Når jeg tænker på Mourinho, får jeg lyst til at...
Foto: Michael Sohn/Polfoto
Generelle

Når jeg tænker på Mourinho, får jeg lyst til at...

Champions League er endelig i gang igen. Paris St Germain spillede Chelsea i går, og i lyset af den nye træner Hiddinks afmålte og ukontroversielle udtalelser efter nederlaget, så savner jeg faktisk lidt Mourinhos særegne evne for upropotioneret dramatik, fingerpegen og entertainment. Og når jeg tænker på Mourinho får jeg lyst til at...

Spørge ham, hvis skyld han egentlig føler det er, at Chelsea tabte i går.
 
Spørge ham, om han græd, da han kom ud i sin bil med en stor hætte ned over ansigtet efter, at han var blevet fyret i forbindelse med julefrokosten. 
 
Fortælle ham, at jeg ville ønske, han havde grædt. Bare lidt. Og at det ville være ok, hvis han havde.
 
Foreslå om ikke, vi skal begynde at brande ham The Crying One eller The Emotional One for at tillægge personaen lidt følsomhed.  
 
Spørge ham, hvorfor han til sidst ikke kunne få Costa til at score mål.
 
Stryge min hånd igennem det stålgrå vinderhår. Fra panden hele vejen ned til nakken.
 
Forsikre ham om, at han kunne være fodboldens George Clooney, fordi alderen klæder ham.
 
Råbe ham ind i hovedet med det mest presserende spørgsmål; hvorfor fanden han partout skal opføre sig som verdens største pattebarn. ER DU I VIRKELIGHEDEN ET PATTEBARN MOURINHO, ER DU? Eller er det bare for sjov, sådan at du bliver i mine tanker. 
 
Spørge ham, om han stadigvæk er gode venner med John Terry. Om de bruger emoticons, når de sms'er sammen, og taler om parforhold, når de ringer sammen.
 
Give ham en let lussing på venstre kind.
 
Foreslå ham i en meget alvorlig tone, at han skal komme sig over det, der ind i mellem virker som misogyne tendenser. 
 
Spørge ham, om det egentlig på et grundlæggende følelsesmæssigt plan forholder sig sådan, at hvis du ikke er med ham, så er du faktisk i mod ham.
 
Diskutere fodbold-dilemmaet skaberkraft vs destruktion.
 
Spørge ham, om han har følt sig som en taber som barn. 
 
Spørge ham, om Ronaldo er den bedste spiller, han nogensinde har trænet.
 
Spørge ham, hvad han egentlig drømmer om nu.
 
Spørge ham, om han tror, han er the one, der kan skrue tiden tilbage for Wayne Rooney til dengang, han var teenager og på toppen og løb rundt med sit rigtige hår.
 
Lave en fast aftale om, at han hjælper mig med at forhandle løn og kontrakt i mit næste job.