Superliga

Jakob Poulsen tror på medaljer

Selvom FC Midtjylland er to point efter Horsens i kampen om bronzemedaljer, tror Jakob Poulsen stadig på medaljer.

Der er lagt op til en spændende kamp søndag eftermiddag, når FC Midtjylland og FC København tørner sammen på MCH Arena i Herning.

FC København kæmper for det danske mesterskab, men for FC Midtjylland er der også meget på spil, idet der stadig er mulighed for at hente bronzemedaljer til Herning. FC Midtjyllands Jakob Poulsen ser frem til opgøret.

- Det er en super vigtig kamp. Begge hold har noget at spille for, så det bliver en fed kamp. Hvis vi kan få tre point, er vi sikre på en fjerdeplads, der giver senere indtræden i Europa, så det er det, vi går efter, siger Jakob Poulsen til tipsbladet.dk.

Selvom Horsens lige nu fører med to point ned til FC Midtjylland, tror midtjyderne stadig på bronzemedaljer.

- Selvfølgelig gør vi det. De tre hold, der kæmper om tredjepladsen, mødes jo lidt indbyrdes og har alle nogle svære kampe, så der kan hurtigt ske noget. Vi tror på det, og jeg er sikker på, at det ikke er sidste gange, at der er rykket rundt på tabellen, siger Jakob Poulsen.

FC København og FC Midtjylland mødes på søndag i Herning klokken 16.00.