C/N: VM-Preview Gruppe G - Tyskland

VM-preview Gruppe G

Tyskland. 4.5 på Nestor-skalaen 

Det er allerede syv år og ti måneder siden, at den elegante og nu midlertidigt kørekortfrakendte Joachim Löw overtog og finraffinerede Jürgen Klinsmanns afgermaniseringsprojekt. Klinsmann gjorde - som udslag af lige dele dovenskab og revolutionsiver - noget så utysk som at uddelegere opgaverne og hylde fællesskabet. Sportspsykologer og alverdens konsulenter var pludselig ikke længere tabu, og de tyranniske ledertyper a la Jürgen Kohler, Oliver Kahn og Stefan Effenberg i toppen af truppens hierarki blev med den alvorstyngede Michael Ballack som sidste modvillige bastion enten hældt ud eller omskolet til diplomatiske mentorer for den spirende talentmasse.

Samtidig blev det boldbesiddende kombinationsspil fremelsket, og pludselig vrimlede det med ikke særligt tyskergrimme unge spillere af polsk, afrikansk, og tyrkisk herkomst i noget, der af de bifaldende og krigssamvittighedsprægede tyske medier blev døbt ”Die Multikulti-Elf”. Det tyske landshold var for første gang nogensinde kult. ”Jogi” er en sucker for Arrigo Sacchis presspil i Milan-dagene, og der er ikke noget, han elsker mere end Zidane-agtige boldsikre og pasningsstærke midtbanespillere, der trives i snævre rum, og det er vel årsagen til, at den officielle trupoversigt ligesom ved EM 2012 indeholder 11 spillere i kategorien Mittelfeld. Det er vulgært mange.  

Ud over det ulidelige brasilianske klima (og her kan det undre, at Adidas har lanceret en sort/rød tværstribet CR Flamengo-variant af en reservetrøje) kan skader vise sig som tyskernes største modstander. Stivbenede Holger Badstuber, Bender-brødrene, Marcell Jansen og kebabkvabsede Ilkay Gündogan udgør næppe skæbnesvangre afbud, men Marco Reus’ spilforståelse og førsteberøringer kan vise sig som en mangelvare, ligesom topscoreren ved EM 2012, Mario Gomez, i uortodoks Carsten Jancker-stil kunne have skabt røre i modstanderens straffesparksfelt. Det fysisk stærke hestefjæs, Sami Khedira, er blevet sin korsbåndsskade kvit, men er i bedste fald rusten på den defensive midtbane. 

Löw praktiserer en forsigtig 4-2-3-1 med mulighed for at konvertere Miroslav Kloses angrebsposition til en falsk 9’er - fortrinsvis i skikkelse af Mario Götze; alternativt med ærgerrige og pligtopfyldende, Thomas Müller, der ikke behøver at have bolden for at arbejde sig ihjel. I målet har Manuel Neuer konsolideret sit mandat eftertrykkeligt. Neuer tilhører den nyere forudseende og fodboldbegavede generation af tyske målmænd, og han er langt mere alsidig end sine mange refleksstærke forgængere, der sjældent forlod det lille felt. Han er svær at hade, det skulle da lige være fordi, at han er for poleret. Desuden savner vi og ikke mindst den tyske boulevardpresse de historisk underholdende keeper-tvekampe som Bodo Ilgner/Andreas Köpke-opgøret, den beskidte hanløverivalisering mellem Oliver Kahn og Jens Lehmann og vennedysten Rene Adler versus Robert Enke, der fik et brat og tragisk punktum ved en jernbaneoverskæring i Eilvese. Til gengæld glæder det os helt fantastisk meget, at forfængelige Tim Wiese ikke har spillet klubkampe i mindst 500 dage og i stedet stikker sig med nåle fulde af steroider og tatoveringsblæk. 

I midterforsvaret hersker en velbegrundet frygt for alvorlige positionerings- og afstemningsfejl. Giraffen, Per Mertesacker, der fortsat er nat og dag i Arsenal, har sandsynligvis den seks cm lavere men stadig garderhøje Dortmund-mand, Mats Hummels, ved sin side. Det er kun betryggende, fordi gruppemodstandernes angribere er legendarisk ufarlige, men i knockout-fasen kan der hurtigt blive ballade. På højrebacken er der genvalg til den dynamiske lillebror, Jerome Boateng, der trives mere hjemmevant på positionen end Arne Friedrich gjorde, men han kan også blive aktuel i det centrale forsvar, når Hummels uundgåeligt spiller sig af holdet.   

Det helt centrale Startelfdebatemne er placeringen af anfører Philipp Lahm, der med høj sandsynlighed ikke spiller, hvor han selv er bedst, men hvor hans holdkammerater er svagest. Det kunne godt blive på den defensive midtbane, og i så fald skal vi forberede os på den forvirrede og retningsblinde Magdeburgske posterboy, Marcel Schmelzer, på venstrebacken. Nuvel, han har enkelte brandkampe på samvittigheden, men man skal aldrig lade sig imponere af en mand, der fordriver sine ekstreme fritidsmængder med at spille Yatzy.

Midtbanen er i det hele taget et storartet strategobræt af formationsmuligheder, og eneste helt sikre startbillet indehaves af truppens mest tyske tysker: Bastian Schweinsteiger på den ene defensive plads. På venstrekanten kan Jogi i Reus’ fravær både anvende Thomas Tuchel-opfindelsen, André Schürrle, der trækker ind i banen og Lukas Podolski, der går mod baglinjen, og hvis Twitter-aktiviteter for en stund får os til at fortrænge ærgrelsen over, at de sociale medier ikke var opfundet i Lothar Matthäus’ ungdom.  Højrekanten besættes formentlig af Thomas Müller eller fragglen Mesut Özil, hvis ugidelige og opgivende attitude i Arsenal næppe bliver belønnet med ubegrænset slutrundespilletid. På den centrale offensiv er truppens anden østtysker, Toni Kroos, det mest oplagte valg, selvom det karambolerer med Özils placeringsønsker. I kulissen venter Schalke-fænomenet, Julian Draxler, med en tophemmelig mission om at tilspille sig en lukrativ Bayern München-kontrakt.

Löw har kontrakt til og med EM 2016, men tyskerne gider ikke flere tabermedaljer, så det kan meget vel blive hans sidste slutrunde, for der mangler ganske enkelt for meget samhørighed og homogenitet til, at Tyskland kan gå hele vejen.  

Holdets Nestor: Miroslav Klose. 8.2 på Nestor-skalaen

Ligesom Jon Dahl var det for fire år siden, er Miroslav Klose på rekordjagt. Forskellen er blot, at sidstnævnte har en berettigelse. Når man deltager i syv slutrunder i træk, scorer 69 mål i sine første 132 landskampe og modigt og succesfuldt nedtrapper sin klubkarriere i et fremmed land hos en klub med et forurenet image, så er man sejere end de fleste. Og Klose skal være mere end velkommen i Frankrig om to år.        

Holdets Conte: Philipp Lahm. 2,3 på Conte-skalaen

Nej, det er ikke copy-paste fra de sidste slutrunder. Philipp Lahm er noget nær en komplet fodboldspiller, men hans forudsigelige imødekommenhed og velopdragne iver efter at lystre sine to chefer og faderskikkelser er uudholdelig i længden. Vi savner den barske tyske anførertype, der turde bede alle om at fucke af helvede til!