Barcelona-dansen om Coutinho er begyndt

Af Andreas Brøns Riise

På sædvanlig subtil vis har Barcelona sendt nærmest hele spillertruppen i byen med tilnærmelser til en spiller, som Blaugrana ønsker at tilknytte.

Taktikken er velkendt. Uden på noget tidspunkt selv at melde om interesse i spilleren, går den ene stjernespiller efter den anden i pressen og lader vide, at de da i øvrigt ville elske at spille sammen med ham.

Denne gang er det Liverpools Coutinho, som Neymar mener, det er universets vilje, at han skal være holdkammerat med. Umiddelbart efter går Xavi til de åbne mikrofoner og siger, at Coutinho skal koncentrere sig om sin nuværende klub, som har gang i noget spændende, men at han da er en af meget få spillere, der ville kunne forbedre Barcelona.

Katalanernes tilnærmelser giver ubehageligt deja vu gange to for Liverpool-fans. I 2008/09-sæsonen formåede Rafa Benitez at hente den første andenplads i syv år, og med Champions League-triumfen fra 2005 endnu i frisk erindring, var der plads til at drømme stort.

I løbet af sommeren blev stjernespilleren Xabi Alonso solgt til Real Madrid og pengene blev geninvesteret i holdet i form af Alberto Aquilani og Glen Johnson. Den følgende sæson blev Liverpool nummer syv.

I 2013/14 var Liverpool lige ved at løbe med et meget usandsynligt mesterskab, primært takket være en allerhelvedes bunke mål signeret og assisteret af Luis Suarez. Barcelona-dansen havde været i gang et stykke tid, og i sommerpausen blev han skudt afsted for £65m, der prompte blev investeret i Lallana, Balotelli, Moreno, Can, Markovic og Lovren. Et år efter kunne Liverpool se tilbage på en rædselsfuld sæson, hvor kun en fabelagtig slutspurt fik dem op på en syvendeplads.

Ved begge lejligheder så Liverpools trup som udgangspunkt styrket ud – i hvert fald i den så højt besungne bredde – efter bytte-bytte-spillerlegen i transfervinduet. Og ved begge lejligheder fik man bevis for, at én international topklassespiller snildt kan være mere end tre gode Premier League-spillere værd.

En ny stjernespiller springer ud

Nu står vi her så igen. Liverpool er kommet flyvende fra start, og med rette er det holdet, der løber med overskrifterne. Målene kommer allevegne fra, og det kan være svært at udpege én spiller som Man of The Match, når den røde målmaskine kværner derudaf.

I min optik er det dog ikke så svært at pege på den vigtigste spiller i Liverpool-offensiven. Coutinhos egentlige gennembrud har ladet vente på sig, men det er kommet i denne sæson. Talentet har der aldrig været tvivl om, men kampe med et meget højt topniveau er som regel blev afløst af perioder med frustrerende ringe output fra den lille brasilianers anstrengelser. Tidligere tiders glimt af topklasse er afløst af en lind strøm af mål og assist samt en perlerække af rigtige beslutninger taget i et rasende højt tempo.

Brasilianeren er både på klub- og landshold sprunget ud som en stabil topspiller, og Barcelona, hvis interesse for talentet Coutinho har været semi-velkendt, har nu skruet op for dansen om topspilleren Coutinho.

Og hvad så nu? Ja, nu skal vi så igennem de rituelle argumenter. Hvis Barcelona eller Real Madrid vil have en spiller, så får de ham også. Det er ærgerligt, men sådan er det. Der er vel heller ikke nogen, der har en interesse i at holde på en utilfreds spiller.

Hvis man får et ry som en klub, der ikke vil sælge til større klubber, selv om de kommer med store bud, så vil det gå ud over fremtidige indkøbsmuligheder. Hvem vil til en klub, der ikke vil sælge, hvis once in a lifetime-muligheden for at komme til Barcelona opstår? Så længe man ikke sælger til en ligakonkurrent.

For sydamerikanske spillere er vejret, maden, sproget og livsstilen bare mere tiltrækkende i Spanien. Det kan støvregn, fish’n’ships, uforståelig scouse og kold-før-tolv bare ikke hamle op med. Seriøst. Har du været i Liverpool? Det havde været noget helt andet, hvis han var englænder.

