Gaarde: Martin Borre taler sandt

Allan Gaarde og kompagni går på vinterferie med bøjede hoveder.
Vejle er i gang med et kulturskred til noget bedre, men det er en lang proces. Klubben skal have opbygget et fællesskab, og Martin Borre siger ikke noget, der er usandt, erkender Allan Gaarde.

Allan Gaardes efterår sluttede lidt tidligere end holdkammeraternes, da midtbanespillerens knæ hævede op, så han gik glip af de to sidste kampe. En blokade i knæet kan være nødvendig, da han har spillet på grænsen siden februar og slidtagen har indhentet ham nu.

Uanset hvad regner den rutinerede 34-årige dog med at være tilbage i januar og dermed klar til et forår i slipstrømmen på oprykningskandidaterne. Dette, på grund af et noget forsømt efterår.

- Det har været meget yo-yo. Vi har haft tilløb til noget godt, men er så faldet i et dybt hul efter en god kamp. Den letteste kamp for os var faktisk den mod Brøndby, hvor der ingen forventninger var til os. Til gengæld har vi spillet dårligt mod de dårligere hold. Derfor ligger vi, som vi gør, siger Allan Gaarde til tipsbladet.dk.

En anden årsag til, at Vejle går i hi på en 8. plads, kunne være den manglende disciplin i Vejle-truppen, som holdkammeraten Martin Borre løftede sløret for i Ekstra Bladet.

- Det er altid en diskussion om, hvor meget man skal sige offentligt, og hvor meget vi skal holde internt. Martin er en klog fyr, og han siger heller ikke noget, der er usandt, men vores fælles mål må være at gøre Vejle bedre, og hvordan gør vi så det? Det er en svær proces, også for ledelsen, siger Allan Gaarde.

- Ekstra Bladet slår meget på det, Martin siger om sprut, men til Vejle Amts Folkeblad udtaler han sig mere om træningskulturen i klubben, og jeg tror også, at det var det, han ville sige mest om. Det er det, som debatten handler om, mener Allan Gaarde.

Men de to ting hænger vel sammen, i og med, at man ikke kan præstere til træning, hvis man har drukket?

- Ja, ja. Selvfølgelig.

- Mats (Gren, træner, red.) har kun været her i kort tid, så det er begrænset, hvad han har kunnet nå at lave om. Problemerne i klubben stammer fra lang tid tilbage. Der er ved at ske et kulturskred nu, men det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden. Vi skal have bygget et fællesskab op, og det har vi ikke gjort endnu.

- Vi skal have et stærkere fællesskab og mere disciplin. Vi skal have en stærkere lyst til at gøre hinanden bedre. Vi rutinerede spillere blev hentet ind for at gøre træningskulturen bedre, men den er ikke god nok endnu, siger Allan Gaarde.

Træner Mats Gren har offentligt afskrevet oprykningen i år, og Allan Gaarde er modstræbende enig, men ser så meget potentiale i truppen, at oprykning må være målet så hurtigt som muligt.

- Vi har ikke mødt nogen hold i 1. division, som jeg mener er bedre end os, siger Allan Gaarde.

Spil online poker hos Everest Poker
 

Afstemning

Er Christian Poulsen det rigtige valg som landsholdsanfører?:

Seneste nyt på tipsbladet.dk