Blog: The end of The Swansea Way?

Af Andreas Brøns Riise

3. maj 2003. Swansea City har ryggen mod muren. Alt andet end en sejr hjemme på Vetch Field mod Hull City vil betyde farvel til divisions-fodbold og nedrykning til Conference League for den walisiske klub.

På trods af at den succesfulde lokale forretningsmand Huw Jenkins og en fond bestyret af fansne overtog klubben i januar 2002, synes man ude af stand til at stoppe den galoperende nedtur, der startede to år forinden med nedrykning til den laveste række i det engelske divisionssystem.

Tre mål af lokalfødte James Thomas bliver altafgørende. Med en sejr på 4-2 redder Swansea City sig en sæson mere i den daværende Third Division. Den kamp bliver et vendepunkt og starten på et smukt fodboldeventyr i den lille by med godt 300.000 indbyggere.

I sommeren 2004 går manager Kenny Jackett på rov i de lavere rækker efter defensiv forstærkning, og med en vis Garry Monk – hentet ind fra Barnsley – som stensikker styrmand i en helt ny defensiv sikrer man sig oprykning til League 1.

I årene efter følger en flytning fra Vetch Field til det nye og større Liberty Stadium, hjemtagelse af flere af de mindre pokaler, der kun har deltagelse af klubberne under Premier League, og en opgradering af spillertruppen.

Grundlæggelsen af The Swansea Way

I februar 2007 synes udviklingen dog at stagnere. Oprykning fra League 1 er efterhånden en meget teoretisk mulighed, og både fans og ejer Huw Jenkins lufter offentligt deres utilfredshed med resultaterne. Det får manager Jackett til at tage sit gode tøj og gå, og afløseren bliver en 33-årig uprøvet spanier, klubben har ladet gå som spiller ni måneder forinden - og som i øvrigt spillede på den centrale midtbane den aften i maj 2003.

Navnet er Roberto Martinez, og under hans ledelse kommer der nye boller på den walisiske suppe. Ud til højre ryger Jacketts fokus på defensiven, og med Martinez’ fokus på boldbesiddelse og offensiv fodbold, taber Swansea bare én ud af sæsonens resterende 11 kampe. På sidstedagen af sæsonen lader man man dog pladsen i play-off glide af hænde med et nederlag på et for Martinez-hold ikke uvant resultat: 3-6 til Blackpool på hjemmebane.

Næste sæson bliver et triumftog for manager Martinez og Swansea. Førstepladsen i League 1 bliver sikret efter 82 scorede mål – højeste antal siden 78/79 – og for første gang siden 77/78 spiller topscoreren i Swanseas division for waliserne, da Jason Scotland netter 24 gange. Det nye Swansea er født.

Herfra kigger waliserne sig aldrig tilbage, og selv om Martinez forlader klubben til fordel for Wigan og bliver afløst af portugisiske Paulo Sousa, nordirske Brendan Rodgers, danske Michael Laudrup og endelig klublegenden Garry Monk, bliver oprykningen til Premier League, fire midterplaceringer og et League Cup-trofæ sikret på det, der nu er blevet kendt som The Swansea Way.

Det vil sige den kontinentale, boldbesiddende spillestil, der blev indført af Martinez og videreført af hans efterfølgere, intelligente indkøb og overskud på kontoen.

Efter 12 år i klubben bliver en 15. plads med faretruende lille buffer til nedrykningspladserne og kun én sejr de seneste 11 kampe endestationen for Garry Monk som Swansea-manager den 9. december 2015.

Afløseren Fransesco Guidolin styrer skuden i havn. I sommeren 2016 bliver 60 procent af aktierne solgt til amerikanske ejere – dog stadig med Huw Jenkins som formand og fan-repræsentanter i bestyrelsen – og her små fire måneder senere er Guidolin afløst af Bob Bradley efter endnu en bekymrende sæsonstart for Swansea. For første gang siden 2007 synes Swansea at stagnere.

The American Way

Da de nye amerikanske ejere Steve Kaplan og Jason Levien overtog aktiemajoriteten i klubben, var de hurtige til at understrege, at udmærket vidste, hvad Swansea var for en klub.

I deres pressemeddelelse understregede de fire ting:

1. ”Once we decided on the Premier League, we looked for a club that possessed a particular style of football on the pitch that we believe will give rise to sustainable long-term success”.

2. ”This historic and powerful relationship between the fans and the club is the single most important answer to the question, 'Why Swansea City?' It's a unique story of a club rescued by a combination of mainly local businessmen and a group of fans who decided they couldn't stand by and let something they love die”.

3. ”We also want to acknowledge the Supporters' Trust which will remain a significant shareholder in the club … we plan to work with the Trust as our partners in determining the best path to expand and improve the fan experience at the Liberty Stadium”.

4. ”Huw [Jenkins] will play a major role in our plans for the club. He was part of the leadership that brought the club from the depths of the Football League to the Premier League and our mission is to support him in maintaining the drive and vision we all have for the Swans”.

Altså et oplæg til en fortsættelse af The Swansea Way både på og uden for banen. Alligevel knager det i fugerne i det walisiske.

