Carlsen: Lige uhyggeligt nok
Generelle

Carlsen: Lige uhyggeligt nok

Jan Carlsen ser nærmere på blandt andet den frygtelige skade til Luke Shaw Champions League-premieren.

Nogle gange bliver virkeligheden bare mere påtrængende, end godt er, og tilfældets spil lige makabert nok. Den fornemmelse sad jeg med, da jeg så Champions League mellem PSV og Manchester United forrige tirsdag. Jeg havde lige afsendt sidste uges artikel om benskinner - og så kom det grufulde uheld for Luke Shaw forbi på skærmen. Det er ikke lige den form for aktualitet, som jeg stræber efter. Ikke desto mindre har der været så meget snak om situationen, at den nok er værd at runde igen.
 
Der er næppe mange læsere, der ikke har set eller hørt om situationen - men lad mig for alle tilfældes skyld lige sætte scenen. Luke Shaw er i fuld fart i gennembrud akkurat inde i PSV’s straffesparksfelt og har en motorvej foran sig på vej mod mål, da han bliver fældet af en ganske heftig tackling fra PSVs Hector Moreno. 
 
Resultatet er et ben, som er brækket to steder. Mange ting sker i Champions League, men en næsten 10 minutters behandling på banen, før man overhovedet tør begynde at flytte spilleren, er trods alt ikke hverdagskost, og alle så også ud til at være voldsomt påvirkede af situationen - ikke mindst Moreno. Alle uanset niveau, som har oplevet et grimt uheld i deres kamp - det være sig som dommer eller spiller - vil kunne nikke genkendende til situationen. Tiden står nærmest stille, og der går noget tid, før man overhovedet har lyst til at begynde at spille igen. Således også i denne kamp. 
 
Men væk med følelserne, hvor svært det end kan være, og lad os se på den lovmæssige side af sagen. TV-producerne viste meget få gentagelser af situationen - godt det samme - men det står i hvert fald fast, at Moreno kommer ind fra siden med stor kraft med begge ben. Det højre ben rammer bolden (og kendelsen efterfølgende er også et hjørnespark), mens det venstre ben fortsætter ind mod Shaw. Og her begynder det lovmæssigt at blive interessant. Det er i virkeligheden uden betydning, om Moreno rammer bolden (hvilket han som sagt gør med højre ben) - det spændende er, hvad det venstre ben, som er med i kontakten, foretager sig. Hvis benet blot fortsætter ind i ingenmandsland, og Shaw derefter løber ind i det / falder over det, er der faktisk ikke engang frispark. Hvis det venstre ben derimod er det aktive og decideret fælder Shaw, er der frispark. Med andre ord kan man bruge Carlsens uautoriserede tommelfingerregel: ’Hvis ben er der først ?’. Det siger fodboldloven ikke just på den måde, men det holder næsten altid.
 
Dommer Rizzoli ender med hjørnesparket, så han må vurdere, at det er Shaw, der får kontakten med Morenos ben og ikke omvendt. Havde det nu været Moreno, der aktivt nedlagde Shaw, hvad så med følgestraffen ? Ser vi i første omgang alene på tacklingen, er der jo den sædvanlige skov af kriterier, som dommeren skal vurdere. Hvor stor er kontrollen, hvor mange ben kommer den tacklende med, er der kontakt med jorden osv - og så også spørgsmålet, om der var mulighed for at spille bolden og også vilje til at gøre det. De sidste to må man jo svare ja til, og så er det svært at komme højere op på skalaen end en advarsel. Det ville være anderledes, hvis Morenos venstre ben nu tog en ekstra tur ved at skifte retning, dreje knopperne forrest e.l., men her ligner det for mig nærmest én lang glidende bevægelse.
 
Man må ikke bare lade følelserne løbe af med sig og se på resultatet på samme måde, som mange så knæet i ryggen på Neymar ved seneste VM som svinestregen par excellence, fordi det kostede en læderet ryghvirvel. Selve indsatsen dér var ikke køn, men ikke værre end så meget andet i en fodboldkamp - og så var det sort uheld, at resultatet var så hårdt ved Neymar. Således også her - selv om det er svært, er man nødt til at være klinisk.
 
