Generelle

Laudrup blev presset ud af Getafe

Blev Michael Laudrup presset ud af Getafe, eller tog han selv beslutningen? José Antonio de la Rosa García beretter her for Tipsbladet historien om Laudrups exit med hidtil ufortalte detaljer

Getafe har haft et historisk godt år. I sin første sæson i europæisk fodbold besejrede provinsklubben traditionsrige hold som Tottenham og Benfica. Man nåede sin anden spanske pokalfinale i træk, var en millimeter fra at sende Bayern München ud i UEFA Cuppen og endte midt i tabellen i den spanske liga.

På overfladen en næsten perfekt sæson, som imidlertid ikke for træner Michael Laudrup endte med en god afsked. Den danske træner meddelte i fredags, at han forlader Getafe på trods af, at han har endnu et års kontrakt med Madrid-klubben. Et dårligt forhold ¿ som er blevet støt værre - til klubbens præsident, negative kommentarer i adskillige lækager fra omklædningsrummet samt en række udtalelser fra hans agent Bayram Tutumlu betød, at Laudrups triumftog endte med en bitter eftersmag, som i disse dage overskygger triumferne.Selvom alle parter holdt på formerne indtil slutningen af mesterskabet, står det klart, at den danske træner allerede for et stykke tid siden besluttede, at han ikke ville fortsætte.Klubpræsident Ángel Torres tog for sin del allerede for et par måneder siden kontakt til to andre trænere for at finde en erstatning for danskeren. Nu er det faktum officielt, og man kan begynde at se på, hvad det var, der egentlig skete i sæsonens løb, som førte til denne sørgelige afslutning:

Utilfreds med truppens sammensætning

Før sæsonstarten kunne Getafe præsentere Michael Laudrup for et allerede komplet hold.

Han ønskede nye spillere som Dennis Rommedahl og Thomas Kahlenberg, og der lød da også pæne ord fra klubben, men man planlagde aldrig seriøst at hyre de to. Derudover besluttede man sig for at skille sig af med Daniel Güiza et par dage før sæsonstart, fordi han ikke havde haft den rigtige indstilling i begyndelsen af forsæsonen. Laudrup brød sig heller ikke om spillerens mentalitet, men håbede på senere at kunne spille ham ind på holdet. Det endte med, at man solgte ham til Mallorca for 5 millioner euro. Og Güiza endte såmænd som topscorer i den spanske liga og skal med til EM på Luis Aragonés' spanske landshold. Imens har Getafes angribere ikke gjort det specielt godt. De fem (Manu del Moral, Braulio, Kepa, Albín og Uche) har til sammen scoret færre mål end Mallorca-spilleren. Michael Laudrup accepterede beslutningen dengang, hvorefter klubben i sidste øjeblik skrev under på kontrakter med Granero og Ruben De la Red, spillere som Laudrup knap nok kendte. De oplysninger, man havde om dem, var meget positive, men allerede på det tidspunkt sagde Michael Laudrup, at han "gerne ville have én kantspiller mere, især til venstresiden", men at han selvfølgelig ville "træne og arbejde med hvad der bliver stillet til rådighed". Det var første tegn på, at han ikke var tilfreds med truppens sammensætning, som Ángel Torres praktisk talt var eneansvarlig for.

Laudrup foreslog agentens navne.

Det største sammenstød mellem træner og klubpræsident, i december måned, handlede om samme emne. De to mødtes for at se på, om det ville være nødvendigt at styrke truppen før anden halvdel af sæsonen.

