C/N: Bayern København

Det tog lige et par år for Ståle Solbakken at bygge et nyt stærkt FCK-hold op. Det er tre år siden, at klubben sidst var i Champions League. Det er alt i alt også en tidshorisont som man godt kan skrive sig bag øret. Det tager tre år at bygge et mesterskabsvindende Superliga-hold op, og det tager tre år at komme i Champions League. Treårsplaner er hørt så mange gange før. Især fiaskoerne har gjort det til en kliché, men det er oftest fordi, at planerne ikke bliver fulgt - eller er tilstrækkelige robuste imod uforudsete begivenheder (der måske burde være forudsete).

FCK ville naturligvis gerne have vundet mesterskabet i 2014 og 2015, og man ville selvfølgelig gerne have været de pinlige hjemmebane-nederlag imod Hobro og FC Midtjylland foruden. I visse klubber havde det kostet Ståle Solbakken jobbet, og især forfremmelsen som manager så lidt suspekt ud. En dobbeltrolle i den forstand, kan godt være problematisk - hvem tjener hvem bedst? Især fordi Solbakken kom dårligt fra land med en række indkøb der kan rates som so-so til deciderede fiaskoer som Steve de Ridder. FLÆSKE-Franco Mussis var Carsten Vagns opfindelse, og noget nær sidste aftryk, der som han fik givet i klubben. Skal man overordnet bedømme Carsten Vagns tid i FCK, så var han en fremragende sælger, og i perioder glimrende indkøber, men de sidste sæsoner blev klubben plaget af for store og dyre fejlkøb.

Det var ellers en god idé med Mussis. Carsten Vagn og FCK var jo længe kritiseret for kun at orientere sig i Skandinavien, og derfor oprustede man også på scouting-siden og udvidede sit netværk og forelskede sig i Mussis. Heldigvis for FCK fik man tilstrækkelig nok blod på tanden til, at man turde at kaste et stort beløb efter Federico Santander, der har vist sig at være den bedste angriber, som klubben har haft siden Dame N'Doye.

Efter Zdenek Pospech og Libor Sionko, så var Østeuropa et lidt stille område. Noget af det skyldtes naturligvis økonomi. Fanendo Adi fra Trencin blev første spiller fra Østeuropa i et stykke tid og nu fulgt op med Benjamin Verbic, Andrija Pavlovic og Jan Gregus. Adi var en fiasko, der blev opgivet (for) hurtigt. Imens dommerne stadigvæk er ude på Verbic, der kun i glimt viser potentiale til mere end Superliga, så ser både Pavlovic og Gregus ud til at blive fornuftige køb. En heldig hånd som Lynge Jakobsen ville have kaldt det. Spørgmålet er naturligvis om Gregus kan fylde hullet efter Thomas Delaney, når denne tager til Bremen i vinterpausen. Selvom William Kvist har en stigende formkurve, så kan man godt blive lidt bekymret for om han er god nok til Champions League, når tempoet bliver sat op. Hvis der kommer skader på positionen, så kan det godt se lidt tyndt ud, uanset om Aboubakar Keita er emerging eller ej.

I Tyskland har det i mange år været en kendt strategi for Bayern München, at man køber konkurrenternes bedste spillere eller de spillere som konkurrenterne har set sig lune på. Den taktik har FCK længe dyrket, også selvom det har været svært at lokke FC Midtjyllands spillere til klubben fx. faldt det aldrig på plads med Erik Sviatchenko. 

Da FCK kvalificerede sig til Champions League, så fik man selvsagt også en udsigt til en stor pose penge, det har frigjort lidt flere midler til Ståle Solbakken, og man har kunne forberede Ludwig Augustinsson og Mathias Jørgensens afgang et halv til et helt år før tid. At Nicolai Boilesen og Jores Okore også var på blokken i andre Superliga-klubber gør det bare endnu mere Bayern Münchensk. 

Rasmus Falk var også ønsket i både Brøndby og FC Midtjylland - også her viste FCK bare nogle muskler og fik lokket Falk til klubben. Falk lignede umiddelbart ikke den typiske FCK-spiller, men den gode start har allerede fået FCK-fans til at småglemme Nicolai Jørgensen. Til gengæld har vi endnu til gode at se om Falk også kan spille centralt for FCK - og dominere. Det kan godt være, at han fylder for lidt i den klassiske europa-opstilling, men omvendt så savner FCK er en god kontraangriber aka en raket, det behov har manageren Ståle Solbakken heller ikke fået adresseret for træneren Ståle Solbakken.

FCK var mildest talt uskarpe imod OB, og virkede som et hold, der meget gerne vil i gang med Champions League. Det er en meget naturlig følelse, men det skal helst ikke blive en permanent tilstand - ellers risikerer man, at mesterskabet ryger til Jylland eller - gisp - Vestegnen. Indenfor et år så har FCK, udover Delaney, formentlig solgt Mathias Jørgensen, Ludwig Augustinsson og en af de tre store angribere. Det er meget vigtige spillere, og det bliver måske den vigtigste periode i Ståle Solbakkens FCK-karriere. Kan han bygge et hold, der både vinder mesterskabet og er med i Champions League år efter år. Ligesom Basel. Forudsætningerne er der. Svage konkurrenterr. En udvidet værktøjskasse. Økonomien ser fornuftig ud, til trods for, at spillerbudgettet er steget gradvist. Eller skal man vente 3-4 år igen på næste Champions League-deltagelse og egentlig et godt FCK-hold. Det er først her, at vi kan se om det er en blivende succes, om FCK overhovedet har hævet niveau og bare er i en lun stime - der vil blive afløst af en kold og lang vinter.