Rødt kort til Ståle og Wendt!

Som nævnt i et tidligere indlæg, så ligger Danmark igen i år lunt i svinget på UEFA's Fair Play rangliste. Der er således gode muligheder for, at vi for 4. sæson i træk løber med en af de 3 øverste pladser på listen, som giver adgang til kvalifikationen til Europa League i næste sæson.

Men som beskrevet i selvsamme tidligere indlæg, så er det desværre langtfra nogen fordel at få tildelt en gratis Fair Play billet. Tværtimod er det en rigtig dårlig forretning for dansk fodbold. Ja faktisk er det en direkte og alvorlig trussel mod den opmarch, som dansk klubfodbold er i gang med jævnfør UEFA's generelle rangliste. En opmarch der som foreløbig kulmination har affødt en direkte plads i Champions-League til den danske mester i 2012.

Men det privilegium kan meget nemt blive en ultrakort fornøjelse. For med en gratis Fair Play billet og dermed 6 hold i Europa i den kommende sæson, er der desværre udsigt til, at vi går en meget beskeden sæson i møde med hensyn til at høste points på UEFA's generelle rangliste. For med 6 hold skal alle de points de danske hold måtte optjene, divideres med 6 og ikke 5, som det har været tilfældet de seneste 3 sæsoner.

Og den forskel i antal hold er til at tage at føle på. Et simpelt regnestykke fortæller således at de points som 5 danske hold måtte optjene vil være 20% mere værd, end hvis vi har 6 hold med. Og det kan nemt blive udslagsgivende med hensyn til at samle nok points sammen til også i 2013 at kunne sende den danske mester direkte i Champions-League's gruppespil. Et gruppespil som jo efterhånden er ca. 125 mio. kr. værd.

Der er derfor al mulig grund til at forsøge at undgå den klods om benet, det er at få tildelt en såkaldt "bonus"-plads i Europa League via Fair Play. Og her kan FCK faktisk spille en helt afgørende rolle og dermed også reelt selv bestemme om deres points i Europa i næste sæson, skal være 20% mere værd eller ej.

For inden UEFA gør facit op på deres Fair Play rangliste den 1 maj, har vi i Danmark kun 2 muligheder for stadig at have indflydelse på vores placering på listen. Med FCK's formodede exit i aften mod Chelsea, er det den ene kamp, mens den anden er landskampen mod Norge den 26. marts. Gule og specielt røde kort i disse kampe betyder, at vi med stor sandsynlighed udspiller vores rolle med hensyn til at slutte i top-3 på listen.

Nu vil det være direkte tåbeligt bevidst at gå efter gule og specielt røde kort i den meget vigtige landskamp mod Norge. Derimod er det noget FCK med stor fordel kan spekulere i i aftenens kamp mod Chelsea. For skulle FCK f.eks. med 5 minutter igen ikke have nogen reel chance for at gå videre, så kan det på det kraftigste anbefales, at få tiltusket sig et par friske gule eller - endnu bedre - røde kort.

Dog er der ingen grund til, at det sker ved hjælp af grove frispark og derved risiko for at skade modspillere. Men ved gentagne gange at at brokke sig til dommeren eller sparke bolden væk ved frispark eller indkast, kan man hurtigt få sig et par gule eller røde kort.

Dog vil det samtidigt være en god ide, hvis kortene ikke tilfalder spillere som efterfølgende får karantæne for FCK i næste sæson. Derfor vil det være aldeles velkomment, hvis kortene tilfalder spillere og ledere der alligevel forlader klubben til sommer. Eller eventuelt indskiftede periferi-spillere som man godt kan undvære en kamp eller to i kvalifikationen til næste sæsons Champions-League.

Pospech er jo ikke med og det vil således være særdeles smart, hvis f.eks. Oscar Wendt får et rødt kort og at Ståle Solbakken bliver vist op på tribunen. De vil dermed hjælpe dansk klubfodbold i almindelighed og FCK i særdeleshed til at fortsætte de senere års opmarch på UEFA's generelle rangliste.

Og for FCK selv kan kortene med meget stor sandsynlighed veksles til 125 mio. kr., hvis klubben bliver mestre i 2013. Rigelig argumentation skulle man mene.

Derfor opfordringen: Rødt kort til Ståle og Wendt!

 

Jeg har de sidste 12 år arbejdet med fodbold hos verdens største producent af fodboldudstyr. Og de sidste 20 år har jeg rejst Europa tyndt for at se denne fascinerende sport blive udfoldet på diverse plan og arenaer. Fra min bopæl i Amsterdam vil jeg jævnligt give mit besyv med omkring alt lige fra serie 4 til FIFA. Hjerteklubben har siden barnsben været Vejle Boldklub og trods 700 km til hver hjemmekamp er jeg en flittig gæst i Nørreskoven. Desuden har jeg efter 16 år i Holland et indgående kendskab til hollandsk fodbold og dets fantastiske kultur. Men jeg mandsopdækker også dansk fodbold tæt og har i øvrigt en forkærlighed for Nottingham Forest og Bundesligaen.

Vi skriver også om:

 
 

Afstemning

Sikrer FC Nordsjælland sig guldet?: