Den muslimske mønsterbryder

”Jeg har lige været til fredagsbøn. Vi kan gå op og se lokalet og hilse på imamen,” lyder Bajram Fetais overraskende invitation, da vi møder ham en lys decemberdag på Nørrebro.

Fotografen og jeg er som hungrende hajer, da vi får chancen for at entre det, vi troede var lukket land for ikke-troende. Kort efter står vi i ”Det danskprogede islamiske center” på Nørrebrogade tæt ved Elmegade. En af dagens fem bønner er i gang i bederummet, så vi venter stille i et forrum, der er fyldt med sko.

”Jeg har det dejligt lige efter fredagsbønnen,” hvisker Bajram Fetai og smiler med salige øjne.

”Når jeg kan nå det efter træning, deltager jeg altid i fredagsbønnen. Det er som en meditation for mig.”

Bønnen er slut, og langsomt kommer folk ud fra bederummet og finder deres sko. Vi tager vores af, og i sokker med Bajram i spidsen betræder vi bederummet, et hvidmalet lokale på omkring 80 kvadratmeter.

Gulvet er dækket af et tykt, østerlandsk tæppe med varme røde mønstre, og det spartansk indrettede lokale rummer få islamiske relikvier og et par højtalere, men ingen talerstol. På gulvet knæler enkelte bedende stadig i en slags vuggende trance, og i hjørnet tager den medievante imam Abdul Wahid Pedersen åbent imod os.

”Første gang jeg spillede fodbold, lavede jeg selvmål. Anden gang brækkede jeg benet, og fodbold interesserer mig slet ikke,” siger den smilende imam, inden han vender sig imod en menighed af ventende spørgelystne.

”Imamen er en travl mand. Han er også klog, taler arabisk, og jeg kan godt lide hans prædikener om troen og livet, som foregår på dansk. Islam er jo en del af mig,” fortæller Bajram Fetai, og vi beslutter os for at blive i bederummet og udnytte stedets stilhed til vores interview.

”Troen giver mig ro og klarhed, som jeg kan bruge i karrieren. På banen er jeg tændt, men afslappet. Religionen gør mig også bedre som menneske, men det bruger jeg mest uden for fodbolden. Jeg føler, jeg har Gud med mig på banen, men jeg bærer et ansvar generelt over for de unge, og derfor vil jeg leve fornuftigt og være forbillede for andre, ikke kun muslimske, men alle unge,” siger Bajram Fetai.

Fodbold og familien som frelser
Fotografen kaster sig ivrigt over stedets muligheder, og Bajram Fetai må i godt 20 minutter agere model.
”Jeg håber at blive den nye David Beckham i Danmark,” siger han selvironisk, mens blitzen bader ham.
Imens går vi i gang med at tale om at være muslim i den danske juletid.

”Jeg er glad for julen, det er en hyggelig familietid. Jeg fejrer jul hos min ven Emil Dyhr fra B. 93, hvor vi bytter gaver og spiser and. Mange tror, at muslimer ikke er åbne over for nye ting, men min familie dyrker julen som andre danskere,” foklarer han

At han og familien har taget den danske jul og andre nordiske dyder til sig, er ikke tilfældigt, for allerede som etårig kom han til Danmark som makedonsk albaner, et etnisk mindretal med tilknyttede regionale problemer.