C/N: EM-preview - Gruppe E

Gruppe E

Gruppe E ser på forhånd ud til at være en af de mest interessante ved EM. Den indeholder et hold, der er på vej op, et hold, der virker til at være i frit fald og Zlatan. Irland er også med, og de er jo festlige og højlydte. Den eneste tidligere vinder i gruppen er Italien, som vandt tilbage i 1968 med Riva og Rivera og alle de andre, som vi stadig sætter stor pris på. De ser dårlige ud i år. Gigi Riva var bedre, end Graziano Pellè nogensinde kommer til at blive. Men for at beholde Conte/Nestors ry er de naturligvis vores helt store darlings.

Belgien

Det belgiske landshold er efterhånden blevet hypet nok til at befinde sig i udkanten af favoritfeltet til at vinde hele turneringen. Hvor mærkeligt det end lyder for et land som Belgien, lader de også til at være rigtig gode for første gang siden 1982. I Brasilien for to år siden kom de hele vejen til kvartfinalen, selv om de havde store problemer med at slå et så middelmådigt hold som USA. Den efter sigende gyldne generation lader til at være modnet af den oplevelse, og de vandt den rædsomme gruppe B i kvalifikationen foran Wales og Bosnien.

Belgien kan gå hele vejen. De kan også blive turneringens helt store skuffelse, og er det ikke sådan, en rigtig dark horse skal opføre sig. Hvis spillerne ikke er modnet på det personlige plan, som de måske er på det fodboldmæssige, kan det også være her, vi skal lede efter skandaler i lejren. Spillerne er efter sigende egoistiske og utålelige på et hidtil ukendt plan.

På mål har de Thibaut Courtois, som ikke har været så god i Chelsea, som mange regnede med. Det er derfor hans held, at andenmålmanden hedder Simon Mignolet og spiller i Liverpool. Tredjemålmanden husker mange nok for de storslåede år i Bari og de to straffesparksredninger på Francesco Totti i sæsonen 2010-11. Han var i det hele taget fremragende i den tid, og han tog Bari så meget til sig, at han også blev dømt for matchfixing i den samme sag, hvor Antonio Conte for nylig klarede frisag. Han har i denne sæson været på lån i Mechelen hjemme i Belgien. Hans navn er naturligvis Jean-Francois Gillet.

En af sæsonens helt store overraskelser i Premier League var, at Tottenham var det hold, der lukkede færrest mål ind. Havde det ikke været for deres kollektive hjerneblødning i de sidste omgange, havde de ret suverænt haft den bedste defensiv. Det skyldes ikke mindst et par belgiske midterforsvarere ved navn Toby Alderweireld og Jan Vertonghen. Alderweireld har mest spillet højre back på landsholder, men når nu Vincent Kompany er skadet, kan de få lov at spille sammen i midten. Det betyder også, at Barcelonas bænkevarmer Thomas Vermaelen er endnu længere væk fra startelvan.

Udover et nogenlunde udvalg af midterforsvarere skyldes Alderweirelds forskydninger til højre back også, at Belgien akut mangler kompetente backs. Lars Jacobsen ville have været i truppen, hvis han ellers var belgier. Som en afspejling af det har de udtaget Romelus lillebror Jordan Lukaku, som er venstre back. Hvis han ikke spiller der, bliver det efter al sandsynlighed Vermaelen, der tager den plads. Alderweireld ender nok også på højre back, hvilket giver Al-Manchesters Jason Denayer plads i midterforsvaret. Alt i alt er forsvaret fremragende til at forsvare og mindre gode til at skabe noget som helst offensivt.

Til gengæld har Belgien det hele på midtbanen – stærke benknusere, teknisk gudsbenådede genier og forfærdelige frisurer.

