Kan fantasilioner og fodboldromantik forenes?

Af Andreas Brøns Riise

Et tilbagevendende tema i vores podcast er, at det er en hård tid at være fodboldromantisk Premier League-fan i.

Uden at gå ind i en til tider ganske trættende diskussion om, hvilken liga der er verdens stærkeste, så er der ingen tvivl om, hvilken der er den rigeste.

Vi har allerede set de første tegn på, at de mange penge er med til at gøre Premier League til en mere jævnbyrdig liga. Selv de mindre hold har nu på grund af stenrige ejere og den demokratiske fordeling af tv-penge råd til at smide ufattelige summer efter spillere, de tidligere aldrig ville være i nærheden af.

Med Fernando Llorente i Swansea og Alvaro Negredo samt Victor Valdes i Middlesbrough er det slet ikke umuligt, at vi i denne sæson kommer til at se en ikke-afdanket spansk VM- eller EM-vinder rykke ud af Premier League. Det er ærlig talt fjollet.

Mens man kan argumentere for, at pengene gør ligaen mere lige, kan man også føre sag for, at pengenes indtog sætter flere klubbers selvforståelse under pres.

En del klubber i Premier League er i overhængende fare for at blive den gode dreng, som i klimakset i en haldårlig film vinder 100 millioner i Lotto og tre måneder senere i en rus af dyr champagne, hurtige biler og anden skørlevned bliver skreget "JEG KAN IKKE GENKENDE DIG LÆNGERE" ind i hovedet af en gammel barndomsven.

Søndagsfilmen i denne uge på TV3: 'Everton - The Movie'. I næste uge er det 'Con Air'. Igen.

År 13 efter Abramovich

Med Roman Abramovich’ indtog i Chelsea i 2003 og Thaksin Shinawatras ditto i Manchester City i 2007 fik de to klubber en voldsom bunke penge på hænderne, der ret hurtigt blev brugt til at købe sig til nogle mesterskaber, de ellers ikke ville have været i nærheden af.

Sagde fodboldromantikeren. Bittert.

Reaktionen fra de gamle storklubbers fanbaser var blandede. De fleste var dog enige om, at det var en historisk anomali, man var vidne til.

Bare rolig. På et tidspunkt brister boblen. De rige ejere trækker sig, når de bliver trætte af at spille Football Manager med virkeligheden. Når spillerne har vundet et mesterskab, så vil de traditionelle storklubbers prestige, historiske stadions og bugnende trofæskabe trække mere end penge. Det hele skal nok blive okay igen. UEFA er på vej med Financial Fairplay, og det kunne de da ikke finde på at trække i land med … vel?

Men ak. Der er nu gået 12 år siden Abramovich-Chelseas første mesterskab i 2004/05. Alex Fergusons Manchester United har vundet fem mesterskaber i den mellemliggende periode, og før sommerferien blev Leicester de mest urealistiske mestre i Premier Leagues historie. Ellers har der stået Chelsea og Manchester City på resten.

De fleste storklubber - for ikke at sige alle klubber - i Premier League er nu på pengestærke mænds hænder. Traditionsklubberne har i stor stil bygget nye stadions eller udvidet det gamle. Den nye tv-aftale kan blive tungen på vægtskålen, der gør, at Chelsea og Manchester Citys top dog-status kan udfordres.

Titler versus traditioner

Men kan fodboldpuritanerkontoen overtrækkes - og hvornår er gælden i så fald senest forfalden? Hvor meget kan principperne gradbøjes? Har man lyst til at vinde på den måde, man i årevis har harceleret over?

Wengers Arsenal, Fergusons Manchester United for ikke at sige Shankly og Paisleys Liverpool hvilede - lidt fortegnet - ikke på årlige dyrindkøb af etablerede stjernespillere eller spillere, der valgte klubben af økonomiske årsager. Man skabte stjernerne selv. Man tjente sine egne penge og skabte sin position i fodboldverden via bedre og bedre resultater.

Jeg følger selv en del med på diverse Liverpool-fora, og der udspiller sig hvert eneste transfervindue den samme samtale. En fan skriver, at nu må klubben vise nogle ambitioner og smide store penge efter spillere ”fra øverste hylde”. Hvad det så end vil sige. Vedkommende bliver mødt med en storm af beskyldninger om, at han/hun ikke er ”rigtig fan”. ”Vi laver faktisk selv stjernerne, mester”.

Herefter melder den anden lejr sig på banen med samme beskyldninger om, at modparten ikke har forstået, hvad Liverpool ”handler om”. ”Vi skal være de bedste og vinde mesterskaber. Vi er ikke en subtop-klub. Og i moderne fodbold, der vinder man ting ved at bruge penge. Det er et nødvendigt onde, og sådan er det”.

Jeg er sikker på, at fans af andre tidligere succesvante klubber kan genkende samtalen.

Hvem har ret? Det har begge lejre. Det er med et fortærsket udtryk en del af enhver traditionsklub DNA, at man skal vinde mesterskaber. Men det er i lige så høj grad en del af selvforståelsen, at det skal ske ved hjælp af klassiske dyder, indkøb af lovende spillere, der står foran at skulle tage et skridt op, samt ikke mindst en god håndfuld spillere af egen avl. Hele herligheden gerne toppet op med underholdende og offensiv fodbold.

Det mere og mere presserende spøgsmål er så, om begge dele stadig kan lade sig gøre samtidig.

