How to be good

På Fire På Foden-redaktionen kan vi godt lide fodboldspillere, som tænker på andet end fodbold, sig selv og deres dyre biler. Det er bare ikke så ofte, de dukker op, så derfor ophøjer vi uden forbehold West Ham-keeperen Rob Green til et forbilledligt eksempel på en sympatisk og humanistisk indstillet spiller, som har overskud til at gøre en reel indsats for medmennesker i dybeste nød.

Efter at have kedet sig selv halvt ihjel på luksuriøse beach resorts de foregående somre, besluttede Rob Green sig denne gang for at tilbringe sommeren 2008 på anderledes opbyggelig vis - i fattige samfund i Kenya.

»Som professionel fodboldspiller lever du i en boble. 11 måneder af året har du ikke egentlig mulighed for at opleve det virkelige liv. Da jeg gik ud skolen, fortsatte jeg med det samme med fodbold, og jeg har spillet næsten hver eneste dag i mit voksne liv. Hvad liv angår, har jeg er rigtig godt et af slagsen. Men hvad livserfaring angår, har omfanget været begrænset«, lyder Rob Greens egen beskrivelse af sine bevæggrunde i et indlæg i The Independent, som viser, at West Ham-keeperen ikke alene er godt menneske - han også kan skrive.

Under overskriften »21 dage, som ændrede mit liv«, skriver Green om de oplevelser, han fik i Kenya, hvor han virkede for Amref - the African Medical Research Foundation - som beskæftiger sig med at begrænse udbredelsen af aids og hiv og med at forbedre den almene helbreds- og fredssituation i verdensdelen.

Det gik med en vis forbløffelse op for Green, at selv i de fattige kenyanske landsbyer, hvor børn spiller fodbold mellem sundhedsfarlige affald og døde dyr på ujævne grusarealer, er der så stor interesse for Premier League, at de offentlige transportmidler bærer navne som Drogba Bus, Adebayor Bus og Gerrard Bus.

Improviserede fodboldkampe var derfor Greens indgang til at komme i kontakt med den lokale befolkning, som fortalte målmanden rædselsvækkende beretninger om borgerkrig, død og ødelæggelse.

»Omringet af tusinder af små mudder-hytter var Amref-klinikken den eneste murstensbygning i syne. Strømme af skrald og spildevand fyldte gaderne, sanitet er ikke-eksisterende. Børn, som dårligt kunne gå, strejfede alene rundt, mens de rodede i affaldet for at finde noget spiseligt. For mig var det et kulturchok af et næsten ubeskriveligt omfang. Det var vanskeligt at rumme det. Det var en kamp ikke at blive syg af stanken. Det var svært at forstå, og endnu sværere ikke at blive slået ud af, at omfanget er så enormt. Det var en uddannelse«, skriver Rob Green, som undervejs i besøget blev udnævnt til dommer i en fodboldkamp, som var døbt Freds- og Forsoningsopgøret.

De 14 stammer i Kibera-området, som alle havde været i krig med hinanden under urolighederne i forbindelse med præsidentvalget i Kenya tidligere på året, sendte hver to repræsentanter til opgøret, hvor Green altså optrådte som den neutrale opmand. Stemningen var stille og spændt, men der var ingen egentlig uro undervejs i kampen, og på den led kom fodbolden måske til at fungere som brobygger i en nation, som i den grad har behov for fred og forsoning- gerne med hjælp af en fodboldmillionær fra Premier League.