Podcast:
2017-09-05 19:07

Ingen Premier League-klub kom styrket nok ud af sommeren til at kæmpe på to fronter. Vinderne er den håndfuld udenlandske klubber, der kan.

Af Andreas Brøns Riise

Hold kæft, et mærkeligt transfervindue. Det var først og fremmest præget af, at pengene indtil videre har skabt et så markant sælgers marked, at de fleste Premier League-klubber formåede at holde på stjernespillerne.

Michael Keane, Romelu Lukaku, Fernando Llorente, Gylfi Sigurdsson, Marko Arnautovic, Kyle Walker og Danny Drinkwater lyder den beskedne liste over spillere, der hørte til toppen af hierarkiet i deres klub, og som har skiftet græsgange i sommertransfervinduet i strid med deres tidligere arbejdsgivers ønskescenarie.

Virgil van Dijk er stadig Southamptonspiller, Riyad Mahrez er stadig Leicester-spiller, Alexis Sanchez er stadig Arsenal-spiller og Coutinho er stadig Liverpool-spiller - alle mod deres vilje. Diego Costa er stadig Chelsea-spiller mod både hans og trænerens vilje.

Mere eller mindre alle klubber burde derfor stå i en situation, hvor det var muligt at bygge oven på det eksisterende – men alligevel er det svært at udpege klokkeklare 'vindere' af transfervinduet.

Top 6-fans med skuffede forventninger

I hvert fald hvis man retter blikket mod den forventede top 6. Man kommer ikke uden om, at Manchester City har tilført truppen nogle dyre navne, Manchester United synes at have fundet et par perfekte puslespilsbrikker, og at Tottenham har styrket bredden og nok ånder lettet op over, at Kyle Walkers skifte ikke blev starten på et exodus ala det, vi ser i Monaco.

Men med de mange tv-milliarder in mente, og selvfølgelig påvirkede af det massive rygtecirkus i Silly Season, står mange fans nok tilbage med en følelse af, om det virkelig var det. De fleste af selv samme fans finder lige nu trøst i, at selv om egen yndlingsklub måske nok ikke havde et perfekt transfervindue, så kan det samme siges om konkurrenterne.

Kan Manchester City og Liverpool virkelig udrette noget med midterforsvar med så meget Youtube-football-fails-compilation-materiale? Og mon ikke Coutinho bliver Barcelona-spiller før eller siden?

Kan Mauricio Pocchetino virkelig vride så meget fremgang ud af den nuværende trup, at Harry Kane, Christian Eriksen og Dele Alli ikke følger i Kyle Walkers fodspor til næste sommer?

Og apropos næste sommer: Hvilken sæson kan et Arsenal i tilsyneladende frit fald mon se tilbage på til den tid med Alexis Sanchez og Mesut Özil foran kontraktudløb og stort set garanterede pladser i deres landes VM-trupper?

Hvordan mon stemningen er mellem Antonio Conte og Roman Abramovic, efter træneren stort set ikke har fået en eneste af førsteprioriteterne opfyldt – og også fik en kurv af breddeønsker som Alex Oxlade-Chamberlain og Ross Barkley?

Champions League-spøgelset

Et argument, der går igen, for at klubberne i top 6 har haft et skuffende transfervindue, er, at ingen af de engelske hold har trupper til både at komme langt i Champions League og samtidig kvalificere sig til næste års turnering i en knivskarp konkurrence i top 6.

Vi har de seneste år set Leicester og Chelsea lukrere på, at de ikke spillede europæisk fodbold og derfor ikke var nødt til at rotere i truppen. I år skal fem ud af seks top 6-hold konkurrere i fineste europæiske selskab, og ingen synes at have den store fidus til, at det skulle være en invitation til Arsenal til at tage et mesterskab.

Når disse fem klubbers trupper derfor måske ikke er nævneværdigt svækket men på den anden side heller ikke forstærket nok til at konkurrere på to fronter (fire hvis man tæller pokalturneringerne med), begynder advarselslamperne at blinke.