Det må for alt i verden ikke gå os ligesom ...

En af de ting, som jeg med en vis portion sund skepsis ser frem til at følge de næste år i Premier League, er, hvordan de traditionelle storklubber vil lægge snittet, og om DNA’et knækker over.

Manchester United har smidt kæmpesummer de seneste transfervinduer på store navne som di Maria, Falcao og Schweinsteiger. Med blandet succes. Tendensen er fortsat i denne sæson især med indkøbet af Pogba til - ahem - 39,68 Cantona’er i nutidens penge.

Tillige har man fået en manager ind, man kan argumentere for ligger meget langt fra de klassiske United-dyder om det lange, seje træk og udvikling af egne spillere. Med Mourinho ved roret bliver det næppe aktuelt med en ny Class of ’92 foreløbig. ”Not arrogant just better”-mantraet kan han dog til fulde leve op til.

Her er der valgt hest. Der skal bruges penge. Der skal sluges kameler. Det vigtigste er at få mesterskabet i hus igen, og så må man gå på kompromis. Man skulle jo nødig ende som et nyt Arsenal. 12 år uden et mesterskab. Hvem kan leve med det?

Kan den selvbevidste United-skare kan se sig selv i øjnene, hvis den stil vi ser nu, viser sig ikke at være et midlertidigt nødvendigt onde, men bliver den normaltilstand der skal til for at udvide trofæ-samlingen?

I Arsenal fortsætter Arsene Wenger stilen med dyb tiltro til sine evner til at udvikle spillere og mådehold på pengefronten - fraregnet et enkelt +30 millioner pund-indkøb per sæson. Det var det, der gav mesterskaberne i slut-90’erne og start-00’erne, og det er sådan, Le Proffeseur kører showet.

Den stædige franskmand har i høj grad stadig sine sympatisører i Arsenal og i resten af fodboldverden, men især efter sidste sæsons missede mesterskab, der lå lige til højrebenet, begynder utilfredsheden og fornemmelsen af, at tiden er løbet fra Wenger og hans metoder at brede sig. Man skulle jo nødig ende som et nyt Liverpool. 26 år uden et mesterskab? Come on.

Men kan den høje hest, Arsenal har bygget under Wenger, holde til vægten af alt for mange dyrtindkøbte stjerner, hvis der sadles om?

I Liverpool handler det hele om Jürgen Klopp. Er der en mand, der har vist, at man kan vinde titler uden at bruge store summer, samtidig med at man spiller underholdende fodbold og udvikler egne talenter, så er det ham, lyder det fra håbefulde scousere.

Det tog ham dog et par år med en femte- og en sjetteplads i Dortmund, før han kunne udfordre mægtige Bayern München - i en liga, hvor der alt andet lige er færre om buddet. Og det var vel at mærke ikke en lille klub, han var i spidsen for. Det var en komatøs kæmpe.

The Reds rundede sidste år et skarpt hjørne. 25 år siden sidste mesterskab. Hvor lang er tålmodigheden i virkeligheden på Merseyside, når Klopp-feberen falder et par grader? Hvor hurtigt skal tyskeren levere sølvtøj, hvis ikke der skal brede sig en stemning af, at hvis det er det, der skal til, så må han sgu’ smide de penge efter et par stjernespillere - og så må de klassiske dyder vente?

Man skulle jo nødig ende som et nyt Tottenham. 45 år uden et mesterskab. Utænkeligt. Fortsæt selv listen.

Stay tuned

Det er en velkendt skrøne, at hvis man smider en frø i varmt vand, hopper den op igen, men hvis man varmer vandet langsomt op med frøen i det, så bliver den pænt siddende, indtil der er Kermit-suppe. På samme måde vil man nok se fodboldfans strække sig langt for at få billedet inde i hovedet af netop deres klub som værende på den rigtige side af den magiske "købeklub"-linje til at passe med virkeligheden.

Men der må vel for hulen være en grænse. Med feelgood-faktoren mere og mere ovre i Bundesligaen med dens lave billetpriser, levende fankultur og fokus på at opdyrke egne talenter, tror jeg, at der i en ikke fjern fremtid venter der de engelske klubber en svær opgave med at skræve over både penge og traditioner.

Det bliver spændende at se, om bukserne kan holde, eller om pengetoget kommer til at køre så hurtigt, at sjælen ikke kan følge med. Nogle vil mene, at Premier League-frøen for længst er kreperet.

Fremtiden er som bekendt noget af det sværeste at spå om. Måske lykkes Klopp eller Pochettino med deres projekter og skaber skole? Måske klikker det hele for Wengers Arsenal en sidste gang? Måske rejser der sig et folkekrav om gamle dyder? Måske indfører ligaen et lønloft?

Som indlægget bærer præg af, er der en del åbne spøgsmål. Svarene skal nok komme med tiden. Jeg er ikke overbevist om, at jeg kommer til at lide dem alle sammen. Helt sikkert er det, at det ikke bliver sidste gang, du på denne blog eller i vores podcast bliver udsat for en solid omgang fodboldmæssig pladderromantik og lommefilosoferen om den moderne fodbolds velsignelser og forbandelser.

---

De Falske 9'ere leverer ugentlig podcast fra og om Premier League her på tipsbladet.dk - perfekt for dig, der har fra mini til massiv interesse for engelsk fodbold. Hør den seneste podcast LIGE HER.