-klubben til en fireårig kontrakt.

- Det er rigtig dejligt at få noget ro på, for jeg har da tænkt over, hvad fremtiden skulle bringe, når jeg lå hjemme på mit værelse og tænkte over tingene. Nu er det afklaret, og jeg tager det som et enormt skulderklap. Jeg havde jo slet ikke regnet med alt det her for et år siden, siger Frederik Sørensen til tipsbladet.dk.

I foråret 2010 var Frederik Sørensen nemlig afskæret fra at spille fodbold på grund af en brækket fod. Han sad udenfor i fem måneder, og han var da også først lige blevet klar igen, da Juventus meldte, at de havde fulgt ham i et år, og at de gerne ville se ham til en prøvetræning.

- Det var vildt, at de overhovedet ville se mig, for jeg havde jo været skadet. Jeg følte ikke engang, at jeg var tæt på Superliga-holdet i Lyngby, for der skaden i foden, og før det havde jeg også været ude med en lyskeskade. Så jeg blev overrasket, da jeg hørte det med Juventus.

- Men jeg tog selvfølgelig derned, og allerede efter anden træning vidste de, at det var mig, de ville have. Det sagde de så ikke til mig, før efter lejeaftalen var kommet på plads, for de ville lige se mig i en træningskamp først. Der brækkede jeg så næsen, så på den måde startede det ikke så godt, siger Frederik Sørensen med et grin i dag.

Gennembruddet til Serie A-holdet
Allerede tidligt i efterårssæsonen fandt Juventus ud af, at de stod med et dansk forsvarstalent, der kunne nå rigtig langt, for efter at have siddet ude i den første Primavera-kamp mod Parma, var Frederik Sørensen med i den næste mod Piacenza og efter fem kampe i startopstillingen der, begyndte Serie A-holdet så småt at kalde i oktober måned.

- Jeg havde jo gjort det godt på Primavera-holdet, og da der så var landskampspause, blev jeg hentet op for at træne med førsteholdet, og her fik jeg stor ros for mine præstationer, og lige pludselig var jeg i spil til kampene på Serie A-holdet, fordi der var kommet en række skader. Det gik over al forventning for mig på det tidspunkt, siger Frederik Sørensen.

Den 24. oktober var Frederik Sørensen for første gang med på Juventus' bænk til en Serie A-kamp, og den 7. november debuterede han i Serie A, da han startede inde i "Den gamle dames" midterforsvar ved siden af den italienske landsholdsspiler Leonardo Bonucci.

- Træneren (Luigi del Neri red.) sagde bare til mig, at jeg var blevet valgt sammen med Bonucci, fordi der var nogle skader, og så sagde han, at han vidste, at jeg kunne løse opgaven. Det var rigtig rart at få det at vide, og det gav mig noget selvtillid til at have overskud i kampen.

- Jeg tænkte over, at jeg skulle sørge for at få en god start og tage det stille og roligt. Og selvfølgelig var jeg nervøs, men efter ti minutter lagde jeg det fra mig, og jeg fik lagt nogle gode afleveringer og gik godt med i spillet. Heldigvis vandt vi også kampen 3-1.

Stigende celebrity-status
I den periode begyndte Frederik Sørensen pludselig at blive et kendt ansigt på gaden i Torino. Fans af Juventus stoppede ham pludselig på gaden og ville have taget billeder, og der meldte sig en helt anden virkelighed end den, han var vant til hjemme i Lyngby.

- Det hele er meget fanatisk hernede, og fansene er meget omklamrende. Folk ville pludselig have taget billeder med mig, og de ville snakke. Det var en stor omvæltning for mig i starten, for jeg var ikke vant til det fra Danmark. Det var mærkeligt at være i centrum, fordi jeg var vant til at kunne gå på gaden i fred. Men det har hele tiden været på en rar måde, fordi det var for noget godt, siger danskeren.

Mens Sørensens popularitet og celebrity-status steg, blev han også mere populær hos træner Luigi del Neri. Sørensen fik flere og flere kampe, og en overgang var han fast mand på en noget uvant position som højre back. Sørensen har blandt andet spillet mod store klubber som Inter, Milan og Roma, mens han på det seneste er gledet lidt væk fra holdet i takt med, at Juventus' resultater i Serie A er blevet dårligere, og Del Neri har ønsket at satse på en mere erfaren stamme.

Frederik Sørensen ved derfor ikke, om han er med i sæsonens sidste Serie A-kamp mod Napoli på søndag. Men under alle omstændigheder betegner han sit skifte til Juventus som en larmende succés.

- Inden sæsonen havde jeg slet ikke regnet med, at jeg ville stå med 17 Serie A-kampe på nuværende tidspunkt. Jeg har spillet flere af de store kampe, og jeg har gjort det godt og fået ros. Faktisk havde jeg først regnet med at få lov at træne med førsteholdet engang her i foråret, men det er gået over al forventning, og jeg har nået mit mål om at få en kontrakt. Det er dejligt, slutter han.