Italien trænger til et ærligt nederlag

Desværre var optakten til kampen mod Frankrig beskæmmende. Og noget kunne tyde på, at italienerne trænger til at tabe en fodboldkamp på helt almindelig vis, hvis de skal slippe af med den paranoia, der åbenbart har så nemt ved at få fat på selv landets største stjerner.

I den italienske lejr appellerede man før kampen til Holland om fairplay. Om at Holland ville gøre alt for at vinde deres ligegyldige kamp mod Rumænien, så Italien ikke blev slået ud.

Det italienske fodboldforbunds præsident Giancarlo Abete mente ligefrem, det ville være mystisk, hvis Holland ikke slog Rumænien med mindst de samme cifre, som de havde slået Frankrig og Italien. Blev det ikke tilfældet måtte man "se nærmere på sagen".

Målmanden Gianluigi Buffon frygtede endda at blive offer for en sammensværgelse, som ved EM i 2004, hvor Danmark og Sverige "aftalte" at spille 2-2. Buffon insinuerede, at Holland ville tabe med vilje, så Rumænien gik videre. Siden talte Buffon også for sin syge moster: Der var meget mere ræson for Holland i at møde Italien eller Frankrig i en semifinale, end Rumænien, mente Buffon. Uagtet at toeren i gruppen altså også lige skulle forbi Spanien i en kvartfinale.

Men man skal ikke lukke lort ud, før man har renset sit eget lokum. Buffon var nemlig reservemålmand på det italienske landshold, der under EM i 2000 før den sidste gruppekamp mod Sverige var sikre på førstepladsen i deres gruppe. Italien skiftede dengang ni spillere ud med reserver.

Her var der bestemt heller ikke lagt op til noget af det fairplay, som italienerne efterlyste hos Holland, over for Tyrkiet og Belgien, der dengang også bejlede til andenpladsen.

Og i den forbindelse kan vi også tilføje, at Italien kvalificerede sig til den slutrunde efter at have tabt 2-3 i Napoli til Danmark. Italienerne var på det tidspunkt 99 procent sikre på kvalifikation, mens Schweiz lå til at sikre sig andenpladsen og retten til at spille playoff-kampe.

Andenpladsen gik i stedet til Danmark. Der var mange i Schweiz som dengang følte sig røvrendte af deres sydlige nabo.

Det står også i skærende kontrast til italienernes mangel på tillid til turneringssystemet, at man ikke hørte et kvæk fra østrigerne om, at Kroatien i mandags ville stille med deres reserver i den sidste kamp mod Polen, som Østrig i teorien kæmpede mod om en kvartfinaleplads.

Ved EM-slutrunden i 1996 stod Danmark i øvrigt i en tilsvarende situation, som Italien i år. Danmark skulle i den sidste gruppekamp slå Tyrkiet samtidig med, at Kroatien, der var videre til kvartfinalerne, skulle hjælpe danskerne ved at slå Portugal. Det skete ikke. Kroaterne satte syv reserver i startopstillingen og tabte 0-3.

Der lød ikke et kvæk fra den danske lejr. For sådan var vilkårene. Man var med dårlige resultater selv skyld i at være havnet i en prekær situation. Det ville også have klædt italienerne på samme vis at fokusere på egen indsats eller mangel på samme.

Det er fuldt forståeligt, at landstrænerne under en slutrunde hviler deres spillere, når det er muligt. I en så stærk turnering som EM er det nemlig de små marginaler, der tæller. Og hverken Kroatiens landstræner Slaven Bilic eller Hollands Marco van Basten er jo komplet idioter.

Italiens landstræner Roberto Donadoni ville også have sparet 8-9 mand, hvis han stod i samme situation. Han ville jo blive lynchet i pressen, hvis ikke det var tilfældet.

Men Buffon & Co. synes åbenbart stadig, at de ligesom ved VM i 2002 og EM i 2004 er udset som mål for en større sammensværgelse. En stribe fejlagtige dommer- og linievogterkendelser betød exit ved VM i 2002. Og da Sverige og Danmark med 2-2 sendte Italien ud af EM i 2004 var det blot det andet kapitel i den store skandinaviske konspiration, der blev indledt med Danmarks Radios formastelige afsløring af Francesco Totti, der spyttede løs på Christian Poulsen, og fik karantæne.

At det så var en svensk dommer, der ved hjælp af en særlig underregel i afsnittet om offside i fodboldregelerne godkendte Hollands scoring i Italiens første kamp ved det EM, har selvfølgelig ikke gjort tingene bedre.

Italien trænger til at tabe en fodboldkamp på nogle regulære scoringer. De har brug for at ryge ud efter en kamp uden fejlagtige offside-kendelser og udvisninger, der kan fodre den italienske folkesjæls hang næring til spekulationer om aftalt spil.

Først da har de mulighed for at slippe af med det om sig gribende forfølgelsesvanvid og måske igen begynde at koncentrere sig om at spille det fodbold, vi ved de kan præstere.