Hvis bare vi kunne indvie et nyt stadion hver uge

Allerede en kilometer fra Jysk Park kunne man mærke, at det var en særlig aften. De nye projektører var synlige, og lyden af koncerten forud for Silkeborg IF's kamp mod AGF spredte sig over Silkeborg by.

I en tid med tomme tribuner og negative historier var menneskermængden foran stadion en fornøjelse at se. Kampen var den helt store begivenhed i Silkeborg mandag aften, og atmosfæren bar præg af en form for forventningsfuldhed, som man sjældent ser.

Inde på stadion var der en summen af mennesker, og de ansatte virkede til at gøre sig ekstra umage med at få det hele til at glide og give folk en god oplevelse. Det var som at komme på besøg i et nybygget hus, hvor ejerne stolt viser hvert et lokale frem.

De århusianske gæster var også mødt talstærkt frem til housewarming, og Dino Mikanovic skænkede endda værterne en gave ved at lade sig udvise efter 26 minutter.

Kampen og stemningen på lægterne levede heldigvis op til anledningens betydning, og min mandag aften i Silkeborg var i det hele taget en af mine bedste stadionoplevelser i lang tid. Alligevel gik jeg rundt med en snert af melankoli.

Jeg ærgrede mig over, at det virkede til, at mange kun var der, fordi stadion var nyt. Fordi de anså det som et stort arrangement i byen på linje med en koncert. Jeg ærgrede mig over, at et fyldt stadion i Danmark er undtagelsen fra reglen.

Det er ikke en kritik af dem, der kommer eller ikke kommer på stadion i Silkeborg. Årsagerne stikker dybere end bare ligastrukturer og sportslige resultater. Selv om fodbold er den største sportsgren herhjemme, har den ikke slået rod i samfundet og kulturen på samme måde som i England, Tyskland og sågar Sverige.

Dette er ikke tiden eller stedet til en større udredning af, hvordan dansk fodbold- og fankultur har udviklet sig gennem det 20. og 21. århundrede, men blot en misundelig tanke til de steder, hvor den udviklede sig stærkere.

Jeg ville ønske, at det var det samme i Danmark. Så behøvede vi ikke at indvie et nyt stadion hver uge, for at fodbold i endnu flere folks øjne kunne løfte sig over så mange andre kulturtilbud.

Jeg er naturligvis dybt farvet af, at jeg selv lever et liv med fodbold i centrum, men jeg mener stadig, at sporten kan noget, som en tur i biffen eller en fernisering ikke kan. Det kan godt være en stor oplevelse, selv om det udstillede ikke lever op til det, man på forhånd havde håbet.

Da jeg forlod stadion, gik jeg foran to teenagedrenge.

- Jeg fik da lige skreget mine frustrationer ud. Er du sindssygt, det var dejligt, sagde den ene til sin kammerat.

- Også selv om vi tabte.