C/N: Bedst til at være dårligst
Illustration
Generelle

C/N: Bedst til at være dårligst

Denne analyse handler om hvem der kan rykke ud af Superligaen

Det skorter ikke på hold, der godt kunne rykke ned i den kommende sæson af Superligaen. Heldigvis for dem er der noget, der hedder Hobro, der er et landsbymirakel, der ikke er set større siden Poul Reichardt og Dirch Passer fik en fodboldhund ved navn Bølle. Hobro i Superligaen er en ægte sensation, og det er meget svært ikke at forvente sig andet end en nedrykning, der lugter lidt af HB Køge. Det efterlader en nedrykningsplads i en liga, der i et par år ikke har handlet om hvem der vinder, men hvem der rykker ned. Brøndbys drama og AGFs 3 årlige nedrykninger har gjort sit. Til den nye sæson er risikoen for et etableret Superliga-hold, der rykker ned også ret stor. 

Et af de hold der ligger nærmest er FC Nordsjælland. Holdet var stabilt dårligt i forrige sæson, og når holdet er dårlig på den vigtigste parameter i Superligaen, døøøøøøøj'bolde, så lurer faren altid. Det bliver naturligvis heller ikke bedre af, at Kasper Hjulmand er skiftet ud med Olafur Kristjansson. Nok var Hjulmand frelst og til tider naiv, men han fik holdt nogenlunde sammen på et hold, der rimelig stædigt ikke er i stand til at finde en acceptabel angriber.  Sprignet kan også blive for stort. Kim Aabechs gæstebesøg var noget nær bedste løsning. Men Aabech er som bekendt lige så bevægelig som en tremmekalv, så det er ikke en god løsning. Man må også pege fingre ad Allan Kim Pedersen, der efterhånden har sultet holdet for den angriber. Men hvem skal fortælle ham, at han skal tage sig sammen? Med Aldo Petersen ude af Brøndby, finder du ikke en mere egenrådig leder i Superligaen end Allan Kim Pedersen. Det kan godt gå rigtig galt for FC Nordsjælland.

Det kan det så sandlig også i FC Vestsjælland, hvor Ove Pedersen er blevet erstattet med Michael Hansen. Det varsler ændring af spillestil. Det plejer at være en meget dårlig idé hvis man minder om et bundhold i Superligaen. Bare spørg i Randers og i Viborg. Det har været en relativ kort pause, så medmindre at Michael Hansen vælger at fortsætte den nuværende spillestil henimod gradvis udfasning, så kan det blive meget dyrt, og så kan kvaliteten af hver enkelt spiller kun redde dem. Det er meget risikabelt, det nye Slagelse-projekt. En oplagt nedrykker.

Så er der jo den anden oprykker Silkeborg. Der er ikke noget Keld Bordinggaard over denne udgave, og med lidt snilde og fight, så kan holdet sagtens overleve, selvom meget kommer til at afhænge af Morten Beck, der først skal testes af i Superligaen. Klarer han springet, så klarer Silkeborg sig også. Gør han ikke, så er det farvel farvel.

En dark horse, udover de sædvanlige fra Nordtyske der kommer til at savne Rubin Okotie, så er det OB, der mest af alt minder om at køre forbi en Blockbuster-butik. Man ved godt, at det er forbi på et-eller-andet tidspunkt, spørgsmålet er bare hvornår. For skal OB hæve sig over den sædvanlige 9-10. plads, så kræver holdet en renovation og et løft. Lasse Kryger er, trods fynske rødder, ikke et løft. Det er afvikling. Heldigvis for fynboerne har de Troels Bech som træner, der på trods af de kritiserede talegaver, faktisk er en acceptabel Superliga-træner, der kan få meget ud af meget lidt. Men de er snart nødt til at finde ud af, hvad de vil. Ellers går der ren berlingo i den. 

Conte/Nestor-skalaen er et skrivekollektiv udi sport og spil. Conte/Nestor er alvorlig satire. Her bliver alle hadet og latterliggjort ligemeget, ikke mindst dem selv. Der tages ingen fanger. For kontakt. Prøv Facebook, Twitter eller contenestor@tipsbladet.dk