Generelle

Højt at flyve - dybt at falde?

De danske erhvervsjournalister har sat den kritiske lup på forretningen FC København og ikke mindst Don Ø. Sådan har det været længe - det nye er, at Parken Sport&Entertainment's seneste regnskaber giver journalisterne noget at hænge kritikken op på.

Prøv at tjekke dette link. Det er en søgning på artikler med Flemming Østergaard a.k.a. Don Ø på www.epn.dk – Jyllands-Postens business website. Vi snakker langt over 50 artikler om Don Ø og hans finanseventyr på under et år og som noget nyt er en lang række af dem meget kritiske i deres fokus. Det er ikke længere blot jubelhistorier om fantastiske overskud i Parken Sport&Entertainment. Finanskrisens har tydeliggjort, at heller ikke Don Ø er usårlig i disse tider.

Det har fået en lang række erhvervsjournalister til at lugte blod – og det bliver da efterhånden svært at tro på Østergaards afvisninger af problemerne, når man kigger nedover de mange ting, der med jævne mellemrum trækkes frem.

Ingen tvivl om at der er masser af jantelov i det. Don Ø har i årevis markedsført sig selv som en yderst kompetent og ansvarligt handlende virksomhedsleder, mens han med jævne mellemrum har tordnet mod uansvarligheden i andre danske kommercielt drevne fodboldklubber med røde tal på bundlinjen. Hvem har ikke lyst til at punktere sådan en myte?

Underholdende har det været – også når nogle formastede sig til at stille et kritisk spørgsmål. Så svarede han typisk sådan her: at han var ”f… ligeglad – man kunne jo bare se på hans resultater.”

Og det er her det bliver interessant. For de resultater er der ikke længere til at agere buffer i værnet mod nævenyttige journalister. Aktiekursen er langt over halveret og de røde tal er pludselig også at finde nederst i Parken S&E’s regnskaber. Jo længere vi når hen på foråret i Epn.dk’s artikelsøgning, des mere snerrende og frustreret bliver Østergaard, når han skal konfronteres med den ene lille sag efter den anden.

Tvivlsomme boligspekulanter og eks-boksepromotorer tvinges til at sælge ud af store aktiebeholdninger efter at have tabt enorme værdier i krisen, et par boligsatsninger – blandt dem de nye tårne i Parken, betegnes af lødige eksperter som en potentiel fremtidig katastrofe og samtidig får Østergaard som bestyrelsesformand et beløb, der er mere end dobbelt så stort som Mærsks bestyrelsesformand. Hvad der end ligger til grund for den forskel, er det ikke svært for menigmand at se proportionsforvrængningen her.

Mange bække små
Og så er det sådan set underordnet om beløbet i virkeligheden er fair nok – Østergaards problem er, at de mange små historier hober sig op og skaber en større sag for ham. Og så legitimerer de samtidig de store problemer, som også er begyndt at tegne sig i pressen.

Østergaard lavede en fodfejl, da han i starten af juni valgte at boykotte Berlingske Business, som har ført an i den kritiske tone. Det er noget der kan få kollegerne på de konkurrerende aviser på stikkerne. Tre uger senere var JyllandsPosten garvede erhvervsjournalister, Michael Stenvei og Max Stougaard, i hvert fald klar med mere brænde til bålet i form af et fint lille fokus på de mørke skyer, der hænger over Parken for tiden. Det mest arrogante af Don Ø’s citater skyndte Berlingske Business sig i øvrigt at linke til! Og så kan historien fortsætte…

Imens står dem det hele handler om – FCKs superligamestre – med rigtig gode muligheder for at spille sig i ChL-pengene. Det kunne være en smuk historie, hvis det bliver fodboldholdets indtægter der kommer til at redde årsregnskabet efter at have trukket i den anden retning i mange år… Omvendt kan situationen eskalere, hvis også sportslige problemer skulle blive en front, der kan åbnes mod Flemming Østergaard.

Jeg glæder mig til at følge med i den kommende tid – dansk erhvervsfodboldjournalistik er efterhånden lige så interessant som transferrygter, kampoptakter og -referater!

For selvfølgelig kan Don Ø stadig gøre det hele til skamme. Måske har han ret, når han proklamerer at alt går efter planen. Men når den samlede danske erhvervsjournalist-stand kaster sig over de negative historier, så gavner det ikke forretningen og investorernes lyst og forventninger. Her ligger Flemming Østergaard som han har redt. Skulle han ende med at le sidst er det sgu godt gået – men skulle det vi ser lige nu være starten på en økonomisk nedtur for Parken S&E, så er det måske på tide at overveje sit nuværende approach til de danske medier.

Dermed mener jeg ikke at ligge sig på alle fire overfor den glubske presse – et forsonende leje burde kunne findes midt i mellem de to ekstremer.