Blog: Kærlighedens kilde

OPRINDELIGT BRAGT PÅ DETSMUKKESPIL.DK

FØLG DET SMUKKE SPIL PÅ FACEBOOK OG TWITTER

I weekenden vandt Chelsea det engelske mesterskab. Flot, fortjent og kedeligt. Det lader til at være dommen på de sociale medier. José Mourinho får på puklen for sin (for) pragmatiske tilgang – sølvtøj eller ej. Manchester City vandt Premier League sidste sæson ved at score over 100 mål. Chelsea har med tre kampe tilbage scoret 69. Efter årsskiftet har de nykårede mestre kun gjort det akkurat nødvendige. Ikke desto mindre har deres titel aldrig været i fare. 

0-0-kampen på udebane mod Arsenal i forrige weekend var dråben, der fik bægeret til at flyde over for mange. Chelsea gravede sig ned og havde ingen offensive intentioner. ”Boring boring Chelsea” sang Arsenal-fansene. Mourinho bed tilbage efter kampen. ”10 år uden en titel, dét synes jeg er kedeligt”. Og nu presser spørgsmålet sig på igen. Æstetik eller resultater. Hvad er vigtigst? 

Diskussionen har hjem i Brasilien. Her skelner man mellem futebol d'arte og futebol de resultatdos. Den tilgang, der bunder i kærligheden til bolden og legen. Og den tilgang, der bunder i kærligheden til at vinde. ”Skønhed kommer først. At vinde er sekundært. Det er glæden, der tæller” sagde Socrates, brasiliansk landsholdsspiller fra 1979 til 1986. Men udelukker det ene det andet? Selv hvis man mener, at fodbold handler om mere end at vinde, ville det være idiotisk at benægte sejrens betydning. Det er jo det, man spiller om. Det er fodboldens objektive facit. Men mellemregningerne er mindst ligeså vigtige. 

Alle ønsker, at se deres hold vinde, men det er ikke det, som har fået fodbolden til at gå fra sport til kulturfænomen. I weekenden var der over 17.000, der så Portsmouth spille en komplet ligegyldig kamp i Englands fjerdebedste række. Portsmouth spillede for få år siden Premier League. Siden har de været timer fra at gå konkurs og i dag er de en ubetydelig størrelse i det engelske fodboldhieraki. De 17.000 kom ikke fordi, de er besatte af at vinde. Og børn har i generationer efterlignet de største stjerners driblinger, spark og mål. De har ikke formet ikke en imaginær pokal med hænderne og løftet den. 

Jeg gik grædende fra banen efter min første fodboldkamp nogensinde. Jeg var seks år og lige begyndt i den lokale klub på Frederiksberg. Jeg var målmand, og vi tabte 10-0. Hvis jeg kun spillede fodbold for at vinde, så var jeg aldrig kommet igen. Men det gjorde jeg. Hvis succes var min eneste motivation, havde jeg valgt noget andet end fodbold. Min fascination ligger i taktikken, teknikken og historierne. Ikke i de tre point. 

Trumfargumentet i diskussionen er ofte, at det er kun vinderne, der bliver husket – uanset hvor flot og underholdende taberne har spillet. Tja. Hollands forrygende 1974-hold, der tabte VM-finalen til Vesttyskland, har da fået deres plads i fodboldhistorien. Det samme har Ungarns gyldne generation, der i 50'erne spillede noget af verdens bedste fodbold, men aldrig vandt verdensmesterskabet. Og man kan ikke sige VM 1982 uden at sige Brasilien, der spillede udpræget

– også selvom de ikke engang kom i finalen. 

Jose Mourinho er i sin allerstørste ret til at spille den slags fodbold han vil. Det bør være umuligt at være uenig. Det ligger også en kunst i velorganiseret forsvarsspil. Og portugiseren er jo langt fra den første i fodboldhistorien til at benytte sig af en destruktiv, defensiv tilgang. Smid Osvaldo Zubeldías Estudiantes eller Helenio Herreras Inter ind i en Google-søgning for de bedste eksempler. 

Det er argumentet 'fodbold handler kun om at vinde' jeg er angriber. Spørg dig selv hvorfor du faldt i fodboldgryden som barn. Jeg tvivler på, at det var af kærlighed til at vinde. Jeg tror, at det var af kærlighed til bolden og legen.

Forskellen på nederlag og sejr har aldrig været så dyr, som den er i dag. Og i nederlagets stund kan man ikke bruge æstetik til meget. Men jeg kan ikke ignorere kilden til min fodboldkærlighed. Det er bolden og legen, der skabte den. Og det er bolden og legen, der holder den i live.