Hvad gør Hobro uden Jonas Dal?

Det kom som noget af et chok, da Glen Riddersholm i sidste uge pludseligt og meget uventet meddelte sit stop som træner i FC Midtjylland. Og chokbølgerne kan ske at forplante sig vidt og bredt i fodbold-Danmark, når afløseren er blevet fundet. For ganske naturligt nævnes Jonas Dal blandt favoritterne til at overtage det ledige job, og ligeså naturligt lukker Jonas Dal ikke den dør, når han bliver spurgt, for hvorfor skulle han dog det?

Hobro er stadig en klub i udvikling, og lige meget hvor godt man har det i Hobro, er det klart, at når man har ambitioner som træner, så afviser man ikke en trænerpost i en mesterklub, der skal til at spille Champions League. Og specielt ikke, når man er opflasket i selvsamme klub. Så lad endelig snakken om illoyalitet forstumme med det samme. Essensen af elitesport er at stræbe efter at opnå det højest mulige niveau, så klubskifter er kun en naturlov.

 

Noget helt andet er, om Hobro kan tåle at miste Jonas Dal. Sæson to i Superligaen bliver i forvejen svær, måske endda sværere end den første, og hvordan bliver det så uden Jonas Dal? Der skal ikke herske tvivl om, at en Jonas Dal-afgang vil komme til at gøre ondt. Han og Hobro er et perfekt match.

Det var Jonas Dal, der gjorde Hobro fra bundklub til succes og inspirerede truppen til at kigge opad i stedet for nedad. Med Jonas Dal som træner lykkedes det at afværge en nedrykning fra 1. division i næstsidste spillerunde i sæsonen 2012/2013. Hvis Hobro var rykket ned der, havde meget set anderledes ud, men det gjorde de ikke. Og sæsonen efter rykkede de så i stedet op. Blandt andet på grund af Jonas Dals lederevner. Han er en meget moderne leder, der har stor forståelse for og arbejder med medarbejdernes mentale tilstand. Han og Hobro er som sagt et perfekt match, da både klub og træner er enige om, at det er sundt, at spillerne har andet at gå op i end bare fodbold. 
 

Ved at give spillerne andet at tænke på i dagligdagen og ved at samle spillere op, som f.eks. Hvilsom, som har måttet gå et skridt tilbage i karrieren, er Hobro kommet rigtig langt. 
 

Blandt andet har man indført et positivt fokus på fællesskabets styrke, og det skyldes i høj grad Jonas Dal. Det sort/hvide kortsigtede syn i sportsverdenen eksisterer ikke i samme grad i Hobro, som det gør andre steder. Lad mig prøve at komme med et eksempel. 

 

Mads Hvilsom gennemgik en scoringskrise i Hobros oprykningssæson, hvor han ikke nettede i ni kampe i streg. I FCM var Hvilsom vant til at skulle præstere fra første fløjt, og at en spillers ulykke var lig med, at en anden fik chancen. Vind eller forsvind. Men ikke i Hobro. I stedet for en trussel om, at der snart skulle falde scoringer, fokuserede man positivt på, hvor meget Mads Hvilsom arbejdede for holdet, hvilket han vitterligt også gør.

Men næsten endnu mere bemærkelsesværdigt var det, at også Hvilsoms direkte konkurrent til pladsen i angrebet – Tobias Perch-Nielsen (nu Fredericia), var en af de første til at støtte Hvilsom, når han forlod banen efter endnu en målløs kamp: ”Bare rolig, du scorer i næste kamp,” lød det efterfulgt af et skulderklap. 
 

At opleve den form for opbakning var nyt for Hvilsom og har hjulpet ham meget i genopbygningen af spilleren og mennesket Mads Hvilsom, fortalte han mig i forbindelse med bogen om Hobro. Det fokus på fællesskabet, hvor fællesskabet vitterligt vejer tungere end egen vinding, har Jonas Dal været med til at skabe og det er ret unikt i fodboldverdenen.

 

Det konstant tyngende åg, for nogle, om at præstere fra første fløjt er afskaffet. Selvfølgelig ikke helt. Hvis man spiller som en sæk kartofler, ryger man stadig ud også selvom det hedder Hobro, men spillerne føler ikke samme præstationspres.

 

Jonas Dal står for en ånd, hvor man fokuserer positivt og italesætter styrker og værdier og på den måde ikke kun bliver bevidst om dem, men også sætter pris på dem og føler sig værdsat.
 

Trænerstaben såvel som den sportslige ledelse taler meget med hver enkelt spiller og hverken hierarki eller opmærksomhedsgraden er indrettet efter, hvor meget spilletid man får i kampene om søndagen, men hvor meget man bidrager til helheden ugen igennem.

