Blog: West Hams lange vej til toppen af poppen

Af Martin Svarre Christensen

"The Academy of Football", som West Ham ynder at kalde sig selv, har slået sine jernhårde folder på traditionsrige og gamle Boleyn Ground - også kendt som Upton Park - siden 1904. Med et storstilet stadionryk til London Stadium er der sket en ændring i klubben fra øst. Selv om trofæskabet ikke ligefrem bugner af prominente pokaler, så har Upton Park alligevel lagt græs til fodboldlegender som Bobby Moore, Geoff Hurst, Trevor Brooking, The Lampards og ikke mindst Shaka Hislop og Nigel Reo-Coker.

Men det er ved at være noget tid siden, at West Ham har været talk-of-town, og de har måttet se flere af deres bysbørn vokse sig store og stærke i både den engelske og internationale fodboldbevidsthed. Klubber som Chelsea, Arsenal og Tottenham er blevet det, man med gadens sprog kalder for storhold, og som dertil har kunne hente både trofæer og store spillernavne til deres respektive klubhuse.

Alt imens har West Ham måttet sidde med Fulham og Crystal Palace i hånden og set misundeligt på. Men det skulle der gøres noget ved, for West Ham vil også være med i klubben for seje hold i London.

Arbejderklassens hold

The Irons vil gerne op og lege med de store drenge. Hvor de førnævnte storklubber kommer fra dele af London, der traditionelt hører til den øvre middelklasse og det, der er højere, så har West Ham sit udspring i det mere brogede østlige London, der er kendt som et område præget af arbejdsløshed, vold og kriminalitet. Eller sagt med andre ord: Londons svar på Sydhavnen (i København).

Det er et rygte, som West Ham-fansene bærer og ofte gerne med stolthed. Hvem husker ikke episoden i sidste sæson, hvor den sidste kamp på Upton Park imod Manchester United blev forsinket en del, fordi West Ham-fans overdyngede Man Utds spillerbus med flasker og andet kasteskyts, og seneste hjemmekamp hvor Middlesbrough-tilhængere blev angrebet med knive. Et rygte, der er svært at slippe af med, men det har klubbens ledelse tænk sig at lave om på.

Brandet West Ham United Football Club skal laves om, og The Hammers skal derop, hvor deres London-brødre har det sjovt. Det største skridt i den retning har været flytningen fra Upton Park til London Stadium, som West Ham har fået lov at rykke ind på efter en aldeles favorabel aftale med kommunen. Dette ryk skal være startskuddet til, at klubben hiver sig et niveau eller tre op på alle fronter.

De skal nu være en klub, der  spiller i Europa, er et af de irriterende hold i Premier League lige under toppen, samt henter prominente navne ind på holdkortet.

Hvad har det  så at gøre med fansene, som jeg har beskrevet, spørger du måske? Det har det med fansene at gøre, at West Hams vice-chairman Karren Brady har udtalt, at klubben skal rebrandes, og at klubben ingen kultur havde, før den nuværende ledelse med David Sullivan i spidsen kom til.

Stikpillen med ingen kultur i klubben er vist ment med henblik på den forretningsmæssige kultur i klubben. Men i tråd med issues som, at sikkerhedsvagter på London Stadium har travlt med at få hjemmebanepublikummet til at sætte sig ned, og at den gode Karren har udtalt om det nye olympiske stadion: »As plans take shape it becomes even more apparent that our new home will be one of the greatest arenas in world football and a platform to transform the future of our great club«, tyder meget på, at man gerne vil væk fra det rå og middelklasseprægede image.

Et projekt der er dømt til at fejle?

At man gerne vil hæve ambitionerne i en fodboldklub, og at man skal have en stabil forretningsmodel op at køre, så man kan tjene nogle flere penge, er helt forståeligt. Og med dagens moderne fodbold er det nok mere en nødvendighed end et egentligt ønske. Men det er en svær manøvre, de har sat iværk i det østlige London, og det lader til, at de er villig til at gå på kompromis med de ting og traditioner, der kendetegner West Ham.

Derved overser de bevidst deres fans og den kultur, der længe har været i klubben. Det er i hvert fald det, jeg læser mellem linjerne i det, jeg ser ske i West Ham i disse år.

Spørger du mig, så virker det som om, at man meget hurtigt gerne vil have et nyt West Ham op at køre, hvor man forsøger at blive hele Londons hold, som spiller på London Stadium og som har fået skrevet "London" ind i det nye klublogo. Og man vil meget gerne hurtigt etablere sig i toppen af Premier League sammen med Chelsea, Arsenal og Tottenham. Og så vil man som trumf på også have succes i Europa.

Men som vi også snakkede om i seneste udgave af vores podcast, så har West Ham fået en svær start i denne sæson, hvor spillet ikke kører - og da slet ikke på hjemmebane - og hvor eventyret i Europa fejlede totalt. Prikken over i'et var deres mange "European Tour" t-shirts, som måtte skrottes allerede efter første kvalifikationsrunde i Europa League.

Man vil for meget for hurtigt hos The (not so) Happy Hammers. At skabe et nyt storhold i en fodboldby som London, hvor konkurrence om succes er kæmpestor, er en lige så stor udfordring, som det er for Modou Barrow at cleare en bold i eget felt. Det vil tage tid og fornuftig planlægning, hvis det skal lykkes.

Og hvorfor smide sit ry som klassens rå dreng i læderjakke og nitter efter at bliver som de mere "posh" Londonklubber? Jeg synes, det er synd, hvis vi mister det West Ham, vi kender fra Upton Park, som giver noget kolorit i ligaen, og endda endnu mere med en træner som Slaven Bilić i spidsen.

Uanset hvad, bliver det spændende at følge med i West Hams projekt, som jeg håber går den rette vej, men på den rigtige måde.