2017-05-19 15:39
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Blog: Hvis Superligaen halverer pointene efter grundspillet, går den væk fra at være det, som sport er: konkurrence.

Der er givetvis ikke andre, der har nævnt N.F.S. Grundtvig, den store forfatter, teolog, filosof med mere, og Pieter Nieuwenhuis, direktør i hollandske Hypercube, i samme åndedrag. Men der er en mening med bringe de to, der ellers er adskilt af både tid, ånd og fag, på banen på samme tid.

For da Nieuwenhuis i dag foreslog i BT, at Superliga-strukturen skal ændres igen, og at pointantallet efter de 26 grundspilskampe skal halveres, kom jeg til at tænke på Grundtvig. Det satte i hvert fald en tankerække i gang, der endte ved manden, hvis salmer fylder enhver salmebog.

Grundtvig var en af danmarkshistoriens største religiøse tænkere, og hans berømte ord ”menneske først, kristen så” dannede grundlag for en skole af kristendomssyn. Men de kan også parafraseres og bruges i Superliga-sammenhæng. For fodbold er sport, det er konkurrence, det er kappestrid først og fremmest. Det er også underholdning, men det er ikke og må ikke blive essensen.

Det er fodboldens lod, at den er konkurrence først, underholdning så.

Min gode kollega på Tipsbladet Sebastian Stanbury sagde det så fint på Twitter tidligere på dagen:

Vi er allerede gået på kompromis med den sportslige retfærdighed i den nuværende struktur, eksempelvis med syvendepladsens mulighed for at kvalificere sig til Europa eller playoffkampene, hvor nummer 11 kan risikere at rykke ud, mens nummer 14 overlever.

Det er i forvejen på grænsen af, hvad der kan kaldes retfærdigt, men hvis Nieuwenhuis’ forslag bliver til virkelighed, træder vi langt over over den grænse. 

Sportsdirektør i AaB, Allan Gaarde, blev spurgt til forslaget, og jeg synes, han ramte hovedet på sømmet i sin udtalelse til DR.

- Jeg synes, at vi har nået grænsen for fairness med strukturen som den er, og den grænse skal vi ikke længere ud over.

Hypercubes Pieter Nieuwenhuis kalder modellen med at halvere pointene en succes i Polen, Rumænien og Belgien, men igen må jeg insistere på, at det afhænger af, hvilket parameter vi måler succes på. Hvis man kan vinde mesterskabet uden at have fået flest point, det vil sige været bedst, i løbet af en sæson, er det i hvert fald ikke en succes rent sportsligt.

Jeg er fuldstændig med på, at fodbold også er en del af underholdningsbranchen, og at mennesker skal underholdes, hvis de skal blive ved med at komme til kampene eller se dem på tv. Det må bare ikke blive på bekostning af det, som fodbold – og i forlængelse heraf al sport – handler om: konkurrence. At finde den mest værdige vinder.

Det gør man ikke ved at halvere afstandene mellem holdene.

SENESTE NYT...