Kontrakt: Er Lucena vigtig for AGF?

AGF-sportsdirektør Brian Steen Nielsen og John Sivebæk diskuterer, hvor stor en kontrakt Jerry Lucena fortjener efter 2½ år i Århus.

AGF's defensive midtbanespiller Jerry Lucena er ikke meget for at acceptere den lønnedgang, økonomiske trængte AGF tilbyder ham i en ny kontrakt fra næste sommer.

Lucenas aftale udløber til juni, og AGF'erens agent John Sivebæk diskuterer lige nu med AGF-sportsdirektør Brian Steen Nielsen, hvor vigtig Jerry Lucena er for den århusianske klub.

- Jeg har talt med Brian Steen Nielsen, vi har en dialog. Kontrakterne er på et andet niveau end for to-tre år siden. Spørgsmålet er, hvor vigtig og dygtig spilleren er for klubben. Det er den diskussion, vi har med AGF. Vi synes ikke, det skal være en lønnedgang, siger John Sivebæk til tipsbladet.dk.

- I sidste ende er det dem, der bestemmer. De risikerer, at de ikke har spilleren, siger John Sivebæk.

Jerry Lucena spillede før skiftet til AGF for Esbjerg fB.