Nu skal der ses fremad ...

(Der er lavet enkelte rettelser efter at denne blog er blevet lagt op - disse kan læses i bunden)

Der er i Brøndby IF - bestyrelsen og den daglige ledelse - meget snak om "at slå en streg i sandet", om at se fremad og ikke tilbage. Det er umiddelbart også en god tilgang til tingene, men også en spøjs én, når fortiden netop fylder så meget i klubben og ikke mindst i bestyrelseslokalet, hvor der leves højt på fortidens bedrifter. Vel at mærke en fortid der ligger længere tilbage end de år, som ledende folk i klubben nu ønsker at glemme alt om.

Det er bare svært at ignorere netop de seneste 5-6 år - fordi de i høj grad påvirker og begrænser mulighederne for Brøndby IF i dag og fremover. Også fordi magthaverne stadig er de samme og tilgangen med at se fremad og ikke tilbage i høj grad har været til at skabe problemerne for klubben, fordi man på den måde har fjernet fokus på egne fejl og manglende kompetencer og derved ikke tager ansvar for den række af forkerte beslutninger, der er taget. Som skrevet mange gange tidligere har disse ting - sammen med klubbens værdier - måtte vige fordi enkeltpersoner nu er vigtigere i klubben.

Den manglende tillid
Derfor synes tilliden også at være helt væk hos et større og større antal af fans, sponsorer m.m. i det brede fælleskab omkring Brøndby IF. Og væk fordi man nu er nødt til at tale om det brede og smalle fællesskab istedet for ... ja, ét fællesskab.

En tillid der efterhånden synes umulig at genskabe. Det burde man ganske enkelt være nødt til at forholde sig til - også når man kun vil kigge fremad. Problemet er bare at man i dagens Brøndby IF ikke ønsker at se tilbage - med mindre man ser HELT tilbage. Derved bidrager man selv til den onde spiral, som klubben er inde i.

Det virker mistænkeligt som om, man igen søger at købe sig tid med forventningen om, at tilliden vil komme tilbage hos mange og kritikken forstumme væsentligt, hvis det begynder at gå lidt godt sportsligt. Det vil også til en vis grad være tilfældet.

Man må så spørge sig selv om, hvorvidt muligheden for sportslig succes ikke er væsentligt større, hvis man fokuserer på at få genopbygget tilliden og troværdigheden - og dermed hele fundamentet. Det higer mange af os efter, men det sker nok ikke. For igen falder det ved, at enkeltpersoner vælger at ignorere dele af fortiden, fordi personlige særinteresser vægtes højere end alt andet.

Det er en ond, selvskabt cirkel og den kan kun brydes af de folk, der er tættest på magtens centrum - folk i inderkredsen. Alt andet lige nu er plastre på blødende sår. Det kan godt være, man kan stoppe blødningen for en tid, men gør man det ikke permanent ...

Fornyelsen
Ansættelserne af Jan Lockhart og Ole Bjur som henholdsvis direktør og sportschef har umiddelbart skabt noget optimisme hos en del. En optimisme, der enten bunder i en tro på, at tingene i klubben har ændret sig, eller også er det en magtesløs erkendelse af, at der ikke ér andre muligheder, så længe folkene i inderkredsen nægter at (re)agere udfra klubbens værdier. Dét ville ellers stoppe blødningen.

Lockhart og Bjur er kommet med forskellige udtalelser om, at "man har slået en streg i sandet"; *at fortiden ikke er noget man taler om, samt at det er på fodboldbanen, at tilliden til klubben er blevet tabt og her at den skal genskabes. Udtalelser der kan virke naturlige, men som også indikerer, at intet har ændret sig. Og derfor er min tillid til, at Bjur og Lockhart får chancen for at skabe reel fornyelse eller mulighed for at bruge deres evner, lig nul. Uanset hvor dygtige de end virker, for skæver man bare det mindste til fortiden, så ...

Min manglende tro på Lockharts og Bjurs reelle muligheder handler altså ikke så meget om manglende tro på de to herrers kvalifikationer. De er sikkert lige så dygtige som Hermann, Ole Palmå og dem, der nu har håndteret den sportslige sektor. Den skal også ses i den manglende fokus på, interesse for, eller forståelse for vigtigheden af kommunikation i forhold til omverdenen og interessenter i 2011. Eksempelvis er én mand nu både kommunikations- og marketingsansvarlig, hvilket er en besynderlig nedprioritering af begge områder for en fodboldklub, hvor udviklingen alle andre steder peger på øget fokus på netop kommunikation, pressearbejde og marketing. Også set i lyset af de problemer som Brøndby IF har. Dét burde en mand som Jan Lockhart vide, hvorfor man så kan undre sig over, at direktøren har accepteret en sådan organisationsændring.

