Hit the road, Joe - for din egen skyld
Generelle

Hit the road, Joe - for din egen skyld

Med en uge tilbage af transfervinduet overvejer Manchester City-målmand Joe Hart sin fremtid på højtryk. Finde nye græsgange eller blive og kæmpe for pladsen? Historien viser, at sidstnævnte sjældent er en god ide under Pep Guardiola.

Af Andreas Brøns Riise

Efter Manchester Citys kamp mod Stoke i lørdags, hvor Joe Hart for anden kamp i streg var blevet vraget til fordel for Willy Caballero, dukkede Arsenal-legenden Ian Wrights altid sympatiske ansigt op på skærmen.

I sin egenskab af ekspert på BBC’s Match of the Day gav han den engelske landsholdsmålmand et par gode råd med på vejen. De lød i korte træk, at Hart skal blive i klubben, arbejde hårdt på at blive den målmand, som Pep Guardiola gerne vil have, og kæmpe sin chance for at blive en del af spanierens projekt.

Et voksent, velmenende, nærmest alfaderligt råd – og den ringeste karriererådgivning siden nogen fortalte Steve McLaren, at det er overvurderet at være medlem af en A-kasse.

Barcelona-udrensningen

Klip til 2008. Pep Guardiola er lige blevet forfremmet til cheftræner i Barcelona, der har hentet medaljer de foregående fem sæsoner i streg. Stort set som sin første handling meddeler den unge træner, som indtil da har været træner for klubbens B-hold, at superstjernerne Ronaldinho, Deco og Samuel Eto’o ikke har en fremtid i klubben.

Ronaldinho bliver – sammen med den italienske verdensmester Gianluca Zambrotta – skibet af sted til AC Milan. Deco tager nyrige Chelsea imod med kyshånd. Den mest dekorerede afrikaner gennem tiderne – Eto’o – kan der ikke findes en køber til.

Camerouneren tager imod fremtids-Ian Wrights karriereråd. ’Suck it up’. ’Get on with it’. ‘Win him over’.

Hvordan Guardiolas første sæson som Barcelona-træner gik, behøver de færreste nok blive mindet om: El Treblo – som det utvivlsomt hedder på spansk – kom i hus. Og den uønskede Eto’os rolle? Han havde såmænd en af sine allerbedste sæsoner nogensinde. 36 mål i 52 kampe – heraf seks styks i Champions League-triumfen.

Næste sæson var han Inter Milan-spiller.

Tak for alle målene. Tak for, at du brugte uendelige mængder tid med ryggen til mål for at være levende bande for Messi. Tak for det hele. Du kan bare aflevere dit rygnummer til Zlatan på vejen ud.

Respect my authoritah!

Når Guardiola kommer ind ad døren i en ny klub, så gør han det med en klar vision for, hvordan holdet skal spille – og han har også en plan om at gøre sig til alfahan i koblet. Jeg har på fornemmelsen, at planen for, hvordan han opnår førstnævnte er noget mere detaljeret end for, hvordan han skal lykkes med det sidste.

I Barcelona var det ud til højre med de tre førnævnte stjerner, der – sammen med Messi - havde tegnet offensiven på holdet i årene forinden. I Bayern München var det farvel til midtbane-hardhitteren Luiz Gustavo samt topscorer og tika-taka-kryptonit Mario Gomez - året efter Toni Kroos og Mario Mandzukic.

Det kan til tider være lidt svært at finde hoved og hale i, hvem der må lade livet, når Guardiola indtager nye græsgange, og hvem der får lov til at være med. Er det af hensyn til hierarkiet i truppen? Almindelig fornyelse? Fodboldmæssige årsager? Mit bud er, at det foregår meget instinktivt, og at han er en mand, det er svært at få til at ændre selv den mest mavefornemmelsesbaserede holdning.

I Barcelona var det helt rigtigt set, at Ronaldinho måtte videre. Han var selve symbolet på 04/05- og især 05/06-Blaugrana-holdet, der havde tryllebundet fodboldfans verden over. Men fiestaen havde forlængst overhalet fodbolden. Deco måtte der ligeledes tages afsked med, hvis der skulle gøres plads til Xavi-Iniesta-aksen på midten.

Men Eto’o? Han havde godt nok rodet sig ud i en disciplinær kontrovers med daværende Barcelona-træner og nuværende skolefodbold-manager Frank Rijkaard, men han er ikke kendt som en besværlig type. Hans første udmærkede sæson under Guardiola tydede heller ikke på, at det var hverken de spillemæssige kvaliteter eller motivationen, den var gal med.

Afløseren Zlatan Ibrahimovic så væsentligt mere fejlcastet ud på holdet, og han holdt da heller ikke mere end en sæson i klubben, inden Guardiola løste topangriber-”problemet” internt og forfremmede Lionel Messi til falsk 9’er (ding!). Resten er historie.

I Bayern München er det stadig et spørgsmål af de større for undertegnede, hvorfor Luiz Gustavo måtte lade livet i Operation Gør-Lahm-Til-Defensiv-Midt, om end projektet endte lykkeligt.

Og ej heller i Sydtyskland har Guardiola til alle tider set rigtigt, når det kommer til nyindkøb – bare spørg hans velkomstgave Mario Götze, der nok på nuværende tidspunkt vil skrive under på, at enten har du den spanske managers tillid, ellers har du den ikke. Og er den væk, er den svær at få tilbage.

Hart luck

Joe Hart var tilbage mellem stængerne (med 100 procent vellykkede afleveringer), da Manchester City avancerede til Champions Leagues gruppespil med en sejr over Steaua. Efter kampen nægtede keeperen selv at erklære sin Manchester City-karriere forbi. Dagen efter blev 33-årige Claudio Bravo præsenteret som ny keeper i klubben.

Og hvad så nu? Joe Hart er fire år yngre end den chilenske målmand, der nok meget snart er på vej ind i karrierens efterår. Hvor meget den engelske landsholdsmålmand end er blevet kritiseret for sine til tider komiske fejl og sine manglende evner med bolden i fødderne, så hører han til blandt de bedste målmænd i verden på stregen. Jo han gør.

Der er næppe nogen tvivl om, at han lige nu med en uge tilbage af transfervinduet overvejer på højtryk, om han skal følge Ian Wrights råd. Giv det et år. Sæt alle sejl ind på at udvikle spillet i fødderne. Genvind pladsen mellem stængerne for den klub, han har været i siden 2006 og, som en af meget få gennemgående engelske indslag gennem de seneste år, har opnået heltestatus i.

I så fald bør han nok (gen-)nærlæse Pep Guardiolas ord, der faldt efter kampen:

“I am here to take decisions. I make a lot of mistakes. Some good and some bad, but I try to be honest. I can’t deny what I feel. I was honest with Joe and all the players in the squad. Joe right now is a player for Man City and if he has to play he will play. I am so happy that today he played at the level he has”.

“Joe is still a player for us. I know he is a legend for this club. One of the reasons the club is what it is. I know he helped make this team one step above, so I am so happy the players treat him like this and love him.”

Guardiolas mavefornemmelse har talt. Yaya Touré er hans Manchester City-Ronaldinho. Hvis Joe Hart bliver, kender Samuel Eto’o allerede resten af historien.

---

De Falske 9'ere leverer ugentlig podcast fra og om Premier League her på tipsbladet.dk - perfekt for dig, der har fra mini til massiv interesse for engelsk fodbold. Hør den seneste podcast LIGE HER