Fansne er rasende over den måde, det seneste managerskifte er foregået på, hvor deres repræsentanter i bestyrelsen ikke er blevet konsulteret. Nærlæser man ovenstående, blev de dog ikke lovet andet af de nye amerikanske ejere, end at de ville blive taget med på råd om, hvordan man forbedrer ”the fan experience at Liberty Stadium”.

Læs: Hvordan man får flere kunder i butikken.

På trods af Huw Jenkins’ fortsatte rolle som formand nager mistanken om, at amerikanske Bob Bradley primært er ansat af de amerikanske ejere. Forlydenderne i pressen går på, at Jenkins havde foretrukket, at walisiske Ryan Giggs havde overtaget rorpinden.

Formanden har været i pressen og garantere, at Bob Bradley er klar over, hvilken fodboldfilosofi The Swansea Way bygger på. Den amerikanske ex-målmand Brad Friedel har dog allerede advaret The Swansea Faithfulls om, at de står over for et kulturchok.

”Bob's not a long-ball coach, but it will be more pragmatic. I'm not saying it will not be pleasing on the eye, but it will be efficient. I mean that in a positive way, not in a negative way, but it […] will be different from what it was with Brendan Rodgers and Roberto Martinez, so I hope the fans will be prepared for that”, udtalte Friedel, der har mange års erfaring med at spille under Bob Bradley, for nylig til BBC.

The end of The Swansea Way?

Alt i alt trænger spørgsmålet sig på, om vi står ved enden af den vej, der på bare 13 år har bragt The Swans fra at være et James Thomas-hattrick fra at ryge ud af divisionerne til at være en af fodboldromatikernes sidste bastioner i Premier League.

På den ene side er ansættelsen af Bob Bradley fint i tråd med The Swansea Way. Huw Jenkins har ikke vist sig bleg for at sætte managers på porten på grund af midterplaceringer. Ansættelserne af managers, mens Swansea er steget i graderne, har været hvad man på fodbold-engelsk kalder ”left field”. Hverken Roberto Martinez, Paulo Sousa, Brendan Rodgers, Michael Laudrup eller Garry Monk var oplagte kandidater, da de satte sig i trænersædet på Liberty Stadium.

Hverken på spiller- eller trænerfronten har Swansea været bange for at gå deres egen veje. Som regel er skeptikerne blevet modbevist i længden.

At Swansea er endt med den spillestil, de har, er nok ligeså meget et resultat af, at det virkede for Roberto Martinez. Derfor forfulgte man en fortsættelse med de efterfølgende managers. Helt tilbage dengang i 2007 pegede fodbold-trend-pilen på boldbesiddelse og ”death by football”.

Men ni år er som bekendt meget lang tid i fodbold. På trods af, at Guardiola stadig dominerer med sin tika-taka, peger pilen nu i retning af – eller er pendulet svinget tilbage på - mere direkte fodbold. Allerede under Garry Monk begyndte Swansea at spille mere på omstillinger. Publikum på Liberty Stadium er i denne sæson blevet hørt sukke eller sågar buhe, når Cork, Britton og Ki, triller bolden formålsløst rundt på midtbanen.

Sat lidt på spidsen kan man sige, at The Swansea Way var succes – og boldmassage var et middel til målet. Med fire point og seks mål scoret efter syv kampe, tror jeg ikke, det vil resultere i afgrundsdyb identitetskrise og utilfredshed hos Swansea-tilhængerne, hvis man får bolden lidt hurtigere frem til nogle hurtige fløje og ind i panden på den store, spanske targetman inde foran.

Det var spillet på banen. Uden for banen ser det straks værre ud. Opstigningen gennem rækkerne blev til dels hjulpet på vej af Huw Jenkins pengepung. Men på trods af, at det er så romantisk, at det næsten ikke kan være sandt, så er Swanseas opblomstring også en historie om en unik forbindelse mellem lokalområde og fodboldklub.

Ærkerivalerne fra Cardiff har siden 2000 har set libanesiske Sam Hammam, engelske Peter Ridsdale og den dynamiske malaysiske duo Datuk Chan Tien Ghee og Vincent Tan føre klubben fra League 2 til en enkelt sæson i Premier League via massive pengeindsprøjtninger. Men de har også forsøgt at ændre navnet på klubben, ændret de klassiske blå klubfarver til rød, taget – undskyld mit franske – røven på tilhængerne med ”The Golden Ticket Scheme” og efterhånden gjort klubben til engelsk fodbolds punchline.

I samme periode har Swansea-fødte Huw Jenkins og fansne i samarbejde gjort en landsbyklub til et sympatisk og succesfuldt fodbold-eventyr.

Det er svært at spå om fremtiden, men hvis det, vi ser nu, er begyndelsen til enden på det – hvis Kaplan og Leviens sympatiske udmeldinger viser sig blot at være flotte ord i en pressemeddelelse – så er vi, desværre, nået til enden af The Swansea Way.

------

De Falske 9'ere leverer ugentlig podcast fra og om Premier League her på tipsbladet.dk - perfekt for dig, der har fra mini til massiv interesse for engelsk fodbold. Hør seneste afsnit her og tag del i løjerne på 9'ernes Facebook-side.