Dynamos evige arv og tavse transformation

Hvidsanerede Plattenbau-højhuse så langt øjet rækker: I kvarteret Hohenschönhausen fra 70’ernes grå DDR, hvor husene er mere ”hoh” end ”schön”, afslutter vi en to kilometers vandring langs ambient-løse Landsberger Alle ved at dreje til venstre ad Weissenseer Weg, en bred boulevard med sporvognsskinner. Kort efter finder vi delmålet Sportforum Dynamo, et sportsanlæg fra DDR-tidens ”reelt eksisterende socialisme” med skøjte- og multihal, atletikbaner samt fodboldstadion.

Her holder BFC Dynamo til, en af verdens mest dystre klubber med en både grum og fascinerende udvikling.
Som DDR-topklub under Stasi-chef Erich Mielkes beskyttende jernnæve, indledte Murens Fald klubbens forfald og navneskift til FC Berlin, hvorefter nynazister og Hells Angels-rockere i 90’erne skaffede klubben et ry som højreradikal ballade- og hadeklub i hele landet, fordi hårdkogte typer solidariserede med hinanden. Nulpunktet kom i 1990, da politi under uroligheder dræbte en BFC-fan med skud.

”Klubben havde meget lave tilskuertal i 90’erne, og derfor kunne nynazister blive bemærket i stor stil og få alle imod sig”, har tidligere Kicker-journalist Matthias Koch forklaret Tipsbladet op til kampen.

I 1999 tog klubben Dynamo-navnet tilbage, og herefter har den kæmpet med både image, fortid og egne dæmoner. Klubbens stædige tilstedeværelse føles som en anakronistisk pæl i øjet på visse kræfter, der arbejder på at holde nynazisme nede og øge integrationen mellem øst og vest i Bundesrepublikken.

Også personer eller pårørende, der led under DDR-diktaturet og Mielkes magtapparat, gyser, når klubben nævnes, hvilket den ofte bliver i medierne trods nutidig ringe sportslig relevans. Mielke og Stasi er væk, det samme er DDR, men Dynamo består!

Fredeligt barn af Stasi
Således går fotografen og undertegnede her godt 19 år efter DDR’s undergang på jagt efter tegn på Stasi/nazi-ånd i klubbens miljø anno 2008. I lyset af vores fordomme havde vi derfor forventet, at vores kontaktmand var en sortklædt autonom med selvhøjtidelig fremtoning eller en ”Glatze” (skinhead).

I stedet viser vores guide, Jan Berthold, sig at være en udadvendt fyr midt i 30’erne, der venligt modtager os og fører os ind i normalt lukket land for medier og andre udefra kommende. Berthold sidder i fanrådet hos Dynamo og fremstiller fanzinet Zugriff.

Som barn af en Stasi-arbejder tilhører han fortidens DDR-tro garde af venstreorienterede. Sammen med nogle få hundrede personer er han eksponent for de fredelige fans, der kæmper for at opretholde klubben samt rense dens image som højreekstrem højborg og Stasi-favorit, men det er tvivlsomt, om BFC nogensinde slipper af med disse spøgelser, indrømmer han.

”Stasi-imaget er kun fra DDR-tiden. Derefter var Stasi officielt væk, selv om udvandede Stasi-folk jo optrådte i alle faggrupper. I 90’erne, da klubben hed FC Berlin, kunne jeg ikke komme her, fordi fanblokken var domineret af nazister. Især på udebane gik det heftigt for sig, ikke mindst mod Union Berlin. Efter navnet BFC Dynamo blev genindført i 1999, fik jeg og andre vores barndomsklub tilbage. I dag er klubben for alle, og jeg interesserer mig ikke for de økonomiske eller ledende forhold. Fortiden er nu en gang, som den var. Jeg kommer for at hygge mig, have sjov og slappe af,” fortæller Jan Berthold, der trods sin politisk korrekte fremtoning med tolerance som nøgleord ikke tøver med at kalde ærkerivalerne helt tilbage fra DDR-tiden, den nonkonforme Union Berlin, for ”pøbel”.

Scheiss-Union i BFC-munde spiller i dag i 3. Liga, mens dagens Dynamo-kamp udspiller sig i landets 5. bedste række, Oberliga Nord.

Småborgerlig hygge
Vi søger mod klubhuset, som er et ca. 100 kvadratmeter stort lokale med nyt interiør i stål og læder. Den ene facade er dækket af sorthvide plancher med grafiske indikationer af de ti mesterskaber i træk i storhedsperioden 1979-88, bl.a. et portræt af træneren Jürgen Bogs, der i tre omgange både før og efter DDR trænede klubben.

Vejret er mildt, så vi sætter os uden for på tyske ølbænke a la Oktoberfest. Over 100 mennesker sidder i klynger og sludrer, og de konforme rammer giver indtryk af hyggelig småborgerånd - et i marxistisk DDR-retorik forkætret udtryk. Her er intet mobiliseret socialistisk beredskab af tapre kammerater, kun fredelig sameksistens.

Klubhuset ligger bare ti meter fra stadion bag den noget fallerede pamper-lounge, hvor Erich Mielke plejede at være med betydningsfulde kammerater. Mielke dyrkede klubben og var angiveligt medvirkende til dens ti mesterskaber, bl.a. med underlige dommerkendelser. Syv af ti DDR-fodbolddommere var ifølge avisen bz ansat hos statens sikkerhedspoliti, hvilket medførte navnet ”Stasi-klub” og en upopulær status i DDR.