Axel Witsel stod engang for denne tackling i arvefjendeopgøret mellem Standard Liege og Anderlecht. Han er af en eller anden grund stadig en af træner Marc Wilmots’ favoritter. Romas Radja Nainggolan, der har en frisure som en fjordhest er en noget mere dynamisk spillertype, som rent faktisk bringer fart ind i opspillet, og så har han leveret den her på Chievos stakkels Federico Mattiello. Marouane Fellaini fra Manchester United har en noget federe frisure end de to foregående, men han har virkelig ikke været god, siden han skiftede fra Everton. Vi har ikke kunnet finde nogen benbrud, men der findes dog en fin opsamling med hans bedrifter. Den sidste mand på en overbefolket defensiv midtbane er Moussa Dembele fra Tottenham, som er en mere boldsikker spiller end de andre, og så har han stukket sine fingre i øjnene på Diego Costa. Han får nok svært ved at komme på holdet på trods af en ellers meget stærk sæson.

Længere fremme har Belgien også et par muligheder i deres 4-2-3-1 eller 4-3-3. Ginger Spice Kevin de Bruyne har været udmærket for Manchester City siden skiftet fra Wolfsburg. Han kommer nok til at spille i midten, for ude på kanterne skal der være plads til Eden Hazard fra Chelsea, som i sidste sæson kun var god i kampen mod Tottenham. Den hvor Leicester vandt titlen, og Costa fik Dembeles fingre i øjet. På den anden kant finder vi nok gigatalentet Yannick Ferreira-Carrasco, hvilket betyder, at Dries Mertens fra Napoli skal sidde på bænken. Belgiens midtbane er blandt de allerbedste i verden.

Det er godt for Belgien, for oppe foran ser det mindre imponerende ud. Lukaku Senior fra Everton kommer nok ikke til at starte inde efter en dårlig sæson. Alligevel skal han nok blive solgt videre for et enormt beløb. Benteke har ikke været bedre for Liverpool. Det betyder, at den anden belgiske Liverpool-angriber Divock Origi nok tager pladsen. Ellers kan den unge målmaskine fra Marseille Michy Batshuyi spille.

Belgien ser rigtig stærke ud, og denne generations belgiske landshold er nok den eneste grund til, at de kan se på deres grufulde kolonieventyr i Congo med en vis tilfredshed. De slog rigtig mange ihjel dengang, men hey, nu har de et godt landshold. Godt gået.

Italien

Italien var fantastiske, da deres gyldne generation vandt VM i 2006. De var middelmådige ved EM i 2008, forfærdelige i VM 2010, glimrende i EM 2012 og decideret rædsomme ved VM i Brasilien for et par år siden. Siden da har de fået af denne blog så herostratisk berømmede Antonio Conte som træner. Det bliver en kort fornøjelse, da han efter slutrunden tager til Chelsea. Slutrunden kan også nemt blive en kort fornøjelse for Italien. Det er svært at se, at de skulle være blevet bedre siden 2014, men Conte og Gillet kan da udveksle nogle spilletips.

På mål finder vi verdens bedste målmand nogensinde overhovedet, og det er endda seriøst ment, Gianluigi Buffon. Han er 38, og ser ikke ud til at være en dag over 36. Han er stadig fantastisk. Han har det også stadig med at blive skadet i slutrundesammenhæng, så måske kan Paris al-Germains reservemålmand Salvatore Sirigu få noget spilletid. Mere urovækkende for Italien er det, hvis de begge to går i stykker, for så kan vi få Lazios Federico Marchetti at se.

Conte har forsøgt sig med lidt af hvert for at finde en idealopstilling. 4-4-2, 4-2-4, 3-5-2 og 3-4-3 har alle været forsøgt. Det skyldes mere manglende præstationer end taktisk nysgerrighed. Meget tyder på, at vi kan få Juventus’ forholdsvist stabile trebackskæde med Barzagli, Chiellini og Bonucci at se. Chiellini er Italiens svar på Pepe, og det er ikke positivt ment. Bonucci er en suveræn forsvarsspiller. Barzagli er fortsat meget solid. Angelo Ogbonna fra West Ham er foretrukket som reserve frem for Juventus’ eget stortalent Daniele Rugani og den tikkende hjerneblødning Davide Astori fra Fiorentina. En anden mulighed er naturligvis at sætte Romas Daniele de Rossi ned i midterforsvaret, hvis de spiller med tre mand, men der er reelt mandefald på midtbanen, så det sker nok ikke.

Vælger Conte at spille med fire mand bagved, bliver backerne Matteo Darmian og Mattia de Sciglio. Måske kan Romas charmerende allrounder Alessandro Florenzi komme ind på højre back. Men formentlig ikke.

