Rettidig omhu

FC Københavns sportslige ledelse har med mandagens fyring af cheftræner Roland Nilsson udvist, hvad man i erhvervslivet kalder rettidig omhu.

Rettidig omhu handler om at tage sig af problemer og udfordringer på det rette tidspunkt. At man ikke forpasser tiden eller sagt lige ud, så skal man kende sin besøgelsestid.

Modsat FCK-ledelsen, så kendte svenske Roland Nilsson ikke sin besøgelsestid, selv om han fik chancen i seks måneder. På trods af, at det var nogle ”store sko” Roland Nilsson skulle fylde ud efter den succesrige forgænger, Ståle Solbakken, så var den tidligere Malmø FF-træner langt fra at tage chancen.

Selv om Roland Nilsson flere gange gav udtryk for, at han udmærket kendte presset og betingelserne som cheftræner i Skandinaviens største fodboldklub, så tog han ikke taktstokken og viste, hvad han ville med klubben og ikke mindst, hvem der bestemte til træning og kamp.

I stedet overlod den sympatiske, men svage svenske leder styringen af spillestil og disciplin til sine nærmeste medarbejdere, hvorimod Roland Nilsson selv nærmest optrådte som en iagttager af begivenhederne på grønsværen.

Resultatet var da også til at få øje på. På trods af kvalifikation til semifinalen i DBU`s pokalturnering og et fire points forspring på førstepladsen i Superligaen, så haltede spillet gevaldigt det meste af efteråret igennem, hvor resultaterne kun var acceptable på hjemlig grund. Roland Nilssons taktiske mangler blev udslagsgivende da løverne skulle spille europæisk, hvor FCK-mandskabet skuffede stort.

Fundamentet for FCK`s velkendte vinderkultur var således under pres indefra og derfor var sportsdirektør Carsten V. Jensen og Co. nødt til at udvise rettidig omhu. Sportsdirektørens overtagelse af cheftrænerjobbet betyder, at spillerne får en særdeles synlig leder, hvor ingen er i tvivl om, hvilke krav der stilles, hverken taktisk eller disciplinært.

Carsten V. Jensen kommer følgelig til at bestride såvel sportsdirektør-, som cheftrænertjansen, hvilket bliver særdeles brugbart i bestræbelserne på at få genetableret den kontinuitet, som har kendetegnet den danske mesterklub gennem mange år. Det vil sige et klart og tydeligt spilkoncept, en spillertrup, hvor hver enkelt kender sin plads og opgave samt en stærk og synlig leder på trænerbænken.

Ingen spiller må være i tvivl om, hvem der er chefen og hvad man kan tillade sig på og uden for banen. Carsten V. Jensen vil øjeblikkeligt generobre det ”tabte omklædningsrum” med henblik på at sikre klubben den ønskede udvikling. Denne kurs skal etableres i et tæt samarbejde med assistenttræner Johan Lange og vil sideløbende give den sportslige ledelse tid til at finde den helt rigtige mand på cheftrænerposten på lang sigt. Med mindre den nyoprettede managerfunktion skal forblive permanent.

Nu og her gælder det dog The Double og den direkte kvalifikation til Champions League-gruppespillet.

Det kræver en stærk leder.

Det er Carsten V. Jensen.

 

Jeg har en diplomuddannelse i journalistik. Og jeg er desuden cand.mag. i historie og religion.
Jeg har tidligere blogget om Champions League for Politikens netavis, har lavet masser af spillerportrætter og optakter for danske fodbold-websites. Her på Tipsbladet skriver jeg om FC København og OB i særdeleshed samt om dansk og international fodbold i almindelighed.

 
 

Afstemning

Sikrer FC Nordsjælland sig guldet?: