
Da OB i februar måned var på træningslejr i Marbella i Spanien, måtte Thomas Helveg udgå med en fiberskade i læggen kort før holdets tredje kamp ved træningsturneringen Copa del Sol. Siden har Helveg arbejdet sig tilbage, og han nærmer sig nu topformen.
- Jeg er meget tæt på at være i fuld vigør. Jeg regner kraftigt med, at jeg kan træne på lige fod med de andre i næste uge. Det er tvivlsomt, at jeg når at være klar nok til at være med omkring holdet til på lørdag, siger Thomas Helveg til tipsbladet.dk.
Helveg hentyder til forårspremieren mod FC Midtjylland, hvor han næppe kommer i kamp. Til gengæld forventer han at være klar i næste uge, hvor han skal kæmpe for en plads i startopstillingen. I efteråret blev det kun til syv kampe i Superligaen, hvor blot de fire gav fuld tid. Espen Ruud har holdt Thomas Helveg på bænken, men den fynske veteran håber at kæmpe sig ind på holdet i løbet af foråret.
- Jeg skal overbevise Lars (Olsen,red.) om, at jeg er kandidat til start-11'eren. Jeg blev sat et par uger tilbage af en irriterende skade, men jeg er snart disponibel igen, og så skal jeg få Lars til at se til min side. Jeg må bare klø på, så jeg kan få chancen fra start, siger Thomas Helveg.
38-årige Helveg skal kæmpe med både Jonas Troest og Espen Ruud om en plads i OB-forsvaret. Til sommer udløber Helvegs kontrakt, men han er endnu ikke klar til at melde noget ud om, hvad der skal ske til sommer.
- Nej, der er ikke nogen afklaring endnu, siger Helveg.