Bolig-boblen

En dansk fodboldspiller udtalte engang, at det danske sikkerhedsnet var en dyne for talentudvikling i dansk fodbold.  Hvis man ikke slog igennem som fodboldspiller, kunne man bare blive ejendomsmægler. 

Tidligere i år bragte DR2 en fantastisk dokumentar ” Søn af en fodboldstjerne”, hvor man følger fodboldtalentet Morten Nielsen i Chelsea og rundt om i Europa.

Kort fortalt omhandler det en ung fodboldspillers indgang til det at være professionel fodboldspiller. Filmen burde være obligatorisk for alle Superligaspiller på samme niveau, som vi andre civilister er ”indlagt” til at se kvindehåndbold på TV2 i december måned, i mangel af bedre alternativer.

Når man nu har set alle Brøndbys kampe igennem efteråret og set en spillertrup uden vilje, ærgerrighed og engagement, kan man ikke lade være med at tænker tilbage på denne fodboldspillers ord eller DR2 dokumentaren.

For nyligt var de danske rektorer ude i nyhederne og fortælle hvordan man skulle lokke gymnasieelever i skolen med morgenmad, blandt andet fordi eleverne var dårlige til at møde op i de første to timer. Derudover det, at de ikke havde fået morgenmad gjorde, at de virkede uoplagte resten af dagen. Stakkels Jan Lockhart og Ole Bjur føler sikkert den samme magtesløshed og frustration som landets rektorer, efter præstationerne igennem efteråret og spillernes manglende evne til at lærer af fejlene. 

Ordet ” Forskerordning” klinger hult, når man hører Auri råbe basale fodboldlærdom til højt betalte fodboldspiller omkring placering på banen. Placeringsvanskeligheder som ville være acceptable i serie 5, men ikke i serie 3.

Det er måske naivt at tro, at nogle af førsteholdsspillerne i Brøndby efter efterårets præstationer, specielt efter kampen mod Horsens, bliver en time efter træning og træner basale førstegangsberøringer og afslutninger. Eller tager én fra trænerstaben og spørger om han har tid til at se kampen på DVD, og gennemgå de fejl og forkerte beslutninger man tog igennem kampen. Blot for at sende nogle signaler til klubben, træner og fans, at man virkelig brænder for det her.

Tilbage i 2007 var jeg vidne til den frygtelig ”massakre” mod FC Midtjylland hvor vi tabte 5-0.

Efter blot 15 minutter var holdet i opløsning og bagud 2-0. Tom Køhlert sendte Duncan og ”Molle” til opvarmning. Mens jeg kæmpede med at holde tårerne tilbage, løb de pjattende og grinende rundt på sidelinjen. Det er stadig svært at acceptere mange år efter. En kammerat som overværede det, er af den overbevisning, at årsagen til at Duncans spillercertifikat kom for sent på faxen fra Celtic til Aab skyldtes, at Duncan havde taget stikket ud, for at oplade sin Gameboy.

Gudskelov opdagede Lynge Jacobsen det og fik sat stikket til faxen, ellers havde Aab nok spillet i 1.div i dag.

Tidligere spillere som Stig Tøfting og Ralf Pedersen ville højest sandsynligvis gå amok, hvis de var 10 år yngre og var en del af Brøndbys nuværende spillertrup. Jeg er af den overbevisning, at mange af de spillere, som er købt ind til holdet som ”foregangsmænd”, har svigtet, eller bare ikke været deres opgave voksen. Den konstellation af en masse unge talenter og fodboldspillere, som kunne være taget ud af DR2 dokumentaren ” Søn af en fodboldstjerne”, er en kraftig årsag til spillertruppens nuværende mentale tilstand.  

Jeg er stærk tilhænger af et fodboldhierarki og sidemandsoplæring. To begreber som Stig og Ralf var eksponenter for.

Hvis ikke Thomas Kahlenberg og Marin Retov havde haft en Morten Wieghorst til at læne sig op af, havde de, eller Brøndby, heller ikke haft den succes. Ingen betvivler Daniel Aggers talent eller evner, men til hans fordel havde han også en Per Nielsen i sin livs form tilbage i 2004, da han fik sit gennembrud. Man må sige, at det er svært at finde typer som Ralf, Stig, Morten og Per i den nuværende spillertrup.

Måske findes de typer ikke mere, eller er de en uddød race i dansk fodbold, men det er disse typer man akut står og mangler i Brøndby.
Den sportslige ledelse burde snarest forlænge kontrakterne med Jan Kristiansen, Jan Frederiksen og Mikael Nilsson.

Ikke på baggrund af deres præstationer på banen igennem de sidste to sæsoner, men på de ikke indfriede forventninger som de skylder klubben, sponsorer og fans. Pokalskabet skulle jo have været udvidet med flere længder, hvis det skulle relateres til deres gager.

Man må forvente, at da de sad sammen med deres rådgiver og forhandlede kontrakten hjem, var der lidt mere i ”godteposen”, end de hidtil har vist i Brøndby trøjen.

Såvel Brøndby som de andre klubber, er de professionelle virksomheder, som drives på samme personalevilkår som alle andre private danske virksomheder. Man må anskue, at en spiller i en superligaklub tjener kr. 100.000 til kr. 300.000 om måneden. Hvis en almindelig privatansat lønmodtager vil forlange lige så meget i løn, vil man i en virksomhed, modsat en superligaklub, opsætte nogle klare definerede målsætninger.

Alternativt ophører ansættelsesforholdet ganske hurtigt, i forhold til en superligaspiller med en kontraktlængde på 3-5 år. Hvis man bliver ved med at omtale superklubberne som virksomheder, så burde reglerne om drift af virksomheder og konsekvenser heraf følge med.

For spillerne må vi håbe på at boligmarkedet vender, således at der er jobs i ejendomsmæglerbranchen i fremtiden, når deres kontrakter udløber.