Michael Laudrup bad om en forward og en venstrefløjsspiller. Da han foreslog et par navne, blev Ángel Torres vred, da det gik op for ham, at de alle havde samme agent som Laudrup selv, nemlig Bayram Tutumlu. En mildest talt højrøstet samtale fulgte mellem de to, og siden da har kommunikationen været nærmest ikke-eksisterende, selv om man udadtil har opretholdt facaden. I vinterpausen hyrede Getafe blot Jaime Gavilán, en venstrekantsspiller fra Valencia, som havde spillet for holdet to år tidligere, og som faktisk ikke har bidraget med noget som helst afgørende.I kulisserne stod det klart, at enderne mellem Laudrup og Torres var så langt fra hinanden, at det så svært ud at nå tilbage på ret kurs. Læg dertil, at begyndelsen på sæsonen havde været katastrofal. Syv kampe uden sejr betød, at klubbestyrelsen stillede spørgsmålstegn ved Laudrup. Præsidenten gav Laudrup et fem kampes ultimatum til at skabe resultater. Ellers var det ud af vagten.Imidlertid kom truppen vældigt godt igen efter et møde mellem spillerne, hvor trænerstaben ikke var til stede. Resultaterne reddede Michael Laudrups hoved, men privat sagde Ángel Torres, at han havde valgt forkert på trænerposten, og at Getafe havde sin bedste trup nogensinde, men at den blev dårligt udnyttet.

Med Schuster blandt de fire bedste

Han holdt endda fast i, at "med Bernd Schuster ved roret ville klubben have været blandt de fire første i ligaen". Ifølge præsidenten styrede holdet nærmest sig selv, og "det var ikke en træner man havde, men en hold-opstiller". Over for offentligheden fastholdt alle imidlertid, at harmonien var fuldendt og samarbejdet uovertruffent.

Her spiller den anden faktor bag trænerens beslutning om at forlade klubben ind. Forholdet til de vigtige spillere i truppen er blevet dårligere og dårligere, og Ángel Torres har altid lyttet meget til, hvad han hørte fra omklædningsrummet, blandt andet under sine regelmæssige middage med truppens vigtigste spillere. Ángel Torres blev overrasket over flere af de beskeder, han modtog fra omklædningsrummet. Blandt andet beskyldninger om mangelfulde forberedelser til kampene."Vi får aldrig nogen oplysninger om vores modstanderhold. Vi skal selv finde de oplysninger, vi har brug for. Om en angriber altid går til den eller den side, og om han løber sådan eller sådan. Uanset hvad, så står vi selv med det," lød et kritikpunkt.Problemerne antændte for alvor efter årets to vigtigste kampe, hvor Getafe blev elimineret fra UEFA-cuppen af Bayern München og tabte pokalfinalen til Valencia. I den sidste kamp satte Laudrup ikke Belenguer, Celestini eller Abbondanzieri i startopstillingen ¿ det samme gjaldt Mario Cotelo - hvilket betød, at holdets tre absolut vigtigste og mest erfarne spillere ikke fik ét eneste minuts spilletid i kampen, der kunne have givet Getafe klubbens første titel. Nogle af spillerne eksploderede bagefter af vrede, og selv om de ikke udtalte sig offentligt, vidste Laudrup hvad de mente om ham, og rygterne lækkede fra omklædningsrummet som fint Vesterhavssand gennem en køkkensi. For eksempel gjorde David Belenguer, holdets anfører og vigtigste spiller, det privat klart, at "hvis Laudrup fortsætter som træner, forlader jeg klubben". Hans holdning, som præsidenten lagde stor vægt på, var, at holdets mest erfarne spillere havde reddet træneren, da han var tæt på at blive fyret, og at Michael Laudrup havde svaret igen ved ikke at tage dem med på holdet i de mest afgørende og vigtige kampe. Forsvarsspilleren var på smertestillende midler i mange af sæsonens kampe, og også op til pokalfinalen, hvor han ikke fik spilletid. Laudrups forklaringer i den henseende overbeviste ikke Belenguer.En anden anekdote fortæller med al tydelighed, at forholdet allerede inden disse to afgørende kampe ikke alene var sløjt, men iskoldt.Til den spanske pokalfinale havde Laudrup bedt Getafe om billetter til familiemedlemmer. Han modtog dem, naturligvis, men de inviterede blev overraskede, da de mødte op og fandt ud af, at de var blevet placeret langt nede i et hjørne på pladser med dårligt udsyn og langt fra præsidentzonen, hvor Getafe-spillernes øvrige inviterede sad placeret. Michael Laudrup havde faktisk fornemmet, hvor det bar hen ad, da han så billetterne, men Ángel Torres svarede aldrig på hans anmodning om at ændre dem.

