Wenger, din stædige rad…

Årsagen kan findes flere steder. Til dels fyldes moderne fodbold stadig med erhvervsdrivende rigmænd, der anser professionel sport for underholdning, og kun underholdning. Hvorvidt dette er problematisk for fodbolden er en helt anden snak, jeg ikke yderligere vil kommentere på i dette indlæg. Ydermere har den franske ”Le Professeur” i flere sæsoner været bundet på hænder og fødder, da bebyggelsen af Emirates fandt sted i midten af 00’erne.

 

Omkostningerne af stadionbyggeriet endte i omegnen af 3,5 milliarder kr., hvilket hidtil kun er set dyrere under genskabelsen af Wembley i samme tidsrum. Samtidig er det vigtigt at erkende, at setuppet i en europæisk storklub er markant anderledes nu til dags, end tilfældet var for tyve år siden. Én af Wengers største forcer; at finde unge, ukendte talenter i egne ingen andre kendte til, er ikke muligt på samme måde som tidligere. Hertil er scouting og brugen af agenter blevet langt mere omfattende. Om man bryder sig om det eller ej, så skal der bruges penge, og mange af dem, for at kunne gøre sig i toppen af international fodbold. Og her har Wenger haltet efter sine konkurrenter.

 

Noget skyldes selvfølgelig nogle af overstående problemstillinger, men det er svært at tro, at Wenger og hans økonomiske baggrund (har en kandidatuddannelse i økonomi), ikke er en hindring for den 65-årige franskmand, der ikke synes villig til at spendere svimlende summer på samme måde som andre toptrænere. Siden klubbens seneste mesterskab i 2004, har Arsenal ret beset udviklet sig til en ”selling club”, hvor man ikke længere er i stand til at holde på sine bedste spillere. Senest har navne som Cesc Fabregas, Alex Song, Samir Nasri og Robin van Persie, grundstammen på holdet, forladt London på toppen af deres karriere, til fordel for udsigten til mere i lønposen og titler på cv’et.

 

Det er senere kommet frem, at Wenger har haft en hånd med i flere af disse afgange. Franskmanden var ikke villig til at betale den løn stjernerne krævede, og om det skyldes arrogance eller stædighed er svært at sige, men Wenger havde en stålfast tro på at Arsenal fortsat kunne være konkurrencedygtige – til trods for afskeden af sine altoverskyggende spillere. For mange Arsenal-fans står de sidste timer af  transfervinduet i sommeren 2011, som nogle af klubbens mørkeste i nyere tid. Fabregas og Nasri var smuttet til henholdsvis Barcelona og Manchester City tidligere på sommeren, og ”Le Professeur” skulle helt frem til kort før lukketid, inden afløserne blev fundet i form af bl.a. Yossi Benayoun, André Santos, Mikel Arteta og Per Mertesacker. Ikke just kvalitetskøb, i forhold til afskeden med klubbens to offensive talismænd.

 

Men når alt kommer til alt handler fodbold om at vinde. Én opgave der unægtelig bliver lettere, når man sætter det bedste mandskab på banen. Hos Arsenal, tilhører Mikel Arteta og Per Mertesacker ikke længere denne kategori, til trods for deres status som permanent- og viceanfører. Jeg er klar over, at der i fodboldens verden, ligesom på enhver anden arbejdsplads, eksisterer en vis form for hierarki, og at nogle spillere har mere at skulle have sagt end andre. Det er naturstridigt at argumentere imod. Men det er mig en gåde, at en mand som Wenger ikke kan erkende, at typer som disse ikke passer ind på holdet, og at man ikke længere kan stryge til tops i Premier League, uden at have checkhæftet op af baglommen.

 

Jovist, Arsenal handler stort og har haft pungen oppe i de to seneste somre med købene af Mesut Özil og Alexis Sanchez, men tålmodigheden, eller rettere stædigheden, hos Wenger synes til tider uendelig. Der eksisterer ikke en plan B, og det gælder sig både på transfermarkedet og i det taktiske oplæg. Sat på spidsen, er det Wenger der har bragt Arsenal på landkortet i nyere tid, men det er immervæk også ham og hans stædighed, der forhindrer klubben i at tage skridtet helt op.

 

Med få timer tilbage af dette transfervindue, synes Arsenal i en tilstand af deja-vu. Keeperposten er dog forstærket i form af Petr Cech, men efterspørgslen på en defensiv midtbane og en topangriber har været vedvarende og massiv – dog stadig uden aktivitet. På midtbanen har emner som Morgan Schneiderlin, Geoffrey Kondogbia og Arturo Vidal alle fundet nye arbejdsgivere, mens muligheden for at tilknytte Real Madrid-stjernen Karim Benzema synes koldere end en tidlig februar dag på den jyske vestkyst. Så Wenger, din stædige rad…er du for arrogant til at indse dit holds mangler, eller hiver du en kanin op af hatten i 11. time?