Blog: Arsenal sejrer - Arséne fejrer

Af Aidin Sarfaraz

I den forgangne uge har Arsenal forlænget kontrakten med manger Arséne Wenger med yderligere to år. Dermed kommer ”Le Professeur” potentielt op på 23 år i spidsen for den rød-hvide del af det nordlige London.

For dem, der følger klubben indgående, kom det ikke som det helt store jordskælv. Kontraktsagaen havde godt nok stået på en anelse længere og mere intenst end før, men alle indicier tegnede et billede af en ledelse, der ikke er klar til for alvor at ryste posen, samt en manager, hvis kærlighed til klubben og eget embede stadig er for stor til at give afkald på.

For nylig florerede der ellers rygter af varierende pålidelighed om, at klubbens var begyndt at snuse til terrænet uden for deres nærmest junglevildt-tilgroede tryghedszone, og både den temperamentsfulde Thomas Tuchel, den altovervindende Max Allegri og den lavmælt imponerende Leonardo Jardim skulle således have fået hver deres helt egen fane i Arsenalledelsens forkromede Excel-ark. Men det var vist kun de færreste, der reelt formodede, at det notorisk forsigtige hierarki ville kaste sig ud i den slags overskrifter. Istedet valgte man at fokusere på først sæsonafslutning i PL og siden finalen i FA-Cuppen og først tage stilling til kontraktforhold umiddelbart efter.

Hvis det var et strategisk træk, der skulle holde den værste tvivl, forvirring og afledning stangen indtil efter den vigtige opløbsstreækning, virkede det overhovedet ikke. Ved hvert og hvert andet pressemøde blev den stålsatte franskmand spurgt ind til sin kontraktsituation til tydelig og tiltagende frustration for Wenger, der selv til sidst måtte anerkende, at uvisheden omkring hans egen situation formentlig påvirkede hvis ikke spillerne direkte så i hvert fald stemningen omkring holdets kampe og dermed indirekte spillerne.

Og nu er det så officielt: Døden, Skattefar, Wenger i spidsen for Arsenal og alt det dér. Det ellers ikke uanseelige skel mellem de af Arsenals tilhængere, der er hhv. for og imod forlængelsen, er næppe blevet mindre, men der lader nu til at indfinde sig en en form for indvilligende våbehvile de to lejre imellem. Inden for den allernærmeste fremtid kan det jo i sagens natur ikke svare sig at modkæmpe den nylige udvikling.

Hvorfor forlænge?

Fra klubbens side: Amerikaneren Stan Kroenke ejer aktiemajoriteten i Arsenal (foruden fire andre sportshold i USA). De fire andre foretagender klarer sig ikke prangende i deres respektive ligasystemer (hvordan Arsenal klarer sig, vil jeg lade jer om at vurdere), og til fælles har de alle det, at der hersker jævn utilfredshed med ejerskabet over holdene. ”Silent Stan” som han kaldes i Arsenal-kredse har således, siden han trådte til i London, blot overværet en lille håndfuld af klubbens kampe og havde indtil for ganske, ganske nylig ikke ytret en eneste stavelse ud fra under det komisk James Bond-skurkagtige overskæg. Han er der bare, siger ikke et ord, men lader til gengæld sønnens ”sport intelligence”-konsultation hyre af klubben og hiver på den måde en mønt ud af klubben i ny og næ.

Kroenke har fra dag 1 været kæmpe fan af Arséne Wenger. Her har han jo en mand, som formåede at holde klubben i Champions League, mens lånet til det nye stadion skulle afbetales. Det gav ikke alene klubben livsgivende pengeindsprøjtninger, men truede også en overgang med at gøre gennemsnitstalenter som Denilson, Bendtner, Senderos og Djourou til topspillere. Selv de mest indgroede Wenger-modstandere må række hænderne i vejret og indrømme, at det er ret imponerende i sig selv.

De seneste par sæsoner blev det så til en 3. og en 2.plads – endnu bedre!
Hvadenten det skyldes en naturlig aversion mod at købe for store summer eller indsigt i et internt regnskab, ingen andre kender til, har Wenger derudover vist sig helt ekstremt god forretning for Arsenal-ledelsen. Klubben har kulsorte tal på bundlinjen, en række lukrative sponsoraftaler og et verdensomspændende følgeskab, der troligt kaster penge efter merchandise til overpris. Arséne Wenger er manden, der satte Arsenal på verdenskortet.

Hvis man vil bevare status quo, er der dermed ingen god grund til at opsige samarbejdet med Wenger.

Fra Wengers side: Arséne Wenger er verdens største Arsenal-fan; det er helt sikkert. Hvis man betragter situationen udefra og kun konkluderer på baggrund af dekontekstualiserede citatudpluk i den notoriske glubske, engelske sportspresse, kan man let komme til at tro, at manden er en magtsyg, forstokket dinosaur, der nægter at opgive den mindste indflydelse og i øvrigt vil have det hele gjort på sin egen måde. En diktator, der engang var til udelt gavn for klubben, men som er blevet overhalet af udviklingen og desperat klynger sig til sin trone. En sådan slutning strejfer kun sandheden flygtigt og desuden fra den forkerte vinkel, hvis man spørger mig.

I virkeligheden er en mere rammende analogi nok at betragte Wenger som en alt for overbeskyttende forælder. Når tiden er rette, og ungerne skal flyve fra reden, må enhver forælder jo sluge sin iboende bekymring for og hang til beskyttelse af sit afkom og erkende, at purken før eller siden skal lære at klare sig uden hjælp fra papper/mutti. Det falder givetvis nogle lettere end andre.