Afsked frem for Fyring

Laudrups agent, Bayram Tutumlu, bar ved til bålet for en uge siden: "Michael skal have et stort hold, og det havde han ikke i år. Målmændene fejlede i de afgørende øjeblikke og angriberne har ikke scoret mål. Ángel Torres har også begået fejl i visse dele af sit arbejde, fordi der ikke er nogen manager i klubben," lød det til en spansk radiostation.

Det var personlige udtalelser fra Laudrups agent, men både i klubben og i truppen mistænker man træneren for at mene det samme. Det generede dem, at Michael Laudrup ikke forsvarede truppen, men det er nok ikke så underligt, hvis man ved, hvad han mener om nogle af de spillere, Torres har hyret. Laudrup forstår og forstod ikke, hvordan man kunne spendere mere end ti millioner euro på folk som Ustari, Signorino og Kepa: spillere, som danskeren ikke bryder sig om, og som har fået meget lidt spilletid i årets løb.Så enkelt kan man altså forklare Laudrups afsked med Getafe. Klubben har allerede hyret fire spillere (Kas, Polanski, Adrián og Rafa) uden at forhøre sig hos ham, og man vil ændre på halvdelen af truppen inden næste sæson. Træneren ved, at der overhovedet ikke bliver taget hensyn til hans holdninger, når truppen skal sammensættes. Danskeren mente samtidig og af samme grund, at det ville være umuligt at overgå dette års resultater, hvis han ikke kunne få den trup han ønskede sig. Da det viste sig umuligt, og da forholdet til de vigtigste spillere var kørt ud af en tangent, kunne han ikke fortsætte. Ángel Torres ønskede, at Laudrup selv tog sin afsked, så man kunne undgå den fyring, der alligevel ville komme på tale. Og derfor blev de to parter altså enige om at gå hvert til sit. Træneren får ikke løn for det resterende år, men skal til gengæld heller ikke betale Getafe den ene million euro, som kontrakten stipulerede, hvis han ensidigt brød med klubben."Det har ikke blot været ni måneder. Erfaringerne herfra svarer til flere års trænergerning", sagde Michael Laudrup, som ifølge kritikere dog aldrig lærte at forstå, hvordan man arbejder i en lille klub domineret af sin præsident. Michael Laudrup har været vant til at arbejde for store klubber og leder nu efter et nyt sted ¿ og sandsynligvis en større klub, hvor han kan få succes. Personligt ønsker han at fortsætte i Spanien, hvor familien er faldet godt til rette. Laudrups kone, Siw, elsker Madrid, og hans yngste søn, Andreas, spiller i Real Madrids ungdomsrækker. Der er imidlertid ikke mange store, spanske klubber tilbage med ledige trænerbænke, mens hans agent har haft kontakter ude til klubber på niveau med Galatasaray, Olympiakos og Benfica. I Spanien bad Zaragoza ham om at vente med at skrive under på en kontrakt med andre klubber, da man håbede på at kunne tilbyde ham et hold med mange af de kvaliteter, som Laudrup kan lide. Men søndag rykkede Zaragoza ned og bliver derfor næppe Laudrups kommende klub.Sevilla, Valencia eller Barcelona var andre muligheder, der imidlertid løb ud i sandet. Nu har Laudrup overladt alt til sin agent og vil tage en beslutning i de nærmeste uger. Pludselige virker Benfica ikke som en umulighed. Eller det danske landshold, for den sags skyld.Selv om han stadig har et år tilbage af kontrakten med Getafe, står én ting klart for ham: "hellere et års pause, end at fortsætte som træner hér". José Antonio de la Rosa García har dækket Getafe i 10 år.