Podcast: Twitter har talt - #PardewOut
Generelle

Podcast: Twitter har talt - #PardewOut

En god første sæson, helt fænomenale højder - og pludselig tilsvarende dybe bølgedale. Historien ser ud til at gentage sig for Alan Pardew i Crystal Palace.

Så skal vi til det igen. Et af disse tomrum som nogle insisterer på, at man skal kalde landsholdsperioder i stedet for -pauser, så man ikke taler landskampene længere ned end højst nødvendigt.

Nuvel. Hvad end man kalder dem, kan de - ud over at krydse fingre for, at spillerne fra yndlingsklubben kommer skadesfri hjem - bruges til at gøre status. Og den hedder for Crystal Palaces vedkommende fire af de røde prikker i streg i formtabellen.

Vi får hjælp udefra til at diagnostisere holdet, der har en karakter af karat som manager, scorer for sjov, og som ikke kan holde buret rent, om deres liv så afhang af det.

Og ganske apropos: Landsholdspauseperiode-statussen er nok lidt sjovere i Liverpool FC, der med en sejr på 6-1 kan se frem til (mindst) 12 dage på Premier Leagues førsteplads. Begynder man på Merseyside for alvor at tro på, at mere end et kvart århundredes mesterskabstørke kan være forbi til sommer?

Fra tredjepladsen kan Manchester City bruge de næste to uger på at kigge op på duksepladsen, man selv forlod, efter foden blev plantet solidt i endnu en banaskræl - denne gang i form af en overtidsudligning af Middlesbrough. Hvor lang tid kan det bare være et spørgsmål om tid, før Pep Guardiolas tropper får styr på de personlige fejl?

'In other news' skulle Sunderland langt mod syd efter sæsonens første sejr, Manchester United langt mod vest efter en nål til Zlatan-bylden og Tottenham lige over til naboen efter et målebånd, der stadig viser, at de endnu ikke er vokset storebror over hovedet.

De Falske 9'ere kommer rundt om hele 11. runde i Premier League i denne uges podcast, som du finder lige HER.

-------

De Falske 9'ere leverer ugentlig podcast fra og om Premier League - perfekt for dig, der har fra mini til massiv interesse for engelsk fodbold. Find den lige her på tipsbladet.dk, iTunes eller hos din faste podcastudbyder.