Riddersholms stædige undskyldning

AGF svinger i sine præstationer, men Glen Riddersholm har heldigvis en forklaring på problemerne. Spørgsmålet kan være, hvor forsvarlig den er.

Ståle Solbakken har nærmet sig noget af det, som man kan tænke. Til Jyllands-Posten og inden holdenes forårsmøde sagde nordmanden i marts følgende:

- Der er en del i hans retorik, som ikke passer mig eller os. Som jeg ikke vil være en del af. Det er hans behov for at forklare, hvad han gør, og hvordan han gør det.

- Han forklarer jo basis for alt i udviklingen af en holdsport eller for en idrætsudøver, og nogle gange lyder det, som om det kun er ham og et par andre i verden, som har fundet ud af det, men jeg tror, at alle i Superligaen gør noget af det, som han taler om, fortsatte normanden stoisk kritikken af kollegaen. 

Nej, Glen Riddersholm var heller ikke for nordmanden nogen favoritkollega, og imellem linjerne ligger selvfølgelig, at Solbakken ikke er enig i den måde, AGF-træneren og konkurrenten arbejder på, og hvordan han fortæller om den.

Og lige netop måden, Riddersholm kører sin butik på, er noget, som man for tiden kan klandre. AGF har tabt tre af sine seneste fire kampe og kun vundet en af de seneste syv. Det er stabilt på en måde, som de færreste ønsker sig. Derfor er der nødvendigvis også noget, der må pege mod træneren. Selvom han – forståeligt – prøver at undgå det. Og det er måske snarere det, der er problemet.

For er der noget, som man skal forstå, udover Riddersholm kan give den fornemmelse, at hans arbejde er noget særligt, er det, at han gerne vil arbejde med et længere tidsperspektiv. Det slog han fast så sent som i sidste uge og igen i forgårs; Århus Stiftstidende hørte ham inden 3-1-hjemmesejren imod FC Nordsjælland sige, at AGF var inde i en opbygningsfase. Efter 1-0-nederlaget i Silkeborg i forgårs lød det så indskudt til lokalsprøjten: "Også med de gode og mindre gode forklaringer om, hvor vi er henne som hold og manglende relationer." Jeg minder om, Riddersholm lige nu kører på niende måned, efter han tiltrådte ved årsskiftet, og efter han i længere tid havde forberedt sig.

”Måske vil man endda hellere sortere sandkorn, end man vil høre pladen køre endnu en gang, og Riddersholm skal måske glæde sig over, at AGF-fansene flere gange har vist tendens til at tænke lige så stort som ham selv.”

Det er ikke fordi, at man slet ikke kan forstå, hvorfor han gør, som han gør, for succes har det som udgangspunkt med ikke at komme pludseligt. I sidste ende er han træner og leder for et hold, og det er hans pligt at sørge for, at spillerne trækker på samme hammel. Og der kan det være effektivt for forsvaret udadtil og kommunikationen indadtil, forudsat spillerne køber den.

Med Riddersholm er der bare den klare forskel, at han gerne og mere end andre udpensler, at sine hold er undervejs. Lad os kigge lidt rundt: OB har fx også skiftet stort ud, Kent Nielsen har været ansat i lidt mere end et år, men EM-vinderen har ikke gjort meget ud af den vinkel, selvom fynboerne har fået en elendig sæsonstart. Zorniger er tiltrådt inden sæsonen, Brøndby har skiftet på mange pladser, men er med helt fremme, ligesom AaB, der i forhold til økonomi og muligheder er en endnu bedre sammenligning, har klaret sommerens store profilflugt, uden det har kunnet ses i resultaterne og tabellen.

Riddersholms vilkår er med andre ord ikke nødvendigvis anderledes og så specielle, som han og nogle gange ledelsen gør dem til, og man kan mene, AGF og Riddersholm efterhånden må forholdes til, hvad man præsterer nu og ikke om flere måneder eller sæsoner. Det vil man dog helst ikke ikke. I Århus er man undervejs, Kulturhovedstaden skal nok vise sine tusindvis af farver, og det er kun et spørgsmål om tid, inden det hele bliver godt. Riddersholm synger gerne for.

Berlingskes Morten Crone kaldte det en gang en hån mod alle andre, der prøver at forbedre sig, når Riddersholm snakker proces. Og det er måske ikke helt i skoven. For lige så meget som det er ham, der skal sørge for, at holdet præsterer, lige så hult kan det klinge, når han igen og igen, både når det fungerer og ikke fungerer, lader forstå, at man er på vej, og at hans arbejde kræver mere tid, end andre har. Måske vil man endda hellere sortere sandkorn, end man vil høre pladen køre endnu en gang, og Riddersholm skal måske glæde sig over, at AGF-fansene flere gange har vist tendens til at tænke lige så stort som ham selv.

Riddersholms argument vil selvfølgelig være, at han tidligere har vundet et mesterskab efter at have gearet sit hold igennem flere sæsoner, hvor han netop kørte med lange lys og blændede op, så alle kunne se det. Og det er det samme nu. Det vil, som han gentog inden sidste spillerunde, tage flere sæsoner, inden man kan være en fast del af toppen og der, hvor man gerne vil være.

Men hvor man kan tale om årsagsforklaring, kan man også tale om det lange perspektiv og den stædige henvisning til, at man er undervejs, som noget, der ikke bare er en bekvemmelig undskyldning, men også en grundlæggende ansvarsfralæggelse. Trænere ansættes og fyres efter, om man kan få sit hold til at fungere, og vil man ikke forholde sig til øjeblikket, kan andre mene, at det ligner et forsvar, og at det i hvert fald er mindre hæderligt end at møde musikken.

Bukowski sagde engang, at kloge mennesker altid er i tvivl, og at andre er fulde af selvtillid og mere sikre på, at det, de gør, også er det rigtige. Med Riddersholm kan man ikke bare få det indtryk, at han ved bedst, men at han også vidste det først. Og han udskyder gerne tiden for at slå fast, at det er sådan.