C/N: Calciopoli og den italienske skandale

 

 

Det er først og fremmest vigtigt at huske på, at Calciopoli ikke var nogen traditionel fodboldskandale. Det var ikke en genudsendelse af Calcioscommesse fra begyndelsen af 80'erne, hvor blandt andre Paolo Rossi blev udelukket i et par år, og Lazio blev flyttet ned i Serie B for at spille derby mod Frosinone. Det var ikke Romas præsident, der gav Rolex-ure i julegave til en række dommere. Ej heller var det blot en gentagelse af alle års hændelser, hvor væddemål hen mod slutningen af sæsonen suspenderes på visse kampe, fordi resultatet ligesom er lidt for givent. Nogle hold hjælper andre, for i fremtiden kan de selv få brug for hjælp - det er trist, men folk har lært at leve med det.

 

Calciopoli var en skandale på langt højere niveau end tidligere italienske fodboldskandaler. Andre har gennemgået sagerne langt bedre, end jeg gider forsøge på nu, så for de italienskkyndige vil jeg anbefale denne dokumentar, og for de svenskkyndige denne dokumentär of fotbollsskandalen Calciopoli.

 

Det korte af det lange er, at Luciano Moggi som sportsdirektør for Juventus stod i spidsen for et system, eller snarere var edderkoppen i et spind, som kontrollerede store dele af italiensk topfoldbold. 

Med velvilligt samarbejde fra toppen af det italienske fodboldforbund sørgede Moggi for at udpege dommerne til de forskellige kampe. Disse dommere skulle tippe de givne kampe i en gunstig retning for Moggi og hans allierede. Der skulle dømmes straffespark, og spillere, der risikerede karantæne i en kamp mod Juventus, skulle for Guds skyld få en advarsel. Var dommeren ikke en del af dette system, risikerede hans karriere at gå i stå – han ville blive ved med at dømme kampe på Stadio Oreste Granillo i Reggio Calabria i stedet for på San Siro og Stadio Olimpico.

 

På et tidspunkt blev Lazios præsident Claudio Lotitos indflydelse i det italienske fodboldforbund nødvendig for at undværge, at en mand med reformplaner blev valgt som præsident. Som modydelse fik Lazio del af dommernes gunst.

 

Så gik det op for Milan, at alt dette stod på. Milan ville selvfølgelig også gerne have nogle billige straffespark, men hvad kunne Milan give Moggi til gengæld? Øget konkurrence om lo scudetto. Derfor ansatte Milan en midlertidig kontakt til dommerverden, som skulle sørge for at give Milan de rigtige dommere, mens Berlusconi indbød Moggi til frokost i sin romerske residens på Corso Vittorio Emanuele. Ifølge deres egne udsagn hyggesnakkede de kun.

 

Fiorentina havde nogle irriterende ejere – de hovedrige Della Valle-brødre. Igennem en længere periode stillede de trælse krav om, at italiensk fodbold havde brug for store forandringer, ikke mindst i de ledende lag. Denne periode stoppede i løbet af foråret 2005, da Fiorentina, som havde været offer for en del mildt sagt tvivlsomme dommerkendelser, lå i akut nedrykningsfare. Della Valle ringede i den forbindelse til fodboldforbundets vicepræsident Innocenzo Mazzini for at bede om hjælp. Mazzini kunne godt hjælpe, men så skulle Della Valle holde op med at brokke sig. Det kunne Della Valle godt holde op med, og Fiorentina reddede sig på sidste spilledag takket være uafgjort mellem Lecce og Parma, hvor dommer Massimo de Santis med sine egne ord sørgede for selv at vinde kampen.

 

Ved siden af kørte sag omkring agentbureauet GEA World, hvor Moggis søn Alessandro var en af ejerne. GEA World var i 2006 agenter for omkring 30% af spillerne i Serie A og kunne på den måde føre enorme summer mellem de italienske klubber og forskellige mellemmænd. Hvor Luciano Moggis kontrol over begivenhederne på banen mere var baseret på personlig magt, kunne GEA World takket være sit enorme netværk i italiensk fodbold skabe økonomiske incitamenter for de forskellige involverede hold og personer.

Manden bag det hele, Luciano Moggi gik altså for nylig fri for calciopoli, ligesom han gik fri for den forbundne affære med GEA World. Eller gjorde han? Her skal man have afstøvet sit juraitalienske - for der er altså forskel på at blive assolto og på at blive prescritto. Moggi blev det sidste. Det betyder kort sagt, at sagerne er faldet for en forældelsesfrist, der findes i det meget langsommelige italienske retssystem. Forældelsesfristen betyder, at retssagen forældes og derfor udgår, hvis der er gået et vist stykke tid, siden forbrydelsen fandt sted. Eftersom Moggi trods alt ikke stod til livstid, var denne frist vel overskredet. Det betyder ikke, at han nødvendigvis er uskyldig, blot at han har anket dommen nok gange til, at tidsfristen bliver overskredet.

