C/N: Så lær dog af Hobro, DBU

Man behøver altså ikke og have gået på forfatterskolen eller eje flere udstoppede fugle ala Dan Turell for at kunne se den gode historie i Danmarks EM-sejr i 1992. Underdogen, der ikke skulle have været med i turneringen, vinder Europamesterskabet. Et hold der både drikker bajere, går på McDonalds, og Faktisk er det så god en historie, at vi længe er blevet plaget med flere ligegyldige bøger om emnet, og nu også en hel spillefilm. 

Det er lidt det samme med Hobro, der stadigvæk er manges 2. favorithold, fordi de er den totale underdog, og er så jordbundne, at de allerede har gravet sig halvt ned til kineserne. De har allerede overhalet etablerede Superligahold i followers på Facebook. Mange har prøvet at efterligne den amerikanske kabelkanal HBOs succesfulde sportsdokumentar 'Hard Knocks', hvor man følger forberedelserne i en traning camp hos et NFL-hold. Et af de dramatiske højdepunkter er altid, når en spiller får at vide om han er cuttet eller ej. Det er den samme dramatik, som den nye DR-dokumentar om bondeholdet Hobro, bringer til seeren. Det er godt. Selvom ikke mange egentlig detaljer afsløres, så føler beskueren, at man både kommer indunder huden på aktørerne. Lidt ironisk er det, at det er en instruktør Nikolaj Viborg, der ikke ved frygtelig meget om sport. Eftersigende.

Men det sympatiske og charmerende er ikke kun Mads Justesen eller den ydmyge københavner Emil Berggren, hvis attitude mange unge spillere kunne være en hel del af. Det er selve spillestilen. Fodbold er stadigvæk en holdsport. Selvom man tit kan glemme det, fordi man altid sidder og analyserer individer, når man skal betragte et holds svagheder og styrker. Hobro er et hold. Ja, der er stjerner. Mads Hvilsom og Quincy Antipas, men de løber stadigvæk ufattelig mange meter uden bold, og deltager i presspillet, når Hobro ikke har bolden. Der er tilstrækkelig kvalitet og organisering til, at Hobro ikke rykker ned i år, især nu hvor flere andre hold har besluttet sig for at være dårlige i år.

I en twitter-kommentar skrev vi, at OB burde kigge på Hobro-Brøndby for at finde ud af, hvordan de burde spille. Fysisk, kollektivt og velovervejet. Dette kan man egentlig også sige om det danske landshold. Hvis de for alvor skal have fat i publikum, så skal de også selv vende tilbage til nogle af de dyder, der gjorde holdet populært i 90'erne, selvom kvaliteten på holdet var af svingende kvalitet. Det kan godt være, at man bagud på flair og teknik. Til gengæld lovede danskerne en gang tæsk og fight. Tænk på store langlemmede Kim Vilfort, der diskutabelt var Landsholdets bedste midtbanespiller i 90'erne. Han ville slet ikke kunne have fungeret på landsholdet i dag. Men hvornår har landsholdet sidst haft en rigtig kriger siden Stig Tøfting og Thomas Gravesen? Leon Andreasen? Næppe. For skadet. Det ville klæde Landsholdet, hvis de fandt tilbage til nogle af de samme dyder. Det ville højne og fastholde dets popularitet, selv i de dårlige tider.

Nu har man så en uventet sejr imod Serbien at bygge på. Det betyder, at man hænger på Morten Olsen frem til 2016. Det giver omvendt DBU tid til at tænke grundigt over, hvordan landsholdet skal tegnes fremover. Men de kan begynde at kigge i Hobro. De har allerede vundet kommercielt og på banen.