C/N: Tretten er tre for meget
Illustration
Generelle

C/N: Tretten er tre for meget

Ugens analyse gyser ved tanken om flere år med Morten Olsen ved roret

”Just when I thought I was out... they pull me back in”
Det er et fremragende filmcitat- og scene. Ikke så meget i den oprindelige Al Pacino-udgave, men mere den karikerede parodiudgave begået af Steven van Zandt i glansrollen som Silvio Dante i The Sopranos. Sådan som Michael Corleone står i køkkenet og brokker sig, sådan må Morten Olsen også have nogle gange. Træt og frustreret Altså hvornår stopper han mon som landstræner?

Der hersker ingen tvivl om, at Morten Olsen gerne tager en lille tørn mere, såfremt at DBU ønsker det. Der hersker dog heller ingen tvivl om, at Morten Olsen gerne tager en sidste tur som klubtræner. Den 68-årige Jupp Heynckes har jo lige vist at man sagtens kan gøre sig gældende i en sen alder. Her i nærværende klumme har vi aldrig været specielt begejstret for Morten Olsen, og han virker efter 13 år slidt, og som alle andre der har været i samme job i over 10 år, burde man overveje at give ham et skub til et andet sted. Om ikke andet så som sportschef og DBUs oldermand.

Morten Olsen får mange pæne ord i disse dage. TV2s nye landsholdsvært Peter Boleslaw nærmest bønfaldt ham forleden, det bør dog ikke overraske. Vi kan godt huske en RASENDE Boleslaw, da han fandt ud af, at DBU havde valgt den sympatiske Bosse Johanson frem for Morten Olsen tilbage i 1996. Olsen havde på det tidspunkt været arbejdsløs i et pænt stykke tid. Klubtræneren Morten Olsen er altid løbet ind i problemer og konflikter af en eller anden karakter. Derfor passer rollen som landstræner ham nok egentlig bedre, da embedet og landsholdet er større end en konflikt imellem to mennesker, der ses seks-syv gange om året.
Banker man lidt på vandrørene, så er det dog heller ikke lutter pæne ord, der nævnes når emnet falder på Landstræneren Olsen.

Da Morten Olsen tiltrådte i sin tid, udtalte han, at danske spillere ikke kunne lave en retningsbestemt tæmning. Det var frisk, og han kom jo udefra det store udland med den holdning. Problemet er så bare, at her 13 år efter den replik, så kan danske (landshold)spillere stadigvæk ikke lave en retningsbestemt tæmning. Modsat Pablo Osvaldo f.eks. Morten Olsen har været i jobbet så længe, at han også har haft en betydeligt ansvar for det materiale som han råder over. Derfor køber vi ikke helt det argument om, at han har fået det mest optimale ud af et ringe materiale. Det er han sådan set selv skyld i.

Det kan sagtens være, at landsholdet kombinerer pænere i dag end for 13 år siden, men det er også blevet et mere udisciplineret hold i løbet af årene. Både på og udenfor banen. Det er også problematisk, fordi det har skabt et unødigt pres og devalueret landsholdets værdi. I et svagt sekund, uden hensyn til spilsystemer, overvejede vi lige Giovanni Trapattoni bare for disciplinen og resultatfodboldens skyld. Men så kom vi i tanker om Traps lønkrav. Han fik vist det dobbelte af Morten Olsen på den grønne ø.

Det kan godt være, at det ikke vrimler med oplagte danske kandidater, og to år mere med Morten Olsen ville være spiseligt indtil en af de yngre kandidater er klar, men tag dog en udlænding ind i stedet for. En udlænding ville se på dansk fodbold med friske øjne og kunne justere den såkaldte røde tråd. Det er jo ikke ligefrem fordi The School of Morten Olsen forsvinder lige med det samme. 4-3-3 og possession-fodbold er som bekendt ikke en dansk opfindelse.

I gamle dage var landsholdet stabilt. Stabilt kedeligt. Nu er det bare ustabilt. Sådan har det altid  været med Morten Olsen. Og det skal være hans eftermæle og argumentet for hvorfor man ikke skal fortsætte.

Conte/Nestor-skalaen er et skrivekollektiv udi sport og spil. Conte/Nestor er alvorlig satire. Her bliver alle hadet og latterliggjort ligemeget, ikke mindst dem selv. Der tages ingen fanger. For kontakt. Prøv Facebook, Twitter eller contenestor@tipsbladet.dk