Generelle 18. Februar. 2016 kl. 09:18

C/N: Den utålelige mester

Leicester har vundet manges hjerter i denne sæson med deres gåpåmod og direkte spillestil. Men er det overhovedet godt for noget med sådan en mesterskabskandidat så langt inde i sæsonen. Et usandsynligt fodboldhold.

Der har naturligvis ikke manglet superlativer om Leicesters sæson i i 2016. Man troede, at julespillet ville dræbe dem, og et lille formdyk ramte dem. Men alligevel, blandt andet på grund af en feriedruktur til København, har holdet alligevel fået en anden vind. Det er et enormt sammenhængende hold, der har iøjnefaldende profiler, der alligevel fungerer i en stærkt kollektiv. Det er den samme opskrift, der fik Danmark og Grækenland til at vinde EM. Hvilket jo naturligvis er lidt ironisk siden, at manager Claudio Raneris største fiasko er som landstræner – for Grækenland.

Det er ikke utænkeligt, at Leicesters hold med tiden vil blive spredt for alle vinde til større og bedre hold. Men der render alligevel ikke mange spillere, der er attraktive. Topscorer Jamie Vardy har netop forlænget sin kontrakt, men at han skulle finde plads på et Premier League-tophold er alligevel utænkeligt. Vardy er en 2. angriber og kræver næsten en stor angrebsmakker. Derfor bliver det lidt problematisk, da Leicester stort set er det eneste tophold, der praktiserer to fuldblodsangribere. Man kan egentlig ikke spille bolden op på Vardy, og det er lidt problematisk i forhold til hold, der gerne har bolden lidt mere end Leicester. Hvis du eksempelvis så Juventus – Napoli i weekenden, så er der en klar forskel når man kigger på den måde Gonzalo Higuain konstant modtager – og ’lægger den’ af på. Det kan Vardy slet ikke. Til gengæld er god til at underløbe- og tværsløbe et forsvar. Lidt ligesom Kevin Phillips, men Phillips havde også altid en stor angriber ved siden af sig. For eksempel Niall Quinn. Dermed er det ikke sagt, at Vardy er dårlig, og egentlig kunne han danne et formiddabelt makkerpar med Harry Kane til sommer. Hvis altså, at Woy gad og spille med to angribere.

Så er der midtbane-lungen N’Golo Kante, der ikke fylder meget af statur, men til gengæld har vist sig at være allestedsnærværende og nærkampsstærk. Hans betydning for Leicester som ren 6’er har fået mange venlige sjæle til at lave sammenligninger med Claude Makelele. Men også i Kantes tilfælde må man spørge sig selv om, der findes et tophold, der stadigvæk spiller med en lunge, der ikke kan så frygteligt meget med en bold eller taktisk. Makelele-sammenligning er også en lille smule overdrevet, da Makelele var noget mere stationær end Kante. Til gengæld besad Makelele også et betydeligt bedre overblik. Kante trives i Leicesters system, fordi de ikke har bolden så frygteligt meget (43%).

Det med at Leicester ikke har bolden så meget siger jo naturligvis meget om hvilket slags hold, vi har med at gøre. Derfor skal man også være varsom med at betragte resten af holdets kampe for ’lette’. Det er på mange måder langt, langt sværere at skabe – og vinde en kamp imod WBA end et halv råvildt Arsenal-hold på udebane. Der er ingen lette kampe tilbage. 4 af de sidste 12 kampe er mod Bund 5, hvoraf alle hold har en chance for overlevelse og i langt højere grad spiller på samme måde som Leicester. Fysisk, afventende. Det er hold, der vil behandle Leicester som det tophold de er, og bede dem om at skabe kampen og tage initiativ. Heraf vil vi godt forudsige en del X’er – og det kan meget vel være nok til, at mesterskabet bliver tabt.

Og at vi endelig ikke får et mesterhold, der opfører sig som et bundhold.

Leicesters slutprogram