At ændre et virkelighedsbillede
Per Bjerregaard har talt om et (medieskabt) "virkelighedsbillede" af situationen i Brøndby IF kontra "sandheden". Det kan på mange måder være rigtigt, men man ændrer ikke omverdenens syn på klubben ved at lukke fuldstændigt af og stort set tie stille. Det gør man ved aktivt at fortælle alle de gode historier, strategier, målsætninger og handlinger, man åbenbart mener, man foretager sig. Desværre har man været alt andet end overbevisende i forsøget på at ændre dette virkelighedsbillede - hvilket enhver der har deltaget ved de seneste generalforsamlinger har kunnet bevidne. Man er simpelthen hamrende ligeglad med interessenterne og ikke bange for at udstråle denne ligegyldighed.

Ligeledes har det været sparsomt med positive nyheder, der har kunnet tåle at blive kradset lidt i overfladen uden at falme betragteligt. Dette skal ikke ses som en kritik af den sikkert gode indsats i kommunikationsafdelingen til dagligt, men en følelse af total mangel på forståelse af behovet for åbenhed fra øverste hold.

Man har muligvis indset, at det ovenpå de seneste års krise - sportsligt, økonomisk, organitorisk og værdimæssigt - alligevel er umuligt at genskabe tilliden til den ledelse og inderkreds, der selv har skabt krisen på alle 4 områder. Eller rettere; de tiltag som vil skabe i hvert fald nogen tillid, er forlængst blevet affejet som en umulighed - i en klub der engang prydede sig af, at ingen var over fællesskabet.

Ensidigt fokus?
Så måske mener man, at der kun er tilbage at satse på, at det kommer til at gå godt sportsligt - og der er heller ingen tvivl om, at en del af kritikken vil aftage, hvis den sportslige succes vender tilbage til Brøndby IF - hvorfor det bliver interessant at se, om man denne gang holder fast i strategien, hvis ikke resultaterne indfinder sig relativt hurtigt. Det øger presset på den sportslige afdeling, der på rygtebasis er ved at bevæge sig ud i spillersponsorater for at stoppe lidt af den indre blødning. En vej der ganske enkelt ikke er Brøndby IF værdig og som ikke ville være nødvendig, hvis man istedet valgte fællesskabets hjælp og tillid.

Igen må man bare konstatere, at man med optimisme, gejst og tillid fra "det brede fællesskab" vil have meget længere snor og derfor have langt, langt bedre muligheder for at opnå succes. Fordi klubbens værdigrundlag ér vejen til sportslig succes. Tilgangen synes dog at være, at "det brede fællesskab" ikke er en del af Brøndby IF, ikke har haft part i klubbens succes og tilsyneladende heller ikke skal have det fremover.

Spørgsmålet er så om succesen vender tilbage til Brøndby IF med et fokus, der mere eller mindre kun er på det sportslige, hvor det har haltet de seneste 5-6 sæsoner, samtidig med at krisen på andre områder i klubben konstant er vokset. En krise "det brede fællesskab" i øvrigt HAR fået en del af ansvaret for - fordi man ikke har givet ledelsen den arbejdsro, som er blevet et mantra hos blandt andre bestyrelsesformanden. Arbejdsro i en storklub? Det vil da være umådeligt trist, hvis omverdenen ikke længere gider stille krav til BIF, men det er åbenbart bestyrelsesformandens ønskescenarie.

Hvor stor er så tilliden til "den sportslige ledelse", hvor kun én person kommer udefra - fra cheftræneren over en urutineret sportschef, en Anders Bjerregaard der stadig synes at have en større rolle i klubben, en direktør der udadtil har fået sportsligt medansvar (på trods at netop dét tilsyneladende var et problem med tidligere direktører) til en bestyrelse, der ér blevet sportsligt mere kompetent, men hvor manden for bordenden stadig sidder helt og aldeles på magten?

**Fokus for klubben burde først og fremmest være på at leve op til egne værdier og ikke kun på stadion og på banen. Det i hvert fald mit indtryk, at man nu ikke længere fokuserer på "Viljen Til Sejr" eller "Ingen Over Fællesskabet" som varemærke for Brøndby IF, men på det meget lidt unikke i, at "Vi Elsker Fodbold" - men de to førstnævnte udsagn er nok også nærmest umulige at "sælge" i øjeblikket.

