Blog: Herrerne brokker sig mens kvinderne spiller fodbold

For nogle uger siden kunne man i noget, der kunne ligne en koordineret kampagne fra flere navngivne spillere på det danske herre A-landshold, læse en gennemgribende utilfredshed med de forhold spillerne blev budt i forhold til at forberede sig forud for blandt andet efterårets VM-kvalifikationskampe.

Blandt andre Simon Kjær og Christian Eriksen gjorde sig i den forbindelse til talsmænd for utidssvarende behandlingsmuligheder, der ligesom blandt andet forplejningen op til det klare nederlag ved VM-kvalifikationskampen i Polen blev fremhævet som værende på et lavt niveau - grænsende til det pinlige.

Nu har man så internt i DBU og i samråd med spillernes repræsentanter haft lejlighed til at vende sagen og fundet en midlertidig løsning, hvor der mandes op med fire mand (tre behandlere og en kok) i den stab, der tager med landsholdet til weekendens meget vigtige VM-kvalifikationskamp i rumænske Cluj – stor respekt for det.

I bund og grund handler ovenstående vel ret beset om hvor mange midler DBU årligt binder i halen af herre A-landsholdet, og her konstaterer jeg stilfærdigt, at herre A-landsholdet nu gennem en årrække med afstand har været ikke bare det højest profilerede af DBU’s mange landshold, men også den tungeste post i de budgetter der til stadighed synes at bevæge sig i opadgående retning så længe vi taler om herre-fodbold på øverste hylde.

I den mest selvfølgelige af alle verdener kan man med en vis ret derfor godt tillade sig at forvente at kvinderne får ligeså optimale muligheder for at forberede sig på sommerens EM-slutrunde i Holland. En slutrunde hvortil holdet for øvrigt allerede er kvalificeret i sikker stil, og hvor holdet skal forsøge at leve op til den fornemme præstation ved slutrunden for fire år siden, hvor kun en tabt straffesparkskonkurrence mod Norge stod i vejen for en dansk finaleplads mod de senere vindere fra Tyskland.

At Danmarks kurve er for opadgående på damesiden, og at vi begynder at kunne måle os med de største blev bekræftet ved den nyligt overståede Algarve Cup, der af mange bliver kaldt det uofficielle VM for kvinder eftersom det meste af verdenseliten deltager.

Her tog holdet en fornem tredjeplads efter blandt andet at have givet de canadiske storfavoritter kamp til stregen i den indledende pulje i en kamp der først i de døende minutter faldt ud til nordamerikanernes fordel.

Udover denne kamp blev det til to klare sejre på hhv. 6-0 og 6-1 over hhv. Portugal og Rusland, mens kampen om tredjepladsen blev vundet på straffespark over Australien – i sandhed en imponerende bedrift af det profil-tunge danske hold.

Holdet tæller et rekordstort antal spillere, der som fuldtidsprofessionelle tjener til dagen og vejen hos storklubber rundt omkring i Europa og nordamerika.

Således skiftede angriberen Nadia Nadim sidste år Sky Blue FC ud med Portland Thorns FC i den nordamerikanske NWSL.
Line Jensen repræsenterer Washington Spirit i samme liga, mens eksempelvis Line Røddik i Barcelona adresserer med en navnkundig sydamerikansk trio på herre-siden.

En af holdets største profiler, Pernille Harder, delte for nylig delte rampelys med Zlatan Ibrahimovic i forbindelse med kåringen som årets angriber og årets kvindelige fodboldspiller i Sverige.
Noget der efterfølgende fik den svenske landstræner, Pia Sundhage til at hæfte prædikatet ’verdensklasse’ på den unge dansker og som dermed cementerede hendes position i den absolutte europæiske elite blandt kvindelige top-spillere.

