Superliga

Bjur i stedet for Bjerregaard?

Ole Bjur og Brøndby er angiveligt enige om de store træk i aftalen, der sikrer Bjur en toppost i klubben.

Da Anders Bjerregaard i december sidste år sagde sit job op som sportsdirektør gik Brøndby straks på jagt efter en afløser, men her et år senere har de stadig ikke fundet Bjerregaards afløser. Og så alligevel.

For halvanden måned siden blev klublegenden Ole Bjur ansat i en konsulentfuktion omkring Brøndbys Superligahold. En stilling der nu meget vel kan vise sig at være Bjurs indgang til et større job i klubben.

I følge B.T. er Ole Bjur nemlig blevet tilbudt en toppost i Brøndby. Ud over jobbet som sportsdirektør står også Ole Palmås direktørstilling åben fra sommeren, og det er én af de stillinger eller dem begge to, som Bjur i følge avisen er udset til at bestride.

Parterne skulle allerede være enige om de store træk i aftalen, men enkelte detaljer mangler fortsat, i det det er den siddende bestyrelse, der skal ansætte Bjur. Klubbens nye bestyrelse findes først på den ekstraordinære generalforsamling torsdag.

Ole Bjur selv har ikke ønsket at kommentere B.T's oplysninger.