Naturligvis har alle ovenstående argumenter noget for sig, men var der ikke noget med en tv-aftale, der gjorde, at ingen klubber i PL er nødt til at sælge spillere?
Jo, det var der. Spørgsmålet er så bare, om klubberne har lært af fortidens fejl og er klar til at sende et signal om, at der skal nye boller på suppen.

Ikke kun en Liverpool-ting

For det her er ikke bare en Liverpool-ting. Cristiano Ronaldo bliver ikke yngre, og mon ikke Real Madrid har gemt Eden Hazards telefonnummer? Mon ikke den spanske kongeklub så småt har fået fikset faxmaskinen, der kostede dem de Gea-handlen sidste sommer?

Jeg blev for kort tid siden færdig med ’Ring of Fire’ af Simon Hughes. Den handler om Liverpool i 00'erne, og er, som fodboldbøger er flest. Langt de fleste medvirkende har travlt med retrospektivt at få sig selv til at tage sig så godt ud som overhovedet muligt i diverse kontroversielle situationer i fortiden.

Michael Owen ville ligesom Ian Rush bare et enkelt år til udlandet og så hjem til Liverpool igen. Jaja.

Alligevel er det lidt interessant at læse, hvad Xabi Alonso og Fernando Torres selv – godt nok på års afstand af begivenhederne - giver som begrundelse for deres Liverpool-exit. Førstnævnte var egentlig klar til at blive, men Rafa Benitez havde mistet tilliden til ham efter et tidligere transfer-ønske og mente, at pengene, han ville indbringe, kunne bruges til at styrke resten af truppen.

Sidstnævnte havde mistet troen på projektet. Efter andenpladsen i 2008/09 var Xabi Alonso og Javier Mascherano solgt og erstattet af billige efterligninger. Man begyndte pludselig at snakke om meget langsigtede planer i Liverpool. Det havde El Niño ikke tid til at vente på. Den mest indsigtsfulde analyse af Liverpool i 00'erne kommer højst overraskende fra Albert Riera, der i dag er spillende sportsdirektør i den slovenske klub Koper. Den lyder kort og godt: "Never sell from a position of strength".

Hvis man som top 6-klub i Premier League i dag ikke formår at sælge troen på sit både kort- og langsigtede projekt, er man virkelig ikke en særlig god sælger. Pengene tælles efterhånden i fantasilioner. Nye stadions og tilføjelser til gamle skyder op som paddehatte. Trænerne hedder ikke længere Roy Hodgson, Mark Hughes, Harry Redknapp, André Villas-Boas og David Moyes men Conte, Wenger, Mourinho, Guardiola, Pocchetino og Klopp.

Den mest interessante fodbold spilles ikke længere i Spanien og Tyskland men i England. Ja, jeg sagde det. Selv Stoke spiller med falsk 9’er. Manchester Citys seneste kamp mod Barcelona viser, at afstanden mindskes mellem de allerbedste i Spanien og de tilsvarende klubber i Premier League.

Kampen om den engelske fodboldtrone er vidt åben, og der er fuldt ud lige så god grund til at tro på, at man inden længe kan både spille lækker fodbold og vinde pokaler – og også den med de store ører – i Manchester, Liverpool eller London som i Madrid, Bayern eller Barcelona.

Det kræver såmænd "bare", at de engelske klubber generelt og Liverpool i særdeleshed lærer af fortidens fejl. Gør op med opfattelsen af, at det er naturgivent, at kæresten før eller siden havner i kanen med ham den spanske flødebolle, når han tager danseskoene på. Nej, Shaqiri, van Dijk, Cresswell og Romeu er ikke en endelig udsprunget Coutinho værd. Nej, "holdet" kan ikke erstatte en stjernespiller.

Ja, der skal stjernespillere til for at vinde trofæer. Ja, det er dét, der i sidste ende tæller mest for de spillere, man i fremtiden skal hente til. Og for dem, man skal forsøge at holde i klubben. Også mere end godt vejr og siesta.