C/N: Steven Gerrard - støvlerummets sidste prins

Så blev historien, der dukkede op i går, bekræftet: Steven Gerrard stopper i Liverpool efter denne sæson. Alt imens er debatten startet, hvor stor er Steven Gerrard? 

Først og fremmest skal man overveje den sportslige kontekst. Liverpool har været ekstremt svingende i de år, hvor Gerrard har været en profil for klubben. Det har set godt ud med UEFA Cup-sejren i 2001, CL-sejren i Istanbul i 2005 og FA Cup 2006, men også en glidende nedtur fra 2010, da han rundede 30 år. Alderen har betydet meget for Gerrard. Han har skulle veksle væk fra de naturlige positioner som 7'er og 8'er til 10'er og 6'er i Andrea Pirlo-form. Alting har ikke været Captain Fantastic, og selv med støttepædagogen Lucas  har det virket tungt. 

Man vil altid huske Steven Gerrard for de mange utrolige, opportunistiske langskudsmål. Fra umulige vinkler på umulige tidspunkter. For eksempel i Champions League-gyseren imod Olympiakos. Det er den slags stof legender laves ud fra. Steven Gerrard er indiskutabelt den mest betydningsfulde Liverpool-spiller i de sidste 25 år. Er han den bedste? Næppe. Dertil hævede spillere som Steve McManaman, Michael Owen og Luis Suarez Liverpool på et andet niveau, der gjorde klubben til mesterskabskandidat. Det har Gerrard aldrig gjort. Han har været den solide. Ligesom han er en god, solid Premier League-spiller, men decideret verdensklasse har han kun nærmet i få sæsoner.

Hvis vi skrev den kontrafaktiske historie, hvor Steven Gerrard skiftede til Chelsea, hvordan ville det så være endt? Chelsea ville først og fremmest ikke have hentet Michael Ballack eller Maniche, men ville han have fungeret på midtbanen med Frank Lampard, og med Michael Essien bag sig? Det ville uden tvivl være en fysisk dominerende midtbane, men på en eller anden måde ville den mangle flair og pace. Ser man gamle videoer af Gerrard i fart, så kan man godt nogle gange undre sig over, at han får bolden med sig. Det er ikke altid lige elegant. Samspillet, eller manglen på samme, med Lampard vil også fylde et pænt kapitel, når historien om Steven Gerrard skrives. Det blev aldrig godt. 7'eren var mere oplagt til andre spillere. Fx. David Beckham eller Theo Walcott, imens 6'eren aldrig blev god i den engelske 4-4-2. Hverken flat eller i diamant. En spiller som Paul Scholes eller endda Scott Parker passer bedre med Lampard. Måske skulle diverse engelske landstrænere have droppet Gerrard som et emne, ligesom franske, spanske og italienske landstrænere har gjort, når profiler ikke har passet ind i holdet. Dramatisk, upopular og resultateffektivt. 

Da Steven Gerrard var god, var han rigtig god. Vilje, lederskabsevner og loyalitet er de ting, der formuleres i debatten om Steven Gerrards eftermæle. Klubloyaliteten ryger sådan set nu, i og med, at han forlader klubben for at spille andetssteds. Og det er sådan set ikke unikt. Nej, Steven Gerrard er ikke den største i Liverpools historie. Han er knap og nap i top 10. Han har været valmuen blandt en masse ukrudt, men ikke synlig i en blomsterbutik.

Steven Gerrards afgang er en lille gave for Brendan Rodgers (eller hvem der nu er Liverpool-manager i 2015/16). Grunden til at det er en gave skyldtes, at han er ikke kan holde en plads i startelvan. Fysikken er for svag. Det er kun Casper Sloth, han kan løbe fra, og dertil har han for få Pirloske egenskaber. Men det belyser et ikke helt ukendt problem for klubben. Hvor er afløseren som holdets leder? Hvor er Liverpool-knægten? Liverpool har produceret alt, alt, alt for få førsteholdsspillere fra et engang så berømmet akademi, men Jon Flanagan er simpelthen for lidt. Man må med misundelse kigge på Everton og Ross Barkley. Hvor er Liverpools Ross Barkley?

Steven Gerrard er en lys side i et mørkt kapitel i Liverpools historie, men man godt frygte, at næste kapitel er endnu mørkere.