Blog: November betyder Arsenal-overskæg i postkassen

Af Aidin Sarfaraz

Arsenal er ubesejret i 18 kampe i alle turneringer – den længste stime i engelsk fodbold pt.. Der er tre point op til 1.pladsen i Premier League, og det røde Nordlondon-mandskab har pt. konkurrencens tredjebedste forsvar. Fra nu af og frem til d. 4. februar skal holdet kun møde Man City og Chelsea ud af de direkte konkurrenter til guldet.
Status: Masser af tid og rig mulighed til at fange kraftig vind i sejlene og etablere sig som mesterskabskandidat.

Med den sene sejr ude over de bulgarske skovfogeder fra Ludogorets fik Arsenal ligeledes for 14. sæson i streg sikret sig avancement fra gruppespillet i Champions League. Gruppefinalen hjemme mod PSG blev ”tabt” 2-2, hvilket dog i skrivende stund er svært at kategorisere som hverken held eller uheld, da 1. pladsen kan betyde bla. Bayern München, Real Madrid eller Juventus. I den hjemlige Anders And Cup skal holdet møde Southampton på hjemmebane.
Status: Kunne have været bedre – men ikke meget.

Truppen holder sig nogenlunde. Udover langtidsskadede Mertesacker, Velbæk og Lucas Pérez må stærkeste opstilling pt. ”kun” undvære Bellerín og Cazorla. De mangler så godt nok også gevaldigt, men sammenlignet med fordums tidlige skadeskriser er holdet i ganske fin forfatning. Der er i al fald hverken grund til eller behov for januarindkøb.
Status: De seneste sæsoners opbygning af en bred trup bærer frugt i tider som disse.

Hvorfor slår november måned så tilsyneladende igen Arsenal ud af kurs?

Vi har været her før

Med risiko for at gentage en stående pointe fra den ugentlige podcast igen-igen-igen er vort bedste bud, at den vanlige afskrivning af Arsenal skyldes, at det er svært at få øje på en overordnet plan eller et overordnet princip bag holdets gebærden på grønsværen. Dermed er det ekstra svært at udpege, hvad det egentlig er, de er gode eller dårlige til.

Arséne Wengers hold er notorisk svært at analysere ud fra nogen som helst taktisk rød tråd i flere kampe ad gangen. Analysen – og devisen – lader som regel til at være: ”Fordel jer nogenlunde sådan her og spil så bolden til Özil”. Når det virker, virker det rigtig godt. Når det ikke virker, kommer hele holdet til at fremstå taktisk rådvilde.

I sæsonens tre første måneder har Arsenal faktisk været temmelig stabile i deres udtryk. Selvom Arséne Wengers mandskab har vist sig sværere at slå og til dels også bedre til at hente ”uskønne” sejre, har november måned på mest klichéagtig facon medbragt de sædvanlige faldgruber: taktisk ufleksibilitet og usammenhængende presspil.

Med førstnævnte forstås holdets til tider endog voldsomt frustrerende insisteren på at kilde bolden helt ind over målstregen. Det lyder efter hånden banalt, men særligt Girouds fravær har forværret tendensen, da franskmandens afløser typisk har været den tasmanske djævel, Aléxis, som har det med at tonse rundt alle andre steder, end hvor en central angriber ellers normalt befinder sig. ”Normalt”. Det har givet Arsenal yderligere en midtbanespiller, så de nu er 6-7 mand om at massere bolden rundt på grænsen til modstanderens felt. Det er som om, der mangler en grundlæggende fukntion på holdet.

Det’ sørme, det’ Santi, det’ ... november

Arsenal afhænger kraftigt af Mesut Özils evner som låsesmed. Uheldigvis for dem er Özil formentlig een af de elitespillere, hvis indsatskvalitet har det med at svinge mest drastisk fra kamp til kamp. Den ofte taktisk fejlfortolkede tysker (ja, vi er meget kloge på podden) og særligt hans kropssprog har det med at fungere som lynafleder for kritik efter dårlige holdindsatser. I virkeligheden stammer Arsenals spilopbyggende problem andetsteds fra, nemlig skadesbænken, hvor en vis spanier har siddet i over en måned nu.

