Måske er det bare Kasper Schmeichel

Man gør sig mange forberedelser, når man som journalist gør sig klar til et interview. I tilfældet med Kasper Schmeichel ringede jeg til Keld Bordinggaard, hans tidligere træner på U/21-landsholdet, og til Leeds-sportswriter på Yorkshire Evening News, Phil Hay. Men noget som man ikke kan forberede sig på, er det helvede, der hedder offentlige transportmidler.

Jeg havde aftalt at mødes med Kasper Schmeichel på Leeds’ træningsanlæg, som jeg senere fandt ud ligger godt en halv time fra centrum af byen, ved ni-tiden, inden han skulle ud og træne lidt over ti.

Da jeg bor i Liverpool tager togturen ifølge det engelske svar på rejseplanen under to timer. Og det gik egentlig også ganske fint det meste stykke ad vejen. Jeg kørte med lethed med toget gennem Manchester, men kort inden Huddersfield, cirka en halv time fra Leeds, begyndte toget at strejke. Eller rettere sagt: toget gik i stykker.

I starten satte jeg min lid til, at det de snart fik det fikset. Men da det gik op for mig, at jeg ville kom for sent til interviewet, så begynder jeg at svede. Jeg ringede til træningsanlægget og bad dem forklare Kasper, at jeg ikke ville nå det som aftalt.

Shit!

To timer for sent ankom jeg til banegården i Leeds. To timer! Jeg skyndte mig at finde en taxa, og da jeg havde været oppe siden 5.40 var stress min oplagte tilstand. Taxachaufføren anede ikke, hvor vi skulle hen, og det gjorde jeg heller ikke, og da jeg pludselig så, at vi var på motorvejen mod London, så var jeg ved at kvæles i mine frustrationer. Heldigvis lignede det alligevel den rette vej, da vi kort tid efter drejede mod det nordøstlige hjørne af landet.

Thorp Arch.
Det er hjemstedet for Leeds United og fængslet HM Prison Wealstun.

Det er en typisk britisk vinterdag. Skyerne ligger dovent men tungt under den blå himmel og den bidende blæsten kryber snildt ind under overtøjet. Jeg skulle være ankommet klokken ni, men i stedet er klokken nu elleve. Jeg har for en sjælden gang skyld fået lov til at overvære træningen i en af de mest traditionsrige klubber i England. Kasper har inviteret mig en dag ind i sit arbejdsliv.

Det er skægt, hvor meget man kan svine sine holdkammerater til og stadig smile. Men det er ikke desto mindre det, som Kasper Schmeichel og tredjemålmanden i klubben Alan Martin gør. Det er sjovt, og på en eller anden skør måde rørende. Det male-love, når det er mest grotesk.

Midt i al jovialiteten arbejder de fem målmænd, der deltager i træningen, stenhårdt. Det er svært at sætte sin finger på, hvad det præcist er, der gør det, men Kasper er den bedste af de tre seniormålmænd. Især er hans gribeteknik imponerende, og da han slutter af med en øvelse, hvor målmandstræneren fra otte meter pløkker tyve bolde lige på hans krop, er jeg officielt betaget.

Hans reaktioner er ekstreme og ikke en eneste tager han øjnene af bolden. For det er det, som er øvelsens lære. Hold fokus på bolden og hold dine lemmer fuldstændig spændte.

Det overrasker mig, at han træner i næsten tre timer. I en liga hvor man spiller 46 kampe, er der sjælden tid til hård træning midt på sæsonen, men Kasper fortæller mig, at det er sådan han lever.

Først ind, sidst ud og knald på hele vejen igennem.

Ellers ligner det en normal omgang træning. Der er ikke nogen hokus pokus her. Jeg har selv spillet på Danmarksserie niveau og øvelserne adskiller sig ikke mere end det jeg oplevede der. Kvaliteten og intensiteten er bare meget højere.

Vi får masser af tid til at snakke efterfølgende. Min forsinkelse får heldigvis ingen indflydelse på den mængde af spørgsmål, jeg når at få stillet ham.

Svarene på de spørgsmål, jeg stiller ham, kan du læse i Tipsbladet (i dag. red.), men det skinner tydeligt igennem, at fodbold er hans liv. Til min glæde er han god til at reflektere over sine valg. Der er mening, med det han gør og siger. Selv om jeg alligevel fornemmer, at han ikke helt løfter sløret for, hvor meget hans far har indflydelse på hans karriere.

Ingen, siger han selv. Måske er det bare mig, der har svært ved at tro på, at en mand der engang var verdens bedste målmand og havde – vel stadig har - den udstråling, som han havde/har, ikke vil blande sig i sin søns karriere, når de begge spiller den præcist samme plads. Men Kasper ved det vel bedst, og han slår mig langt fra som en løgner.

Hans svar er velovervejede, selv om han også indimellem går i klicheernes ulidelige genbrugsbutik.

”Jeg tager en dag ad gangen.”

Men de unikke citater vinder klart over klicheerne.

Mit yndlings er: ”Fodbold er hårdt nok i sig selv, og det kræver nok energi at spille fodbold og koncentrere sig og lade op til kampe. Der er ingen grund til at spilde unødig energi på ting, du ikke kan gøre noget ved. Jeg kan ikke gøre noget ved det, så der er ingen grund til, at jeg bliver sur eller frustreret over det. Jeg kan intet gøre ved det,” siger han om sammenligningerne med sin far.

Da vi efter fem timer i hinandens selskab skilles, kan jeg ikke lade være med at være imponeret over ham. Al den pres men alligevel al den overskud.

Jeg fristes til at tro, at det ikke er generne, som har hjulpet ham så langt, men den mentale styrke. Om han er fået det fra sin far eller måske sin mor er svært at sige.

Måske er det en kombination. Måske er det bare Kasper Schmeichel.

Læs stort interview med Kasper Schmeichel i Tiipsbladet Indsigt - på gaden fredag.