C/N: Farvel til nedrykkerne

I weekenden fandt man to nedrykkere i årets Premier League. I går rykkede Burnley ned. Burnley er ikke hold som får ens blodtryk til at stige besynderligt, og det var egentlig ikke nogen overraskelse, at holdet rykker ned igen. Premier League er stadigvæk ikke en sværere række end man godt kan blive oppe som oprykker, hvis man bare har en klar ide om spillestil og en fornuftigt sammensat trup. Det trick virkede for især Leicester i 90'erne med Martin O'Neil, og hvis man har en vis tålmodighed, så kan et hold sagtens blomstre sent, det er det nuværende Leicester-hold også et eksempel på. Nogle gange skal man bare lade en trup og nyindkøbte spillere 'sætte sig'. Det er ligesom en pizza, den er bedst, hvis man venter fem-syv minutter. Går man straks i kast med den, så er den alt for flydende og så brænder man sig på tungen. Burnley købte ikke nogle store, dyre udenlandske spillere, det behøver man måske ikke, man skal altid overveje om det ikke var en god ide at forstærke kæderne mærkbart. Det forsømte man. Danny Ings var et skønt, positivt bekendtskab, og det vil undre om, at et hold som Aston Villa eller Sunderland ikke kaster 10 mio. pund efter ham. Vi vil ikke savne Burnley. Dertil var de lidt for meh og for Manchester Uniteds 3. holds-agtige. 

Queens Park Rangers er et mærkeligt hold. Det er et sammenrend af spillere, der er over-the-hill og overbetalte. 'Arry Redknapp skred, men det er altså også med en vis andel af 'Arrys yndlingsspillere. Det var et hold, der på kort sigt skulle holde holdet oppe, men også et hold hvor spillerne har tjent styrtende på destruktiv og amatør-agtig måde at være professionel på. Det er først og fremmest skræmmende, at man kan finde på at stille med både Clint Hill og den erotisk buttede Richard Dunne i et og samme forsvar. Det er ikke set værre siden, at Everton i 2000 spillede med både David Watson og Richard Gough, der på daværende tidspunkt var på den forkerte side af 37. De gjorde det i øvrigt acceptabelt. Det har man ikke i Queens Park, hvor Steven Caulker ellers lignede et fornuftigt køb, men desværre må han nu skrive sin anden nedrykning i træk på CV'et. Rio Ferdinand har naturligvis været en dyb skuffelse, og hans hustru døde tidligere på ugen. Det ligner et stop. Det er eller bør også være sidste syn med Robert Green, førnævnte Dunne, Niko Kranjcar Karl Henry, Joey Barton, Shaun Wright-Phillips og Jermaine Jenas, der ikke spillede i år. Der kan være hold, der vil være fristet af Bobby Zamoras førsteberøring og erfaring. Det samme gælder Nedum Onuoha og Alex McCartney. De skal nok finde en reservetjans somewhere. Charlie Austin skal med sine 17 mål nok også finde et desperat hold, der kaster penge efter ham. Forhåbentlig ikke Liverpool. Men det vile være typisk dem. Queens Park Rangers' største problem er ikke, at man havde for mange gamle spillere. Det er også, at de udenlandske profiler har skuffet fælt. De skal have deres agenter i gang nu. Leroy Fer, Eduardo Vargas, Sandro, Mauricio Isla og ikke mindst Adel Taarabt, der er blevet det ultimative symbol og syndebuk for hele QPR-miseren. Det kræver en skør manager somewhere. Queens Park Rangers kan se ind i en fremtid, hvor man risikerer at skulle finde 15 nye spillere til cirka 0 kr. Det vil bare tiltrække nye lykkeridere samtidig med, at man har Financial Fair Play hængende over hovedet. Det er dystert.

Nedrykningsspillet er jo ikke slut endnu. Det bliver spændende om, vi om to uger skal liste de muligheder alle Newcastle mange fiasko-spillere har.