 

Moggi og de andre involverede personer og klubber er vel at mærke blevet dømt ved de sportslige domstole. Der er sagsbehandlingen noget hurtigere end ørkenvandringerne i det civile italienske retssystem, og det er nok at bevise, at forbryderne har til hensigt at fifle med resultaterne. Det var ret nemt at bevise.

Den omtalte forældelsesfrist blev desuden indført i 2005, under en vis Silvio Berlusconis regeringstid, men det er sikkert bare et tilfælde.

 

 

Alt dette er sket, og selv om det kan være rart at blive mindet om, at Moggi er en skummel karl, og at Juventus er ulækre, vil vi op på et højere plan her. Vi er vel nørder, der bruger vores fritid på at tænke høje tanker om tvivlsomme, ti år gamle fodboldkampe.

 

Det, vi prøver at sige, er, at Calciopoli kan være en rigtig god indgang til bedre at forstå den italienske skandale på et fænomenologisk plan. Ja, så fangede vi din opmærksomhed.

 

Engelske Tobias Jones forklarer i sin bog The Dark Heart of Italy, hvordan undersøgelser og sager i Italien trækkes ud og præges af partsindlæg i en sådan grad, at det til sidst er så godt som umuligt at hive noget, der minder om en sandhed, ud af dem. For at give en indgang til Calciopoli som endnu en udkrystallisering er det hensigtsmæssigt først at præsentere skandalen i nyere italiensk historie par excellence - Tangentopoli.

 

 

Efter den kolde krigs afslutning med murens fald og The Scorpions og alt det der, var det som om, de vesteuropæiske kommunistpartier kom ind i en Woody Allen-agtig eksistentiel krise. Det skete selvfølgelig også for det italienske kommunistparti. Det, der gjorde Italien i begyndelsen af 90'erne til en særlig politisk krise i vesteuropæisk perspetiv, var, at hele det politise system kom ud for en legitimitetskrise af vældige proportioner. Kristendemokraterne, som siden 1948 havde båret samtlige italienske regeringer, havde bygget en stor del af deres magtbase på, at de i hvert fald ikke var kommunisterne. Og hvad var de så?

 

Kristendemokraterne og det mindre socialistparti tabte ikke desto mindre alle former for legitimitet, da det, mange havde forventet, i foråret 1992 blev blotlagt for alles øjne. Det stod klart, at offentlige instanser og politikere havde stået bag korruption i helt enorm grad. Længe havde man været klar over, at politisk korruption nok eksisterede, men at det var et mere regionalt betinget fænomen. Altså at det da var klart, at de ikke havde helt rent mel i posen nede sydpå, men oppe i Milano fandt den slags ikke sted. I stedet var netop Milano centrum for afsløringerne.

 

De siddende politikere blev fanget med bukserne nede - eller for en af dems vedkommende mens han var ved at skylle 30 millioner lire ud i toilettet - og den offentlige indignation ville ingen ende tage. I gaderne kunne man se bannere, der hyldede den øverste undersøgelsesdommer Antonio Di Pietro og hans arbejde for at gøre Italien renere. Slutfirsernes ledende politiker, socialistpartiets Bettino Craxi, flygtede i eksil i sin villa i Tunesien. Ministre og parlamentarikere stod på anklagebænken, og det stod klart, at en politisk epoke var slut; den såkaldt første republik var nået til vejs ende.

 

Dette kaldte på en grundlæggende ændring af det politiske system i Italien, men i stedet skete noget andet, eller snarere slet ingenting. Som Tommaso di Lampedusa beskrev det i Leoparden blev alting forandret, så alt kunne fortsætte, som det var.

 

Den midlertidige premierminister i 1992 Giuliano Amato måtte erkende, at for mange stærke folk modarbejdede de forsøg på reelle reformer af den politiske praksis. Der måtte helt nye kræfter til.

 

Ind fra højre kom Silvio Berlusconi, og det viste sig heller ikke at være i hans interesse at skabe lovgivning og praksis, der fremover kunne forhindre tidligere tiders noget nonchalante omgang med offentlige midler. Den tidligere folkehelt Di Pietro blev offer for en smædekampagne uden lige, og hans senere politiske karriere løb efterhånden ud i sandet. Skattesvindel blev betegnet som en menneskeret, og imens hyggede de ansvarlige politikere sig; mange af dem var ganske de samme, som tidligere var involveret i korruptionsskandalerne.

 

Italiens anden republik blev en genopførsel af den første - Silvio sørgede blot for at gøre den meget mærkeligere. Fra tragedie til farce, som man siger.

 

 

Calciopoli fik et forløb, der på mange måder minder om Tangentopoli. 

Det er ikke helt tilfældigt. Navnet er naturligvis taget fra den politiske forløber, og anklagemyndigheden havde tilmed hentet en af de ledende ledende anklagere fra de glade dage i 1992, Francesco Saverio Borrelli.

