Den dedikerede Kvist

Frokosttid på Frederiksberg.

Gymnasieeleverne er søgt ud i foråret, cafeerne bliver fyldt af mødregrupper og FCK’eren William Kvist Jørgensen er også trukket i civil. Tirsdagen byder på en sjælden fridag fra træningspassene ovre på Peter Bangs Vej, men midtbanemanden har nu nok at se til alligevel. I cykelkurven på den adstadige Raleigh-model ligger en Tiger of Sweden taske fuld af notater og skolebøger. For det er ikke tid at nyde afskeden med vinteren. Tværtimod byder eftermiddagen på en gang undervisning i Kontekstuel Virksomhedsteori.

Det er ikke gængs kost for en fodboldspillers fridag.

Familiefædrene på holdet vil vel typisk nyde en stille dag med børn og kone, mens ungkarlene kan slappe af og kigge på byen i solen. Men William Kvist er heller ikke som de fleste. Han går sine egne veje.

Som knægt tog han hellere end bog med på fodboldtur frem for en GameBoy, og sådan er han stadig væk. En tænkende type der altid går efter at optimere tingene i kampen om de sidste procent, der gør forskellen på succes og fiasko på det højeste niveau.

»Jeg har altid elsket fodbold, og jeg spillede det som alle andre børn. Det er først i løbet af årene, at jeg er blevet mere seriøs. I dag kan jeg da godt tænke, om jeg måske skulle have fokuseret på mine svagheder tidligere. Det havde hjulpet mig i dag. Men det er selvfølgelig positivt kun at spille fodbold. Det udvikler nogle andre ting.«

»Men jeg er en type, der gerne vil optimere tingene. Min rolle i FCK og på landsholdet er det, jeg har kæmpet for så længe, og samtidig er det det, jeg elsker at lave. Nu er spørgsmålet så, hvor langt jeg kan nå. Talent er en ting, men der er meget andet. Der er kroppen, der er livet ved siden af. Det er min pligt at få det optimale ud af det.«

»Hvis du går ned og kigger i Københavnsserien, kan du finde de første 100 spillere med bedre teknik end mig, spillere der er hurtigere end mig. Men det er ikke altid nok. Der skal mere til, og der har jeg nogle andre talenter. Min fokus. Min vindermentalitet,« siger William Kvist.

Og selv om det ikke virker umiddelbart logisk, er det her, at den kontekstuelle virksomhedsteori kommer ind.

»Jeg kan simpelt hen bare godt lide at gå i skole. De giver mig nogle andre input, jeg møder nogle andre mennesker, jeg bliver udfordret. Det giver mig noget ekstra, for som fodboldspiller har du meget ledig eftermiddagstid, og uden skolen lå jeg bare på sofaen. Det ville der ikke komme noget godt ud af.«

»Og så giver det mig også en sikkerhed, at jeg er i gang med HA-studiet. Jeg ved, at jeg er i gang, for jeg har en ambition om at få et spændende arbejdsliv efter fodbolden, og når jeg læser nu, vil jeg kunne komme videre med det samme, når fodbolden engang er forbi. Men nu kommer fodbolden i første række, selv om tingene har det med at falde sammen. For eksempel skal jeg tit til eksamener i ferietiden og det er ikke ret meget undervisning, jeg kan følge direkte, så jeg må læse selv og så få noget privat undervisning.«

»Det tager selvfølgelig noget energi, men det er så lidt i forhold til det, det giver mig i det lange løb,« siger William Kvist, der dog har måttet sænke ambitionsniveauet fra gode karakterer til blot at bestå – og det har ikke været nemt.

Og så tager det også tid, men via Team Danmarks støtteordning hænger det sammen, også selv om det tager seks år at tage en tre-årig HA-uddannelse, en uddannelse som midtbanemanden til sommer håber at være halvvejs igennem.