
Om mindre end to måneder sparkes forårssæsonen i SAS Ligaen i gang. Esbjerg overvintrer på en tredjeplads efter et godt efterår, og står det til forsvarsspilleren Nicolai Høgh, bliver der ikke ændret på det i løbet af foråret.
- Jeg regner stærkt med at vi bare fortsætter. Vi har ikke haft de store udskiftninger udover at vi har fået Gaardsøe ind. Der er smuttet et par spillere, men de var ikke i startelleveren, så jeg kan ikke se hvorfor, vi ikke bare skulle fortsætte. Man kan se i fodboldverdenen, at der ikke er mange klubber, der henter spillere, og jeg synes, at vi har et godt fundament. Jeg ser fremad med god forhåbning, siger Nicolai Høgh til tipsbladet.dk.
Ikke overraskende peger han på kollektivet og holdet som de største årsager til efterårets succes.
- Konceptet har fungeret. Vi har ikke rigtig nogen stjerner udover Søren Rieks, og alle kender deres plads på holdet. Vi tager det stille og roligt, og vi går ikke i medierne og brokker os over at få for lidt omtale. Vi er nok de der vestjyder, som bare passer vores arbejde, og det har båret frugt i efteråret, lyder det fra Høgh.
Selvom Esbjerg overvintrer på en tredjeplads, er klubbens officielle målsætning en plads i top seks. Men Nicolai Høgh vil gerne mere end det.
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg bliver meget skuffet, hvis vi ender på en sjetteplads. Jeg vil gerne have medaljer, men nu må vi se. De første kampe bliver vigtige, og der har vi Randers og Køge. Lad os sige, at hvis vi får seks point der, så vil jeg have bronzemedaljer. Jeg har forventer i hvert fald minimum en fjerdeplads, siger Nicolai Høgh.