Med udgangspunkt i ovenstående er det efterhånden svært at finde argumenter for at det danske kvindelandshold ikke skulle tilhøre den europæiske elite:

Man er for anden gang i streg kvalificeret til EM-slutrunden hvor man sidst nåede semifinalen, et rekord-stort antal af spillerne i den trup der senest var udtaget til Algarve Cup spiller fuldtidsprofessionelt rundt omkring i Europa, og de som ikke gør det repræsenterer for en stor dels vedkommende de to danske klubber der præsterer flot i Champions League hvor det ene hold (Fortuna Hjørring) er oppe mod engelske Manchester City i kvartfinanlen i den turnering hvor Brøndby IF i forrige sæsons udgave nåede semifinalen.

Her er vi så ved at være inde ved sagens kerne: Det er ved at være temmelig mange år siden at herrerne har præsteret noget som helst i slutrunde sammenhæng (endsige kvalificeret sig).

Sandheden er, at det danske herre A-landshold igennem de seneste knap 13 år siden EM 2004 i Portugal har formået at vinde blot 2 (to!) kampe i gruppespillet ved en slutrunde, hvortil de har kvalificeret i blot to tilfælde ud af de seks chancer, der har været.

Nogle vil hævde, at en del af forklaringen på ovenstående skal findes i det faktum, at det er markant sværere for herrerne at kvalificere sig til en slutrunde, end det er tilfældet for kvinderne.

Det har naturligvis ikke bund i virkeligheden og er måske i højere grad et forsøg på at finde en plausibel forklaring på ulyksalighederne.

Faktum er, at der aldrig har været tre hold fra hver kvalifikationsgruppe på kvinde-siden, som har haft mulighed for at kvalificere sig til EM-slutrunden, sådan som det var tilfældet i den senest overståede kvalifikation på herre-siden.

Andre vil forsøge sig med, at bevågenheden for herre-fodbold er langt større end tilfældet er på kvinde-siden.

Dette er til dels rigtigt, og derfor er det så meget desto mere imponerende at eksempelvis Danmarks sidste kamp i EM-kvalifikationen hjemme mod Sverige blev overværet af 101.000 TV-seere.

Et tal der gjorde kampen til ugens tredje-mest sete fodboldkamp på TV, til trods for at kampen blev vist på DR’s ungdomskanal (DR3).

Samme seertal blev registreret i forbindelse med den nyligt overståede træningsturnering på La Manga.

Med andre ord er det svært at komme udenom at der findes et publikum for kvindefodbold – at det så måske ikke er præcis de samme mennesker som ser herrefodbold er vel lige meget – seere er seere ,og læsere er læsere.

Dette er flere medier heldigvis ved at finde ud af, og kvindefodbold som stofområde begynder stille og roligt at gøre sit indtog på flere og flere af de landsdækkende platforme, både hos de skrevne og de elektroniske medier, ligesom DR har sikret sig rettighederne til Kvindelandsholdets kampe frem til og med kvalifikationen til VM 2019 i Frankrig.

Man begynder vel i alvorlig grad at løbe tør for argumenter for, at kvinderne ikke skal have minimum samme forhold og økonomiske ramme til brug ved deres forberedelse som deres mandlige kollegaer.

Såvel ud fra parametre som spiller-materiale, stabile præstationer på top-niveau over tid samt national og international bevågenhed præsterer kvinde A-landsholdet på så højt et niveau, at man med rette kan kræve at få optimale betingelser for forberedelse til den turnering hvor man har realistiske ambitioner om at spille med også når turneringen går ind i sin afgørende fase.

Til trods for dette er det sjældent at man hører damerne brokke sig over utidssvarende forberedelsesmuligheder, lavere budgetter, dårlige behandlere eller kostplaner der mangler næring i landsholdsregi.

Det glædelige er, at DBU synes at være klar til at forfølge det kæmpe uforløste potentiale der ligger i kvindefodbolden – noget man senest satte en tyk streg under med nedsættelsen af Kvindekommissionen der med en lang række interessenter heriblandt tidligere Statsminister Helle Thorning-Smidt i spidsen, skal sikre den fortsatte udvikling af pige- og kvindefodbold i Danmark.

Man kan håbe på, at de gode intentioner rækker til at sikre Kvindelandsholdet ligeså optimale muligheder for at præstere frem imod og i forbindelse med EM-slutrunden til sommer som deres mandlige kolleger har haft held til at sikre sig – tiden vil vise om det bliver tilfældet.