Da bette klejne Santi Cazorla i sommeren 2012 (faktisk på min fødselsdag!) blev hentet til London fra pantsatte Málaga, havde den absurd to-benede troldmand fungeret både som holdets 10’er, arkitekt og byggeleder bla. i mange år under Manuel Pellegrini i Villarreal, hvor han i lære hos Juán Roman Riquelme. Det er derfor stadig overraskende for observatører, 1) at Cazorla er endt med at rykke så langt ned på banen, nemlig nede ved siden af holdets designerede skraldemand, og 2) ... at han udfylder rollen så effektivt og yndefuldt.

Selvom Özil og Aléxis oftest løber med overskrifterne, er den lille spanier altså holdets helt store omdrejningspunkt. Cazorla er startet inde i 9 ud af 10 Arsenal-sejre denne sæson, og af denne oversigt over afleveringer fremgår det således tydeligt, at holdet succes afhænger af hans evne til at lette presset på forsvaret den ene vej og finde Mesut Özil den anden. I Cazorlas fravær har Özil nemlig måttet falde 15-20 meter længere ned i banen og modtage bolden fra enten Coquelin eller Elneny, der ikke ligefrem specialiserer sig i skarpe, hurtige stikninger og boldøje.

Senest, Cazorla spillede med for Arsenal, afklædte de Ludogorets 6-0. Siden hans skade er det blevet til sejre over Sunderland og Ludogorets (begge med noget besvær) og ellers tre uafgjorte. Særligt i de tre uafgjorte, der alle har været mod såkaldt ”store” hold (Man U, Tottenham, PSG) har spillet ikke fungeret for Wengers mandskab, der har måttet nøjes med et usædvanligt lavt snit på 1,33 forsøg inden for rammen.

Når Özil så, i Cazorlas fravær, falder ned mod midterlinjen for at hente bolden, forlader Aléxis automatisk sin angrebspost og dumper ned i det tomrum, tyskeren efterlader, og så er der pludselig ikke nogen at sigte efter på frontlinjen og [taktisk bla bla bla]. You get the picture.

Presspil og hvad så nu?

Den anden pointe, den med det usammenhængende presspil, fordrer nærmest et helt blogindlæg for sig selv. Eller ikke. Man skal nok i virkeligheden ikke have læst og forstået mere end en håndfuld kapitler i ”Den Store Bog Om Presspil” for at kunne konstatere, at Arsenal er himmelråbende dårlig til at applikkere et systematisk presspil. Du kan jo selv lade det komme an på en prøve ved at tælle efter, næste gang du ser en Arsenal-kamp, hvor ofte den pressende Arsenal-spiller tættest på boldholder vender sig om, konstaterer, at han er mutters alene om at buse efter bolden, standser og slår ud med armene i retning af sine holdkammerater.

Jeg kan ærlig talt ikke finde ud af, om Arséne Wenger på lige netop dét punkt er en håbløs dinosaur eller et reuglært geni. Enten er han dinosauren, der ikke på nogen måde lader til at have formået at følge med den taktiske udvikling i presspil de seneste, ja, to årtier. Eller også er han det helstøbte fodboldgeni, der formår at bevare sit hold med i kampen om toppositioner år efter år uden at behøve at presse modstanderen ud fra nogen som helst sammenhængende strategi.

November måned, Arséne Wengers notoriske rædselsmåned, er snart omme. Arsenal skal lige møde Bournemouth i ligaen og Southampton i Anders And-cuppen, inden vi skriver december i kalenderen. Santi Cazorlas skade er ”forvirrende” for Arsenals lægestab, og den lille tilrettelægger rygtes således ude i fire ugers tid endnu. At The Gunners ikke afhænger af en enkelt spiller er det stadig op til spillerne at vise. Manageren sagde i hvert fald forleden, da han snakkede om de 18 ubesejrede kampe: ”Somme tider rammer man en stime, hvor man ikke vinder helt så ofte. Det er nu op til os at fortsætte med ikke at tabe og prøve at vende uafgjorte til sejre. Men der er ingen grund til panik”.

---------------------------

De Falske 9'ere leverer ugentlig podcast fra og om Premier League her på tipsbladet.dk - perfekt for dig, der har fra mini til massiv interesse for engelsk fodbold. Hør seneste afsnit, "DAMER" HER og tag del i løjerne på 9'ernes Facebook-side.