3, 2, 1 - NYTÅR!

Da jeg for et års tid siden stoppede som frivillig i Brøndby IF og efterfølgende skrev min første blog herinde, var jeg overbevist om, at bunden reelt var nået i klubben. At det næppe ville kunne blive meget værre. Det var kun et spørgsmål om få dage, før det viste sig, at jeg havde taget fejl. Og det blev egentlig bare værre og værre.

I sensommeren i år var jeg så med til at starte en gruppe op under navnet "Brøndbys Fremtid - Vindermentalitet & Fællesskab", der ønsker Per Bjerregaards afgang, og at gøre op med den kultur, der findes i Brøndby IF. For NU var jeg overbevist om, at det næppe kunne blive værre ... men endnu engang tog jeg fejl.

Siden da har jeg desværre efterhånden måtte erkende, at der nærmest ikke synes at være en nedre grænse for tingenes tilstand i Brøndby IF.

Det er måske voldsomme ord, men;

- Med et Brøndby IF der overvintrer på 10. pladsen
- Et kæmpeunderskud med dertil hørende voldsomme nedskæringer i administrationen
- Chikane af "En Stemme Til Alle"-kampagnen (der ønsker strukturændringer i klubben) på trods af, at direktionen i Brøndby IF havde godkendt kampagnen
- Chikane af "Brøndby Tifo", der nu har valgt at stoppe deres fantastiske arbejde - hovedsageligt grundet fyringen af fankoordinator Patrick Vestphael 
- Nye historier om at bestyrelsesformanden blander sig i det daglige arbejde
- Nye bekræftelser af at en fortid i klubben vægter højere end alt andet, når der skal ansættes folk i den sportslige ledelse

... er det efter min overbevisning langt fra urimelige ord.

For listen er endda meget, meget længere - i en grad at 2011 desværre som minimum er helt på niveau med 2010, der ellers blandt meget andet bød på hele 2 direktøreropsigelser, 4 bestyrelsemedlemmer der gik inden for få uger, en skandale af en ekstraordinær generalforsamling, samt et kæmpeunderskud på trods af, at klubben i starten af året havde forventninger om et mindre overskud (Som bonusinfo kan det nævnes, at Per Bjerregaard  i maj 2010 påstod, at ""Fremtiden ser lys ud økonomisk ...").

Sidstnævnte synes efterhånden at gentage sig år efter år. Per Bjerregaard har da også fornyligt meldt ud, at tingene bliver bedre i 2012, og at man forventer et mindre overskud ...

Alt imens flere og flere fans forsvinder, merchandise-salget er styrtdykket, sponsorer falder fra, man er nødt til at smide fribilletter i grams, for at opretholde et nogenlunde tilskuertal - og absolut intet tyder på, at disse tendenser vil ændre sig - men snarere forstærkes dag for dag. Det lader dog ganske enkelt ikke til, at Bjerregaard forholder sig til disse ting.

"Nytårsaften bliver lidt en mærkedag, for det bliver sidste dag i 5 forfærdelige år"
- Per Bjerregaard (November 2011)

"Når først resultaterne vender, følger alt med, og det er ikke et spørgsmål om de vender, men hvornår."
- Per Bjerregaard (November 2011)

Som jeg har været inde på i tidligere blogs, så forsøger man at købe sig tid - i håbet om at man igen får sportslig succes, som vil få fans og sponsorer tilbage. Ingen synlig plan eller strategi for Brøndby IF, men fuldstændig ensidigt fokus på succes på banen, mens alt andet synes at få lov at sejle. En livsfarlig kurs - som man nægter af fravige.

Et alternativ kunne ellers være, at magthaverne i klubben lever op til klubbens motto, eller "blot" agerer med bare et minimum af professionalisme, som det ellers bør kunne forventes af en børsnoteret, professionel fodboldklub.

Istedet opfører man sig med blanding af arrogance og ligegyldighed overfor klubbens interessenter - alt imens klubben synker dybere og dybere ned i sølet. Dette er desværre blevet kendetegnet for den kultur, der hersker ude på vestegnen.

Og på den måde besværliggør man selv muligheden for sportslig succes i ekstrem grad. Men også dét betragter man med den arrogance og ligegyldighed, der opstår, når man ikke står ansvar for sine handlinger: Brøndbys problemer skyldes andre og/eller uheld og manglende marginaler.

Et af de nyere eksempler på dette, er fra årsfesten I Brøndby IF her i december, hvor Per Bjerregaard fra scenen fortalte, at det er er fansnes og journalisternes skyld, at Brøndby IF har et dårligt image.

Få uger forinden offentliggjorde Brøndby IF, at man forventer et underskud i omegenen af 35 mio., og at man derfor så sig nødsaget til at fyre 7 ansatte - et voldsomt indhug i medarbejderstaben, men mon ikke man også fremover, uanset hvad, har penge til diverse konsulenthonorarer?

Blandt de fyrede var som nævnt fankoordinatoren, hvis ansættelse sidste år skabte glæde og forhåbninger hos mange i Brøndby-kredse. En helt igennem positiv historie for klubben - hvilket efterhånden forekommer uhyre sjældent - er nu nærmest blevet en spytklat fra klubben i hovedet på nogle af de allermest trofaste fans. Hvoraf en del ovenikøbet for nyligt har oplevet decideret chikane fra klubbens side.

Fyringerne har også ramt "Brøndby Kids" og sportsbaren "1964", så fanplejen er blevet ramt af sparekniven i en grad, der synes komplet uforståelig. Reelt er hele fanspekret blevet ramt - fra den nye generation af helt unge (og evt. kommende?) fans, til dem der har været i mange, mange år. Fra den "almindelige" fan til folk, der på frivillig basis har brugt uanede mængder af tid og kræfter på at skabe en fantastisk stemning og ramme på Brøndby Stadion - for holdet og klubbens skyld. Dette - og resten af fanbasen - burde klubben i den grad prise sig lykkelig for og værne om ... i stedet har man gjort det stik modsatte med disse fyringer.

Til dét skal så lægges, at man umiddelbart også  (og ja, det lyder komplet absurd) har sparet marketingsafdelingen væk! Det kunne være interessant at vide, hvem der besluttede hvem og hvor mange, der skulle fyres?

I bund og grund er det meget simpelt: Mennesker i klubben har nu mister deres stilling, for at Per Bjerregaard kan beholde sin.

Det var aldrig nødvendigt.

Det er ikke længere et spørgsmål om, at de postive historier ikke klæber sig til Brøndby IF og Per Bjerregaard længere, men at de negative gør. Ikke længere et spørgsmål om krise, men om en permanent tilstand. Ikke længere et spørgsmål om manglende tillid til Per Bjerregaard og hans inderkreds, men om decideret mistillid.

En mistillid der hverken skyldes fans eller journalister ... men arrogance og ligegyldighed overfor selvsamme. Mens man bilder sig selv sig ind, at det hele nok skal vende - hvis bare lige man får marginalerne med sig på banen.

Jeg ønsker mig egentlig blot et Brøndby IF, som jeg igen kan være stolt af - uanset resultaterne på banen ... inden det altså er for sent.