Brøndby-beretninger (Del 4)

Del 4 af "Brøndby-beretninger" - en 4-delt blog, hvor fans af Brøndby IF fortæller om deres forhold til klubben ... før og nu.

L.W.

Startede i midten af 80´erne på det hedengange gymnasie Schneekloths, et stenkast fra stadion. Husker at John Faxe rendte rundt som snedker/tømrer lærling på gymnasiet et stykke tid.

Det var dengang man kunne stå og nyde en cricketkamp mens der var pause , i hashtågerne på langsiden. Det var dengang John Frandsen og Widell var med.

Interessen steg mere og mere, jeg blev suget ind i "fællesskabet", hev min far med indtil han ikke kunne mere. Vendepunktet kom da jeg inviterede min far med til Lodz, for at se CL kval kampen. En fantastisk oplevelse udi fællesskab, hygge, sammenhold og følelser.

Det var også starten på Yellow Madness, en skøn provokation til de "rigtige" ballademagere. Med et banner fabrikeret at Kims farmor, og så ellers bare sjov og pilsner. Fulgte holdet stort set til alle kampe, og fik fællesskabet helt ind under huden.

I nyere tid har jeg snuset en lille smule til sammenholdet i "blok4" gruppen, med meget stor fornøjelse. Havde en lille hygge oplevelse med Blok4 Madness med tilhørende merchandise.

Efterhånden er det gået lige så stille ned af bakke i forhold til min tilknytning til fællesskabet, følger dog stadig holdet så meget som muligt, men accepterer nu at man godt kan være sammen med familien istedet for.

Jeg har altid været af den mening at man skal kæmpe indtil skibet går ned, men må indrømme at jeg, i forhold til klubben, er en smule frustreret samt ikke mindst ked af det, da der jo er så mange store og ikke mindst fantastiske muligheder med denne klub.

De sidste 2-3 år har trukket tænder ud og har været så nedværdigende, at jeg næsten helt er resigneret. Håber stadig på at fornuften vil sejre, men tvivler.

C.T.

Jeg har været Brøndby fan siden 91, hvor jeg blev hevet med på stadion af en kollega. Tak Allan. ..

Min interesse har tidligere været på nærmest latent niveau, og kun fulgt klubben på tv og lidt i aviser.

Jeg "blev" dog først stadion fan i 2008 da jeg kom hjem fra Australien. Af en eller anden grund blev jeg nærmest fanatisk dernede og stod op til vores kampe midt om natten. Kørte i tog i flere timer for at se Super Dave i nationaltrøjen mod Irak, (i øvrigt en kedelig kamp, hvor han kun fik kort tid på banen). Dagen på min hjemkomst og små 32 timers transport, stod jeg på stadion mod FCM sammen med en ny ven, jeg havde fået via SSO.

Siden den dag har jeg haft sæsonkort, og kommer på stadion hver gang. Jeg har fået 5 venner med til at købe sæsonkort, selvom at der er gået ned af bakke for klubben. (2 har dog forladt skuden i vrede). Vi sidder på Øvre Faxe og nyder en medbragt chokolade kage indimellem.
Jeg forsvarer klubben overfor alt og alle, og føler at jeg er en del af et fællesskab. Et fællesskab der dog viser sprækker, da få ikke lever op til det.(læs PB & BW) Jeg har i dag siddet og forsvaret vores fingeraftryk aktion overfor min mor, da hun som mange andre hakker alle Brøndby fans over en kam. "De er sgu ballademagere alle sammen, og de ødelægger det for alm. folk der vil se bold".

Jeg kender ikke til noget/nogen ude i Brøndby, kun det jeg læser mig til på Blok4 og SSO. Har lige færdiglæst et par bøger om Brøndby, og det skrammer mig virkelig at PB stadigvæk sidder på magten, når man kigger tilbage på de fejl/investeringer der er blevet lavet.

Jeg støtter Det nye Brøndby med mine aktier, og var også til deres info møde sidste uge. Jeg håber virkelig at vi bliver nr.2 i år, for jeg husker noget om at PB smutter såfremt at vi kvalificerer os til CL.

A.B.R.

Jeg er vel det som nogen kalder en jydefan. Blev fan af brøndby, dengang profilerne hed Vilfort, Bjarne Jensen, turbo osv. 
Den gang var det meget populært at holde med brøndby, så det gjorde jeg også.
Vendepunktet kom da Brøndby tabte til Roma i semifinalen i europaturneringen... Fra den dag, krøb Brøndby helt ind under huden, og der har den været lige siden.
Jeg mindes hvordan jeg fik lov til at tage turen til Brøndby for at se fodbold, og hvordan jeg fulgte Brøndby rundt i det syd og sønderjyske på deres sommertur.

Stor var den dag da jeg flyttede hjemmefra og turen gik til Rødovre. Som så mange andre uafklarede studenter skulle jeg have et par sabbatår, og disse skulle selvfølgelig være i Netto i Valby. Det bedste ved den beslutning var at jeg så kunne følge Brøndby rigtig tæt. I de tre år missede jeg dårligt en hjemmekamp, og da vi tilmed nærmest altid vandt, så var det intet mindre end en fantastisk tid.

Da jeg senere pga. studier flyttede til århus, blev besøgene på brøndby stadion færre, men nu havde jeg istedet mulighed for at følge holdet på de mange jyske stadions istedet. En gang imellem tog jeg også turen til Brøndby sammen med dem af mine kammerater der delte passionen for Brøndby.

Senere kom der en kone til, hun havde svært ved at forstå hvordan mit humør kunne svinge så meget pga. et fodboldhold i den anden ende af landet. At humøret ikke altid var lige godt var en vel en konsekvens af at vi oftere og oftere tabte, og at vores profiler nu hed Rector og Hannes Sigurdsson

Men det fik mig nu ikke til at følge brøndby mindre af den grund, snarere tværtimod...

Alligevel sidder jeg nu her og har ikke set en brøndbykamp i snart 1 år. Jeg følger lidt med via sport på 3´eren, men mit humør påvirkes ikke i samme grad så brøndbys resultater. Det værste er snart at man ikke engang bliver specielt glad når vi vinder...

Hvad der er årsag til min resignation er ikke kun en ting men efterhånden rigtig mange. Desværre peger de alle hen imod en eneste person, nemlig Per B.

Om det nogensinde bliver godt igen ved jeg ikke, men jeg lever stadig i håbet. Jeg tror faktisk ikke engang det er sejrene og mesterskaberne jeg savner mest. Nej jeg savner mest at kunne være stolt af at kunne kalde mig brøndbyfan...

M.B.

Jeg har holdt med Brøndby ligefra jeg fandt ud af, at der var noget, der hed 1.division (mit bedste gæt er midten af 80erne), så jeg er nok ligeså meget medløber som trådstarteren.

Jeg er opvokset i den del af Roskilde, der hedder Himmelev. I den lokale fodboldklub blev jeg opdraget med at dem fra Roskilde Boldklub af 1906 kunne man ikke lide. De var storebroderen, der stjal alle de gode spillere uden nødvendigvis at bruge dem. Det vil sige de ALLER bedste, dem man godt vidste man ikke kunne holde på, de rykkede til Brøndby.

Mine forældre var ikke interesseret i sport, så jeg er aldrig blevet slæbt på stadion af dem. Faktisk måtte jeg plage for at få lov til at komme afsted og det lykkede fra tid til anden at blive kørt til stadion og blive hentet bagefter, evt. med selskab af en storebror.

Efterhånden som jeg blev ældre kunne jeg selv tage afsted og det var specielt Europacup-opgørerne, der trak. Semifinalen mod Roma står stadig som det største nogensinde. Jeg kunne ikke se meget som lille purk, men bare følelsen af at stå i en FUCKING SEMIFINALE i Europacuppen var fantastisk.

Mod slut-90erne fik jeg trods SU råd til et sæsonkort og blev fast inventar på langsiden.
Udebaner var ikke noget jeg gjorde mig indtil vi skulle spille mod Zizkov. Jeg ville gerne se Prag, så jeg meldte mig ind i Brøndby Support og tog turen. Og efterfølgende også turen til Schalke og Barcelona.

Omtrent samtidig læste jeg Henrik Andersens bog "Alle Hader Os" og blev lidt fascineret af idéen om udebaneture. Jeg ville se hvad det krævede at lave en "33" og komme til alle kampene i sæsonen, så det gjorde jeg den efterfølgende sæson 2004/05.

Siden har jeg vel kun misset et par håndfulde kampe ude som hjemme, indenlands som udenlands.

Inden Min udebanemani begyndte hjalp jeg et band (Misty - http://www.facebook.com/pages/Misty/33368151863 ) med forskellige praktiske ting som at tage billeder til koncerter og den slags. Da de gik fra hinanden stod jeg pludselig der med et fint spejlreflekskamera, der skulle bruges til noget, så jeg begyndte at tage det med på stadions og tog nogle billeder. Det blev starten på mit virke som fotograf og sidenhttp://www.upcomland.dk/ hvor jeg krydrede mine billeder med små dumme kommentarer, som folk synes at kunne lide.

Gennem mit virke som fotograf og da jeg altid var med til alle kampe begyndte folk at (gen)kende mig og jeg lærte også en del at kende.

Jeg begyndte at tage billeder for Brøndby Support og også lidt for klubben, jeg skrev lidt for Mighty Colors og en masse på diverse fora, og sådan er det fortsat til i dag, hvor jeg stadig leverer til MC og tager billeder af børn for Brøndby Kids inden kampstart. Billederne på udebaneture er det blevet lidt mere knapt med, da TV-selskaberne har lavet regler om, at man ikke må tage still-billeder af banen og jeg ikke gider at diskutere med vagter til hver kamp og risikere at blive afvist. Så nu ser jeg ikke længere kampene gennem et linseøje.

Istedet har jeg kastet mig over et andet projekt, der har været i støbeskeen i mange år - en statistikside for Brøndby -http://www.brondbystats.dk/ som jeg håber på at få tid og energi til at gøre en masse mere ved, evt. med hjælp fra en masse entusiastiske medfrivillige. Den første offentlige version er ikke meget bevendt, men naturligvis er der mere i støbeskeen.

Det var sådan lidt Brøndby-CV'et (Nej, ikke Carsten Vagn)

Den lidt mere negative vinkel:

Da Hermann blev fyret stoppede jeg mit frivillige hverv i Brøndby. Jeg mistede troen på projektet og gav op. Jeg er siden kommet tilbage i folden og fotograferer igen for Brøndby Kids, mest fordi jeg savnede de mennesker jeg kendte i klubben - nogen af dem har så siden forladt os, men sådan er det.

Jeg blev til min overraskelse for nogle år siden inviteret af PB til et møde for "kritiske debatører". Jeg anså ikke mig selv som sådan, men doktoren fik mig da ufrivilligt overbevist om, at der var grund til at være det. Jeg gik i hvert fald ikke fra mødet med en tryghed og uden følelsen af at blive manipuleret.

Jeg har ikke fået troen tilbage. Apatien er fremtrædende og jeg føler hverken glæde eller sorg over sejre og nederlag, men jeg kommer igen og igen for at møde alle de andre, for at hygge på busturene og deltage i det sociale.