Værdierne
Man har droppet projektet Fra Bænken til Banen og åbenheden omkring det sociale ansvar, som gik under  "Brøndby Cares". Alt sammen grunde til at være stolt af at bære trøjen, selv da det ikke gik godt sportsligt. Alt det, der engang gjorde BIF unikt er i dag stort set ikke-eksisterende i manges øjne, men måske er det faktisk den ærlige version? Måske var det bare snak og illusioner, som vi alle faldt for, fordi det gik godt sportsligt?

Jeg håber det ikke, for vi er rigtig mange, der ikke bare elsker fodbold, men elsker Brøndby IF og definerer klubben som værende HELE fællesskabet (som ingen er over) og det øvrige værdigrundlag. Ledelsen*** og inderkredsen har for længst vist, at de har sat sig ud over dette værdigrundlag og det ville være ganske interessant om nogle af de implicerede ville svare hvorfor man har gjort det - og hvornår?

Og hvorfor er det, at man i inderkredsen insisterer på - i modstrid med klubbens værdigrundlag - at holde én bestemt person ved magten ... endda én som nu er alvorlig syg? Hvorfor er det, at man ikke beder sin gode ven i gennem måske 40 år om at passe på sit helbred - i stedet for at styrke hans position og gøre ham mere og mere uundværlig (på trods af Per Bjerregaards egne ord om, at INGEN i Brøndby IF er uundværlig)?

Jeg har tidligere opfordret folk med kendskab til de mange ting der er forgået bag murene i Brøndby IF, om at stå frem - fordi jeg har tænkt, at selv folk i inderkredsen ligesom "alle" andre ikke har kendt til dem. Og fordi de historier der florerer, er af så alvorlig karakter, at det ganske enkelt ikke bør kunne ignoreres. Men måske er sandheden - og derved svarene på spørgsmål i afsnittet herover -  at man i inderkredsen kender historierne og endda selv er en del af dem?

I så fald ser det meget, meget skidt for Brøndby IF og klubbens værdier, hvis de er blevet erstattet med en "målet helliger midlet"-tilgang til tingene. Dét skaber i hvert fald ikke den nødvendige tillid, men bidrager snarere en apati, der allerede har bredt sig.

Mange har accepteret, at vi ikke er en vinderklub længere. Ikke længere er noget unikt - i hvert fald ikke i positiv forstand. Man har allerede tabt en masse potentielle fans blandt børn og unge. Ting, der er diametrale modsætninger til det Brøndby IF, der voksede sig stort engang.

Men med apatien opnår bestyrelsen da arbejdsro ...

Hvad skal der ske fremover?
Min opfordring skal lyde til inderkredsen: Giv alle os, der har mistet tilliden noget at tro på igen. Troen på at Brøndby-værdierne ér reelle og gælder ALLE i "fællesskabet Brøndby IF". Når det sker, vil Brøndby IF blive løftet mod uanede højder - fordi alle er med til at løfte i fællesskab. Og løfte en klub, ikke enkeltpersoner - ingen over fællesskabet.

Det er et håb for fremtiden. Der er desværre umiddelbart ikke så meget at nære det håb med i nutiden. Det har de seneste år vist - og dem ønsker man jo ikke at lære af.

Fronterne er desværre trukket voldsomt op. I en grad hvor det efterhånden synes umuligt at findes den fællesnævner, som kan samle det smalle og det brede fællesskab i og omkring Brøndby IF.

Eller ... det vi kan mødes på midten om, må da være klubbens værdigrundlag?

Jeg tror, at man skal starte med spørgsmålet: Hvem er Brøndby IF i dag? Hvad er værdierne i dag? Og vil man efterleve dem i forsøget på en fælles genrejsning af noget af det smukkeste, der er sket i dansk fodbold - både på og uden for banen?

Brøndby IF kan rejse sig, men det kræver, at inderkredsen rydder op og begynder at leve op til de grundlæggende værdier.

Tilføjelser/rettelser 31/5-11:

* Jeg har fjernet citationstegn både i overskrift og tekst, da det er blevet opfattet som direkte citater (fra Jan Lockhart eller Ole Bjur) - hvilket det bestemt ikke var ment som.

** Jeg har, efter at bloggen er blevet lagt op, fået nogle andres synspunkter på "Vi Elsker Fodbold"-kampagnen, hvorfor jeg har ændret lidt i afsnittet.

*** Jeg er, efter at bloggen er blevet lagt op, blevet gjort opmærksom på, at det er uklarhed omkring hvem jeg hentyder til, når jeg skriver "ledelsen". Der er bestemt IKKE tale om Jan Lockhart eller Ole Bjur (som heller ikke falder ind under betegnelser som "magthaverne" eller "inderkredsen"), men om ledelsen over dem.