Som far til en hjemmeboende voksen sidder Arséne Wenger således i den situation, at han kan præge sit hjertebarns virke optimalt i den stilling, han besidder. ”Jeg ved, hvad der er bedst for klubben” er den stående mantra, og så længe, han føler det sådan, giver det jo fin mening, at han ikke vil overlade sædet til en anden.

Arsénes største svaghed udspringer dermed altså ikke i en udspekuleret vision for egen succes eller magtyranniske aspirationer, som skal sikre ham og hans mest muligt. Jovist tjener han en kongens mønt i sit embede, men det handler ikke om penge for ham. Det handler om at tilføre Arsenal Football Club størst mulig medgang – og det er han overbevist om, at han er den rette mand for. Han vil klubben FOR meget.

Kombineret med det forhold, at han, over tid, har spærret sig mere og mere inde med sine egne idéer, sidder mange tilbage med indtrykket af, at udviklen har overhalet ham. Der er ingen, der helt ved, hvorfor hans kreds af rådgivere er så begrænset. Det kan skyldes administrative udviklinger på Arsenals bonede gulve (fyring af klubbens mangeårige kontraktchef, David Dein; ansættelse af bestyrelsesformand, Ivan Gazidis; tilkomsten af Kroenke), eller det, at fodboldverdenen har gennemgået en omvæltende udvikling i løbet af hans tid i spidsen for samme hold. I den henseende er det jo en ganske normal psykologisk mekanisme at klynge sig endnu strammere til ens egne idealer og overbevisninger. Ikke altid skidesmart, men forståeligt.

Det korte af det efterhånden temmelig lange er, at Wenger simpelthen endnu ikke har det i sig at give slip på den klub, han kun vil det allerbedste.

Taktisk og på banen har de seneste par sæsoners konsekvente faldgruber røbet, at hans hold ikke formår at spille op med de aller-, allerbedste – til stor frustration for tilhængerne. Men tallene lyver ikke ikke altid; eksempeltvis har holdet netop afsluttet en sæson på 5. pladsen med FLERE sejre og FLERE mål scoret end den forrige, der som kendt gav en 2.plads. På trods af det og den ellers lovende start på tilværelsen med 3 midtstoppere er de fleste ved at være enige om, at Wenger ikke har den fornødne taktiske snilde til at føre holdet op på den seneste bølge inden for taktiske trends og opskrifter på succes.

Fra tilhængernes side: Det er vist ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt folk synes, franskmanden skal fortsætte i spidsen for Arsenal, men snarere en opdeling i dem, der vil have ham ud på røv og albuer, og dem, der vil have ham til at trække stikket selv - NU.

Selv luftede Wenger for en sjælden gang sin personlige utilfredshed med noget af den pågående og dybt personlige kritik, som visse fraktioner af Arsenal-fanskaren foruden den vanlige anddel Twitter-amøber har rettet imod ham. ”Folk har ret til deres holdninger, selvfølgelig”, har hele tiden været hans udmelding. Men derfor kan man jo godt gøre det på en ordentlig måde, og at kalde manden ”senil”, ”diktatorisk” eller en række kulørte 4-bogstavsord på engelsk er ganske enkelt ikke acceptabelt. Eller konstruktivt.

Selv håber jeg – for folks egen skyld – at den fremherskende modvilje mod manden vil lægge sig lidt for en stund. For hvadend man synes om det, at klubben har forlænget med ham, er det gentagne gange, med al ønskelig tydelighed, blevet demonstreret, at holdet på banen lider mærkbart under tilskuernes utilfredshed. Så hellere bruge kræfterne på at diskutere spillet.

Derudover kunne jeg personligt ønske, at folk så manden for det, han er og vil, nemlig en person der lider under sin alt for store kærlighed til klubben og stolthed over at være i spidsen for den, og således lade kritikken af ham tage udgangspunkt i det faktum.
Selv blev jeg for længe siden enig med mig selv om, at det er på tide at få en anden til roret, men jeg hører resolut til i den lejr, der vil lade det være op til manden selv og så ellers håbe, at dagen, hvor han indser, at ungen skal flytte hjemmefra, kommer meget snart. For det er jo ikke fordi, Arséne er en katastrofe for klubben og dens tilhængere. Vi vil bare gerne se noget nyt nu.

I forhold til spillet på banen er der helt utroligt nok lidt at se frem til forud for næste sæson. Efter en imponerende triumf i FA Cup-finalen er vejen banet for at forstætte med 3 midtstoppere og wingbacks, hvilket jo fordrer en helt anden spillerkøbsprofil end hidtil. Transfersagaerne om Sanchez og Özil er ved at være blevet kedelige (Gutter, skriv under eller smut – een af delene. Kom i gang.), og jeg er således spændt på at se, hvordan Wenger går til transfervinduet nu. Vil han købe ind til den nye opstilling? Og hvem bliver skåret fra truppen?

Der går rygter om alt fra Kolašinac hen over Fornals og til Mbappé. Silly Season er skudt i gang med et brag, og på trods af pludselige og forestående (ikke-)ændringer i og omkring klubben, står een ting som altid fast: Det er sjældent kedeligt at følge Arsenal.

- - - - - - - -

De Falske 9'ere er Danmarks ældste dedikerede Premier League-podcast. Lyt med, når Martin, Andreas og Aidin gennemgår ugens runde med knivskarpe analyser og højt humør. Du kan følge dem og finde links til udsendelserne HER.