Så spørgsmålet er, hvem der egentlig er den vinder, medierne så gerne vil kåre efter et overstået transfervindue? I mine øjne er det rimelig klart: Det er den håndfuld rige klubber uden for Premier League, der må betegnes som favoritter til Champions League-titlen, og som samtidig har så relativt lette vilkår i den hjemlige liga, at næste års deltagelse aldrig kommer i fare.

Nævn én Premier League-transfer, der er i nærheden af at have skabt samme opsigt som PSG's køb af Neymar og Kyllian Mbappé. Oplist de bedste offensiv- og dernæst defensivspillere i verden. Hvornår rammer du en Premier League-spiller?

Og let's face it: Det kan godt være, at Premier League holdt på profilerne i denne omgang, men al logik tilsiger, at Coutinho bliver Barcelona-spiller næste sommer. Og lur mig om ikke Arsenals beslutning om at lade Alexis Sanchez' kontrakt løbe ud ikke også handler om, at man håber, at han så ikke vælger en ligakonkurrent som sin næste arbejdsgiver.

Real Madrid har tidligere haft snørren ude efter både David De Gea og Eden Hazard. Mon dog de har smidt deres telefonnumre væk i det tilfælde, at de så småt skulle blive trætte af at se Champions League-finalen i tv.

Kortsigtet jubel over konkurrenternes ulykke

Naturligvis har sprog, (mad-)kultur og klima noget at gøre med, at sydamerikanske spillere synes at foretrække at vende blikket mod Spanien, når de forlader Premier League – men mon ikke det trods alt også har noget at gøre med, at der her findes to klubber, der traditionelt må forventes at være realistiske hovedudfordrere til pokalen med de store ører?

Disse to faktorer; Premier League-klubbernes uvilje til at sælge de helt store spillere til hinanden og de udenlandske klubbers aktuelle favoritværdighed til at være Champions League-favoritter, kan meget vel blive selvforstærkende i løbet af de næste sæsoner.

Hånden på hjertet: Hvad vælger den næste fuldt udsprungne stjernespiller fra din egen klub mon – hvad enten vi snakker Eden Hazard, Harry Kane, Sadio Mané eller Aaron Ramsey? At spille for en klub, der er én ud af fire, der kan vinde Premier League – eller den, der er én ud af fire, som kan vinde den helt store gevinst?

Og hvad mon den næste stjernespiller efter ham vælger? At blive, eller at føje sig til et stjernebesat Real Madrid/PSG/Barcelona/Bayern München-PL-drømmehold med De Gea, Eden Hazard, Harry Kane og Alexis Sanchez i start-11'eren? Spillere, som du i øvrigt klappede i dine små hænder over skiftede fra konkurrenten, fordi det svækkede dem.

Min egen holdning er klar men sikkert også kontroversiel: Jeg ser helst konkurrenterne forstærket - men naturligvis mindre end Liverpool! Og det er af rent egoistiske årsager.

Drømmescenariet er, at de tre-fire nærmeste konkurrenter til mesterskabet for min egen yndlingsklub også er de nærmeste konkurrenter til Champions League-trofæet. For kan de ikke overbevise deres bedste spillere om, at de kan mønstre en reel vinderchance i forhold til pokalen med de store ører, så skifter de.

Og de skifter alligevel ikke til min hjerteklub. De skifter til de langsigtede konkurrenter, der på et tidspunkt skal slås, hvis de ikke også skal lykkes med at hente den næste stjernespiller i Liverpool. Og det bliver svært, hvis ikke spredningen af stjernespillere bliver større, end den er nu.

(PS: Følgende naturligvis skrevet med det eviggyldige forbehold, at fremtiden er svær at spå om – især i fodbold. En reel vilje til at håndhæve Financial Fair Play-reglerne vil for eksempel kunne ændre en hel del.)

Podcast:
De Falske 9'ere er landets ældste dedikerede Premier League-podcast. Nåede du ikke weekendens runde, så lyt med, når Andreas, Martin og Aidin kaster sig over ugens gang i det fodboldengelske med grovfil og højt humør.
SENESTE NYT...