Så jeg føler ikke, at tacklingen i sig selv - hvis der overhovedet er frispark - er til mere end advarsel. Men så er der lige det næste moment: hvis tacklingen nu ikke var kommet, ville Shaw have haft nærmest frit løb uden andre modspillere, som kunne gribe ind, og så ville en udvisning for berøven af oplagt scoringsmulighed være en helt oplagt tanke. 
På TV undrede man sig lidt over, at der ikke engang faldt en advarsel til Moreno. Men så er vi nødt til at gribe fat i den logiske kæde igen: dommeren har vurderet, at der ikke er andet end hjørnespark. Hvis der skal gives en advarsel, må det være, fordi der er en forseelse. Og hvis der er en forseelse, er en advarsel ikke nok - så taler vi straffespark og udvisning for berøven af oplagt scoringsmulighed. Så dommeren står virkelig over for det ultimative valg her - enten er der slet ingenting (jo, hjørnespark), eller også skal vi have det helt tunge skyts frem i form af et straffespark og en udvisning.
 
To ting lægger jeg mærke til i situationen. For det første, at dommeren er rigtig godt placeret - og dernæst, at der ikke er nogen protester overhovedet. Det sidste kan man ikke bruge til så meget, for der er en grad af choktilstand over det hele, men dog en lille indikation. Læserne må vælge, hvad de synes, for der er ingen absolutte sandheder her - men dette er de lovmæssige overvejelser. Personligt er jeg mest til straffesparket og udvisningen.
 
Ugens anden spændende situation er til gengæld blevet gentaget en god del gange. Det handler om FC Midtjyllands sejrsmål mod Legia Warszawa, hvor der - egentlig til min umiddelbare overraskelse - kom nogle offside-stemmer på banen. Ved lidt eftertanke stammer det sikkert fra det, som man opfatter som nyt: nemlig at man skal straffe en spiller, som klart forsøger at spille en bold, som er tæt på ham, og han derved påvirker en modspiller. 
 
Jakob Poulsen slår et frisparksindlæg, og måske er Duncan i en offside-position her. Er han ikke det, er sagen slut - så lad os for eksemplets skyld forudsætte, at det er han. Duncan løber ind mod mål, og på vejen er der en polsk forsvarer, som aktivt forsøger at heade bolden væk, ikke kommer helt højt nok - og fra hans hoved går bolden i mål. Duncan er nu kommer rigtig tæt på både målmand og bold (faktisk så meget, at det næsten ser ud som om, at han vil påberåbe sig, at det er ham, der har sidste berøring - hvilket han nu ikke har). 
 
Da Duncan ikke rører bolden, og der er masser af andre medspillere, der kan nå frem til den, kan vi udelukke to af de tre strafmuligheder - at indvirke på spillet og at opnå en fordel. Tilbage står muligheden for at straffe for at genere en modspiller. Nu skal vi så vurdere, om Duncan - hvis han overhovedet er i en offside-position, da frisparket tages - er i målmandens udsyn, er i vejen for en modspiller, eller forsøger at få fat i en bold, som er tæt på ham - vel at mærke INDEN det polske hoved kommer på.
 
For i det øjeblik, hvor en forsvarer rører bolden, og det ikke er tilfældigt og heller ikke er en redning (og dette er ingen af delene !), er Duncan løst og kan gøre, hvad pokker han vil derefter.
 
I min optik et glimrende og helt legalt mål - men pædagogisk er det interessant, at reaktionerne kommer. Nu har der været talt så meget om det påståede nye i offside-reglen - ikke mindst efter Liverpool-Bournemouth for nogle uger siden - og så er det helt typisk, at man laver, hvad man kunne kalde en hyperkorrektion: begynder at overføre det lige indlærte på situationer, hvor det strengt taget ikke hører hjemme, her fordi der kommer en modspillers hoved med i spil. .
Man bliver aldrig færdig med fodboldloven og diskussionerne - og heldigvis for det.