 

Ligesom Tangentopoli havde blotlagt korruption på højeste politiske niveau og ikke kun i lokalforvaltninger nede i Syditalien, havde Calciopoli gjort det klart, at aftalt spil og korruption fandt sted i den bedste række og ikke kun i Serie C's afkroge.

 

Da undersøgelserne og telefonaflytningerne kom for dagens lys i maj 2006, ville forargelsen ingen ende tage. Der var demonstrationer i gaderne, Juventus' fejring af mesterskabet blev holdt til et absolut minimum, og medier og fodboldfans kaldte på nådesløse straffe for de ansvarlige. I medierne overskyggede sagen klart det igangværende præsidentvalg. Altså for landet Italien, ikke fodboldforbundet.

 

Så vandt Italien pludselig VM, og det var, som om folk fik andre ting at tænke på. Man kunne køre for eksempel køre rundt i sin FIAT Panda og dytte. Her så man også de første urovækkende tegn for eftertiden, da Milans sportschef Adriano Galliani var ude for at forklare, at de involverede i det mindste måtte imødegå meget nedsatte straffe, da Italien altså lige havde vundet VM.

 

Efter nogen tid kom den sportslige domstols appeldomme, som nedsatte straffene. En typisk italiensk løsning. Alle var fortsat skyldige, bare lidt mindre skyldige. Man opretholdt en hovedansvarlig i form af Moggi og et par dommere, mens alle andre slap med langt mindre straffe end tidligere.

Guido Rossi, som var blevet indsat som chef for det italienske fodboldforbund, efter den tidligere boss Franco Carraro havde set sig nødsaget til at gå, forlod posten i efteråret 2006 i skuffelse over manglen på interesse for for alvor at reformere den måde, italiensk fodbold fungerer på. Siden hen er toppen i det italienske fodboldforbund gledet tilbage til normal praksis, og tidligere omtalte Lotito spillede i sommeren 2014 en afgørende rolle for at få Carlo Tavecchio valgt til præsident i stedet for den unge, formodede reformater Demetrio Albertini.

 

Mest af alt er det eftertiden, der har givet Calciopoli og Tangentopoli et ensartet skær gennem tågerne. For det er netop tågerne, der er det kendetegnende ved de italienske skandaler.

 

Hvad der ved første øjekast synes som en klar forbrydelse for alle trækkes først ud af en årelang række af retssager, hvor vidneudsagn rutinemæssigt ændres og trækkes tilbage. Siden hen flytter sagen sig til den politiske arena. En række personer står fast på, at de skyldige skal holdes til ansvar, men så kommer folk på banen med andre holdninger. I forbindelse med Tangentopoli havde en del politikere måske ikke en personlig interesse i eksempelvis at lave love, der mindskede den offentlige støtte til partier og satte en stopper for interessekonflikter.

 

Calciopoli blev i høj grad et emne for politisk populisme. Italien vandt VM i 2006, og i den generelle ekstase var det et nemt budskab, at straffene mindst skulle sættes voldsomt ned, da mange af de involverede altså lige havde gjort Italien til verdensmestre. Især nedtonede Milan-bosserne Adriano Galliani og Silvio Berlusconi sagens alvor. Dertil kom et typisk italiensk forsvar; Moggi og Juventus var simpelthen de mest furbi – de mest snedige. Hvis andre klubber havde haft muligheden, ville de have gjort præcis det samme. Og så er det jo ikke rigtig ulovligt – alle kunne have gjort det samme.

 

Siden hen skete en endnu mere mærkelig udvikling. Calciopoli var pludselig blevet til et plot, som var orkestreret af Inter, som ligesom havde fundet ud af, at de aldrig ville kunne vinde noget, hvis de skulle kæmpe på lige vilkår med Juventus og Milan. På en eller anden måde fik Inter så fremskaffet alle Moggis telefonsamtaler, mens deres egne lignende samtaler forblev skjult. Konspirationen var en del af en meget større konspiration, som havde til hensigt at ramme dem, der var stod bag den første konspiration. Forvirret?

 

Efter at retssagerne er blevet trukket ud, og den generelle interesse har fortaget sig, står vi nu her, hvor de hovedskyldige er sluppet for straf. Tilbage er debatten, hvor kun et parti har interesse i at holde den ved lige. Juventus’ ledelse har da også indledt en sag for at få tilbagekendt de mistede scudetti, nu da Moggi nu er prescritto for sin rolle i Calciopoli, som derfor ikke kan have fundet sted. Ligeledes beder Juventus det italienske fodboldforbund om 444 millioner euro som kompensation for de skader, klubben blev påført af den ikke-eksisterende skandale.

 

Retssagerne kan fortsætte, sandheden bliver endnu mere udvasket, og alt der er solidt smelter og bliver til luft. Det er den italienske virkelighed. Den findes ikke.

 

 

JONAS NEIVELT, ITALIA-KORRESPONDENT