Statistisk fare eller realistisk fare

En tredjedel af sæsonen 2010/2011 er nu spillet, og AaB bliver mere og mere isoleret i bunden for hver kamp, der spilles. På trods af årets bedste præstation i mandagens kamp mod OB, står man stadig med blot 9 point for 11 spillede kampe.

Set med de statistiske briller bør alarmklokkerne dog ikke ringe endnu. Det virker da også til, at det er den anskuelse, man bruger i AaB’s ledelse. Her trøster man sig med, at kun 11 kampe er spillet, og der stadig er 66 point at spille om. AaB’s fans skal bare tage det roligt. Det skal nok gå det hele. Og ret skal være ret. AaB kan stadig nå at blive mestre, hvis de resterende 22 kampe vindes. Et mesterskab med 75 point er trods alt pænt overlegent.

Man kan også støtte sig op ad de seneste års stillinger efter 11 runder og lave en sammenligning med de hold, der rykkede ned ved sæsonafslutningen.

Således viser det sig, at af de 10 hold, der er rykket ned de seneste fem sæsoner, var kun de fire af dem placeret under stregen efter 11 spillede runder. Direkte oversat kan man lidt kækt påstå, at AaB på den konto har 60% chance for overlevelse.

Hertil kan man lægge, at de fire hold, der var placeret under stregen og siden rykkede ned, alle havde færre point end AaB har nu.

Slutteligt stod AaB med samme pointantal efter 11 runder for blot to år siden, og endda med en dårligere målscore end nu. Alligevel endte man med en placering som nummer 7.

Altså er der statistisk en god sandsynlighed for, at AaB redder skindet på næsen i indeværende sæson.

Kan AaB så bare læne sig tilbage og stole på, at statistikken er redningsplanken? På baggrund af udtalelser fra klubben er der noget, der tyder på, at det er det, man gør. Men er det også realistisk.

Ikke udpræget. For spillet på banen har hidtil ikke vist noget, der peger på, at det skulle se mærkbart anderledes ud, når vi har rundet 22 eller 33 spillerunder. Man spillede en flot kamp forleden mod OB, hvor resultatet måske ikke helt stod mål med fordelingen af spil og chancer. Men ligesom et hold ikke skal bedømmes på én dårlig kamp, skal det vel heller ikke bedømmes på én god. Og der er visse ting, der peger på, at gårsdagens mod OB var en enlig svale:

AaB startede sæsonen som lyn og torden ude mod Lyngby med en 2-4-sejr. Herefter en elendig præstation hjemme mod Brøndby.

AaB spillede flot og stærkt ude mod FCK i tredje runde, hvor man fik 1-1. Herefter kom der flere søvndyssende og dårlige præstationer.

AaB sejrede ude over Randers i 9. runde, og derefter hev man endda en noget heldig sejr hjem i pokalen. Siden det har det budt på endnu to nederlag på den efterhånden forbandede hjemmebane.

Tendensen er altså ret klar. AaB præsterer acceptabelt spil i hver tredje-fjerde kamp, mens de resterende er lige til glemmebogen. Det borger ikke for den spilmæssige kvalitet og kontinuitet, der skal til, hvis man stadig vil kalde sig superligahold, når vi har rundet sidste spilledag i indeværende sæson.

Holdet er bestemt langt fra fordums styrke, grundet fejldispositioner og økonomiske skandaler, men har trods alt vist i et par kampe i denne sæson, at man har kvaliteten til at ende over stregen. Spørgsmålet er bare, om man i AaB fortsat vil læne sig tilbage og stole på statistikken, eller om man efterhånden begynder at se et mønster i de præstationer, der er leveret de seneste mange måneder.