Andrea Pirlo er ikke med længere. På trods af alle hans værdier er det en rigtig beslutning. Til sidst sænkede han tempoet i opspillet for Juventus og Italien, fordi det er svært ikke at lade alting gå gennem ham. Åh, Pirlo. Hans naturlige afløser Marco Verratti fra Paris er blevet skadet. Det er hans afløser i Juventus Claudio Marchisio også. Det er dårlige nyheder.

Thiago Motta fra Paris mangler de førnævntes spilforståelse, men til gengæld sænker han også rytmen i spillet i urovækkende grad. Daniele de Rossi fra Roma er næsten lige så gammel som Motta, og så er det også længe siden, han for alvor var god. Han er med på grund af de mange skader, men kan sagtens komme ind. Vi kommer nok også til at se en del til Lazios fine, men noget anonyme, Marco Parolo.

Den helt store historie i Italien er naturligvis, at en middelmådig Juventus-spiller er blevet udvalgt i stedet for en bedre Napoli-spiller. Conte har valgt Stefano Sturaro frem for Jorginho, som altså er italiener, til at være reserve på midtbanen. Andre muligheder er Florenzi, som har et flot overskæg og hang til at score spektakulære mål samt Emanuele Giaccherini fra Bologna og Bernardeschi fra Fiorentina.

Man troede engang, at Ciro Immobile skulle blive en stor målscorer. Det er ikke sket, men han er med endnu. Han er andetvalg efter wannabe-Borriello Graziano Pellè, som er helt god i Southampton, men ingen topangriber. Der er også den hårdtarbejdende Simone Zaza (ingen relation til Karim, så vidt vi ved) fra klamme Juventus. Ude på kanterne har Stephan El Shaarawy overrasket de fleste ved at være fremragende i Roma i foråret. Der er også den stabilt gode Antonio Candreva fra Lazio og Napolis lokale helt, den diminutive Lorenzo Insigne. Insigne har ladt op til turneringen ved at blive rullet hjemme i Napoli, hvor røveren med sin pistol truede stakkels Lorenzo til at tilegne ham det næste mål. Ellers kan Florenzi også spille på kanterne. Han har også været målmand engang.

Italien skal nok gå videre, for både Irland og Sverige er ret dårlige. På den anden side har dårlige hold tidligere ikke været en hindring for Italien i at ryge ud tidligt. Det ligner en ottendedelsfinale. Eller måske endda en kvartfinale. Ikke mere.

Irland

På nær en spiller har alle Irlands spillere hjemme i England. Den sidste spiller er Robbie Keane, spiller i Los Angeles og er nationalhelt. En, der ikke blev nationalhelt i Irland, er Giovanni Trapattoni. Han er blevet erstattet af Martin O’Neill, som står for noget mere positiv bold. Det er dog stadig et hold, der sætter løbearbejde og gejst over alt andet, og det skal nok blive underholdende til sommer.

Irland blev nummer tre efter Polen og Tyskland, som de slog, i en svær kvalifikationspulje, og i playoff-kampene imponerede de mange ved at slå Bosnien ud.

Det kunne være så dejligt, hvis Shay Given stadig var førstemålmand for Irland, men det er han ikke på trods af sine 133 landskampe. Det er i stedet West Hams Darren Randolph, der tager sig af stængerne. Tredjemålmand er Keiren Westwood fra Sheffield Wednesday, som desværre ikke kom i Premier League. Westwood, Jarvis Cocker og hele Sheffield havde ellers fortjent at have et hold i Premier League igen.

Som man måske kan fornemme, har vi en del spillere fra engelske sekundaklubber på det irske landshold. Det gør sig også gældende i forsvaret. Her bliver Seamus Coleman fra Everton foretrukket på højre back frem for Cyrus ”the Virus” Christie fra Derby. Inde i midten spiller John O’Shea – ja, han findes stadig – nok sammen med Richard Keogh fra Derby. De holder Ciaran Clark ude. Han spiller for Aston Villa og må derfor formodes at have haft en rædsom sæson. Robbie Brady fra Norwich er en meget offensiv venstre back, og forsvaret kan få det rigtig svært både mod Belgien og mod Zlatan.

Da de andre hold nødig af åbenlyse årsager helst ikke skal nå frem til Irlands forsvar, er det Glenn Whelan fra Stokes opgave at sparke dem ned inden. Den opgave kan David Meyler fra Hull, Jeff Hendrick fra Derby og James McCarthy fra Everton også påtage sig.

Foran de to stopklodser finder vi Irlands Messi, Wessi Hoolahan, som til daglig spiller i Norwich. Han skal gøre noget konstruktivt ved de bolde, som falder ned efter Irlands typiske long balls-opspil. Han kan for eksempel sende dem ud til nogle af de meget hurtige kantspillere. James McClean fra West Bromwich er en af dem. Stephen Quinn fra Reading er en anden og det tidligere stortalent Aiden McGeady fra tidligere omtalte Sheffield Wednesday er en helt tredje. Måske kan den målfarlige Daryl Murphy fra Ipswich få plads ude til venstre.

Det er få hold i verden, hvis hårdeste spiller har til huse længst fremme. Irland er et af dem. Stokes Jonathan Walters er ikke ligefrem den mest målfarlige herre, men han løber solen sort og saver modstandernes forsvarere oppe. Når han har fået karantæne, sætter irerne Shane Long på banen, og han fortsætter, hvor Walters slap. Robbie Keane vil nok kun blive brugt som supersub. Han har spillet 143 landskampe og scoret 67 mål. Legende.

Irland skal nok komme til Frankrig med en masse gejst og dedikerede fans, men holdet mangler i den grad kvalitet. Den helt essentielle kamp er den første, hvor de møder:

Sverige

Erik Hamrén har ikke opnået det store med det svenske landshold, men udover Zlatan er det altså også begrænset, hvad han har at rykke med. Det, Hamrén har opnået, er, at Zlatan virkelig er blomstret på landsholdet. Det er sket ved at give ham uindskrænkede beføjelser, og mens det måske ikke er så svensk at sætte et individ over kollektivet, kan de hinsidan også godt lide at vinde fodboldkampe.

De vandt for eksempel over Danmark i playoff-kampene, efter havde endt en rigtig dårlig kvalifikationskampagne på tredjepladsen efter Rusland og Østrig. Den sejr udstillede forskellen på Danmark og Sverige, som begge er middelmådige landshold. Men Sverige har Zlatan. Og Marcus Berg. Hamrén har også valgt at udskifte 4-2-3-1-formationen med den i Sverige obligatoriske 4-4-2. Det har virket så där.

På mål spiller Andreas Isaksson stadig. Han huskes i Manager-kredse mest for at være en del af det fantastiske Djurgården-hold anno 2003, og hans rigtige karriere har været mindre imponerende. Ingen har dog for alvor kunnet true ham på landsholdet, hvor han dog har valgt at stoppe efter EM. Så skal han erstattes, og det kunne jo blive af FCK’s næsten danske Robin Olsen. Det kunne også blive af AIK’s unge Patrik Carlgren, som var helten, da Sveriges U21-hold vandt EM. Han beskrives af The Guardian som en målmand med gode reflekser og god med fødderne, så han er nærmest det komplet modsatte af Isaksson.

Sverige har enormt mange venstre backs, som næsten alle har været i FCK. Oscar Wendt fra Mönchengladbach kommer ikke med. Det gør Pierre Bengtsson fra Mainz heller ikke. Til gengæld kommer Augustinsson fra FCK med, ligesom førstevalget – Europas dårligste back – Martin Olsson fra Norwich. Mange svenskere har stillet mange spørgsmålstegn ved Hamréns prioriteringer her. Efter EM får Sverige en ny landstræner, og så kan han få spørgsmålene i stedet.

Sveriges midterforsvar har ry for at være meget langsomt. Det har været værre, for nu er Mellberg og Majstorovic ikke længere med. Andreas Granqvist er der dog stadig. Han spiller i dag i Krasnodar i Rusland og var engang meget målfarlig på dødbolde. Måske bliver han det igen, men ikke meget tyder på det. Ved siden af ham finder vi enten Erik Johansson fra svenskgänget FCK, Pontus Jansson fra Torino eller forhåbentlig det store talent Victor Nilsson Lindelöf fra Benfica.

Sverige har en masse centrale midtbanespillere, som alle kan løbe fra Luleå til Helsingborg for at nå færgen, men mangler en del i det kreative spil. Derfor håber mange, at Albin Ekdal bliver klar til at spille EM. HSV-spilleren har varmet op til turneringen ved at falde på en natklub og derved få et kæmpe sår på ryggen, så han har tabt en masse blod. Han var efter sigende hverken fuld eller oppe at slås, men det er altså stadig den mærkeligste opvarmning til en slutrunde, siden salig Klas Ingesson kørte ind i en elg kort tid før de glade dage i USA 1994.

Bliver Ekdal ikke klar afhænger meget af Kim Källström, som ligesom Isaksson (og Johan Elmander) var en del af det Djurgården-hold. Han er blevet ret langsom, men hans spelsinne gør, at vi næsten ikke savner Anders Svensson, som desværre ikke spiller længere. Blonde Oscar Hiljemark fra Palermo og/eller den svenske Lee Cattermole Pontus Wernbloom står for tofodstacklingerne. Oscar Lewicki fra Malmö er også med som Wernblooms lærling.

Emil Forsberg fra Leipzig scorede det mål, som Zlatan ikke scorede, i playoff-kampene mod Danmark. Han starter måske på venstrekanten, hvis det ikke bliver Jimmy Durmaz fra Olympiakos. På den anden kant har vi så Erkan Zengin fra Trabzonspor eller den svenske Beckham Sebastian Larsson fra Sunderlands reservebænk. Hvem skal sparke frispark – Källström eller Larsson? Svaret er:

Zlatan. Skandinaviens bedste fodboldspiller nogensinde. Enough said. Jeg elsker ham. Alle elsker ham.

Det kunne være skønno, hvis John Guidetti, som har svinet hele Danmark til, startede ved siden af Zlatan, men det gør han nok ikke. Det bliver i stedet den mere anonyme Marcus Berg fra Panathinaikos. Han kommer ikke til at score mange mål ved EM, og det ville Guidetti nok heller ikke komme til. Alligevel kunne det være fedt at se Guidetti og Zlatan sammen for at se, hvad der ville ske med to så store egoer lige ved siden af hinanden. Kaosteori in action, woohoo. IFK Norrköping vandt det svenske mesterskab sidste år, og det var en stor overraskelse. Som et lille tip med hatten kommer deres topscorer Emir Kujovic derfor med til EM. Han skal nok mest kigge på.

Ser man bort fra Ibrahimovic, ser Sverige middelmådige ud. Man kan derfor kun frygte for deres fremtid, når Zlatan en dag slutter på landsholdet. Måstematchen er som antydet mod Irland, og det sker allerede i deres første kamp den 13. juni på Stade de France. En passende kulisse. Da ingen af holdene kan forvente at få point mod Belgien og Italien, skal de vinde den kamp. Den bliver sikkert uafgjort, og så kommer intet af de to sympatiske hold videre. Murphy’s lov, altså. Ikke Daryl Murphy.

Gruppens Conte

Axel Witsel fra Belgien. Selvom han har ændret sine rottehaler til en mindre imponerende kopi af Fellainis fro, er han fortsat en af de mest overvurderede spillere i Belgiens trup. Det er mærkeligt, at en Nestor som Wilmots fortsat tror på ham, når der er så mange bedre alternativer. Desuden skader han modstandere for sjov, og det er altså ikke sjovt. Fritzl-Witsel er så usympatisk, at Zenit St. Petersborg betalte 40 millioner euro for ham, da bare måtte have ham. Conte-rating 6,9.

Gruppens Nestor

Alessandro Florenzi fra Italien. Han står for alt det modsatte af det, Witsel står for. Han har et hurtigt lille overskæg, har givet sin bedstemor et kys efter at have scoret, han giver altid alt, hvad han har, og det er frem for alt et stort hjerte. Og så scorer han flotte mål og kan spille over det hele. Han står for alt, der er godt og rigtigt. Sød fyr, svigermors drøm. Nestor-rating 7,3.

JONAS NEIVELT