Reservespillere som for eksempel Tobias Perch og Dennis Høegh er i den daglige træning med til at holde spillerne i startopstillingen skarpe, og det kommer i sidste ende klubben til gode, det er det vigtigste og det ved alle i klubben. 

 

Reservernes vigtige indsats til den daglige træning bliver måske ikke belønnet med så meget spilletid som ønsket, men indsatsen bemærkes og påskønnes. Det gør, at lunten måske er lidt længere hos reserverne end andre steder, for derved undgår man langt hen af vejen, at spillere kommer ned i et mentalt hul, der påvirker dem selv samt deres omgivelser. Helt undgå utilfredshed kan man ikke, for hverken Perch eller Høegh er at finde i Hobro den dag i dag, så koden er ikke knækket endegyldigt endnu. Som fodboldspiller handler det trods alt om spilletid. 
 

Men man dyrker fællesskabet i truppen ved ikke kun at være konkurrenter men også venner og det lønner sig et langt stykke. 

 

Jonas Dal har været en afgørende katalysator for alle disse ting i Hobro, men det er vigtigt at understrege, at han ikke har været alene om det. Sådan er klubkulturen i Hobro, og alle er en del af at bidrage til det miljø. Jens Hammer, Mads Justesen, Lars Justesen, Michael Krüger, Anders Egholm og mange andre bidrager hver dag til, at det er sådan. Jonas Dal er ”bare” lederen, der sætter dagsordenen og går forrest. Når ”bare” kommer i citationstegn er det fordi, at en god leder er ufattelig afgørende for et godt arbejdsmiljø og en god leder er bestemt ikke er en selvfølge.

 

Jonas Dal er en god træner OG en god leder, og den type hænger ikke på træerne, så det bliver svært at erstatte Jonas. Jeg tror, at hvis det kommer til, at Jonas Dal forlader Hobro til fordel for FCM, så vil spillerne sige om ham, ligesom FCM-spillerne har sagt om Glen Riddersholm: ”Jonas er Jonas. Han kan ikke erstattes. Han er one-of-a-kind.”

 

Og jeg er helt enig: Jonas Dal er som ingen anden og kan ikke erstattes. 

 

Men, men, men… Det man ofte glemmer er, at Hobro har stået overfor store udfordringer mange gange før og løst dem. Hobro har erstattet store ledere før og er efterfølgende kommet styrket ud af det. Bøje Larsen, den tidligere bestyrelsesformand i et årti, er et eksempel. Manden skabte om nogen Hobro IK og drev den egenhændigt i knap ti år. Dengang sagde man altid om Hobro: ”Det står og falder med Bøje.”
 

Da Bøje pludselig fra den ene dag til den anden forlod Hobro var gode råd dyre, for Bøje Larsen var en ener, men så valgte man at sadle om og fordele byrden ud på flere hænder med det setup, man kender fra i dag med Steen Juulsgaard som bestyrelsesformand og Jens Hammer Sørensen som sportschef. Og på ledelsesplan har Hobro aldrig været stærkere end i dag. 
 

Da Søren Kusk stoppede som træner var det også svært at se, hvem der skulle erstatte ham. Men Jakob Michelsen, der med lidt forsinkelse i sidste ende endte med at tage over, viste sig som en fuldgod erstatning, og det samme gjorde Jonas Dal, da Jakob Michelsen og siden Klavs Rasmussen stoppede. 
 

Det var også svært at se, hvem der skulle erstatte målmaskinen Danilo Arrieta eller Kasper Fisker, da de forlod Hobro, men så valgte man bare at fokusere på, at man nu kunne spille på en anden måde. Og det er jo gået meget godt uden dem. 
 

Hverken Jonas Dal eller Jakob Michelsen var der særlig mange, der kendte, da de blev ansat, men se engang hvor de er i dag. Den ene nævnes som kandidat til jobbet som træner for en mesterklub og den anden er nyudnævnt træner i en SønderjyskE.

 

Det fortæller en historie om, at afløseren findes derude og at de i Hobro er supergode til at finde ham. Ledelsen har igen og igen disket op med den ene kanin efter den anden. Man er vant til det. Og selvom det ser svært ud, så er det ret sandsynligt, at vi i den brede offentlighed slet ikke kender vedkommende endnu, HVIS der altså vel og mærke overhovedet skal findes en afløser.
 

Jonas Dal er en kæmpe del af Hobros succes, og han er en fantastisk fyr, men fortvivl ikke på Hobros vegne, for Hobros succes er først og fremmest skabt af en fælles indsats og fællesskabet består selvom en enkelt går.